Leder

Næste stop: efterår 2009

16. december 2008

Syv år er der gået, siden EU-landene tog fat på den nødvendige tilpasning af EU-traktaten, som skal lette det europæiske samarbejde i en virkelighed med 27 medlemslande. Processen har været lang og smertefuld og har sendt EU fra krise til krise. Senest satte et irsk nej i sommer en stopper for ratifikationen, og efter EU-topmødet i sidste uge står det klart, at der vil gå endnu et år, før der kommer en afklaring af, om den såkaldte Lissabon-traktat kan godkendes i alle EU-lande. Irerne fik en række indrømmelser med hjem fra topmødet - blandt andet får hvert land nu lov at beholde sin egen kommissær. Det betyder, at der fremover ikke vil være 18, men 27 medlemmer af kommissionen, og det har været vigtigt for irerne. Derfor mener den irske premierminister, Brian Cowen, nu, at han vil kunne skaffe opbakning til at afholde endnu en folkeafstemning - næste efterår. Endnu et år vil gå, før der kommer en afklaring af, om EU-samarbejdet kan få fornyet og tiltrængt fremdrift.

EU-Topmødet, som sluttede fredag viste, at man trods krise og uenighed var i stand til at træffe nogle vigtige beslutninger. En længe ventet klima- og energipakke blev det til. Den endte dog med at blive temmelig udvandet, og midlerne til at nå CO2-målene måtte man lede forgæves efter, men dog blev man enige. En økonomisk hjælpepakke på 1.500 milliarder kroner skal sætte gang i den europæiske økonomi - en sejr for samarbejdet, men også en mindre økonomisk saltvandsindsprøjtning end Kommissionen havde lagt op til, og endelig, som det sidste resultat af det franske formandsskab, blev ratifikationen af Lissabon-traktaten altså sat på skinner igen - sådan da. Om de indrømmelser, der nu er givet, er nok til, at irerne stemmer ja, kan man kun gætte på. Der forestår en lang og besværlig valgkamp, hvor alle mulige og umulige emner igen skal endevendes. Det største problem ved topmødets aftale omkring Irland er, at den ikke indeholder nogen køreplan i tilfælde af et nyt irsk nej. Hvis de irske vælgere fortsætter med at blokere for udviklingen af det europæiske samarbejde, kan krisen og stilstanden forsætte meget længe. Uden nogen specifik aftale eller erklæring fra den irske regering er det fortsat reglen, at hele traktaten falder, hvis blot et enkelt land ikke ønsker at ratificere. EU's stats- og regeringschefer burde have stillet som betingelse, at et nyt nej nødvendigvis må indebære, at Irland får en anden og løsere tilknytning til Unionen end den nuværende. Ligeså urimeligt, det var, at Danmark var i stand til at blokere for Maastricht-traktaten i 1992, ligeså urimeligt er det, at Irland nu kan sætte EU i stå i årevis.

Med en ophobning af internationale kriser er der mere end nogensinde behov for et stærkt EU, som er i stand til at træffe hurtige beslutninger og tilpasse sig en omskiftelig verdensøkonomi.

Den Europæiske Union er fortsat et skrøbeligt samarbejde uden stor lederkraft og uden de muskler, der skal til for for alvor at gøre sig gældende på verdensscenen. Hvis man mener, at den europæiske samfundsmodel og de europæiske værdier skal have en større vægt i en verden, hvor nye stormagter er hastigt på vej frem, så skal den europæiske integrationsproces have mere fart på. Den globale finanskrise, som er godt på vej over i en økonomisk recession på verdensplan, er et eksempel på, hvor galt det kan gå, når presset for international regulering bliver for lille. Det er et stærkt europæisk samarbejde, der skal være med til at redde Europa ud af den økonomiske krise, og det er i høj grad mangel på en stærk international regulering af kapitalmarkederne, der har været med til at presse økonomien ud i tovene.

På klimaområdet mistede EU den globale førertrøje med en aftale på topmødet fyldt med kompromiser og særlige hensyn, og i sikkerhedspolitikken er der også lang vej igen, før Europa kan påtage sig en lederrolle i verden. Og det er ærgerligt. Den særlige europæiske form for velfærdskapitalisme og den særlige - blødere - europæiske sikkerhedspolitiske tilgang fortjener en bedre skæbne end at blive amputeret i et europæisk samarbejde, som sander til i uenighed og besværlige og langsommelige beslutningsprocedurer.

For Danmarks vedkommende betyder den irske løsning, at en bebudet folkeafstemning om de fire danske undtagelser er skudt meget langt ud i fremtiden. For et år siden blæste statsminister Anders Fogh Rasmussen ellers til frontalangreb på undtagelserne, da han i sin nytårstale sagde, at de var skadelige for Danmark. En afstemning var tiltænkt om et eller flere af forbeholdene i år, men der kom et irsk nej i vejen, og udskydelsen med mindst et år betyder formentlig, at man kommer for tæt på næste valg til Folketinget. I lyset af finanskrisen og den høje danske rente forsøgte Fogh Rasmussen kortvarigt at genoplive planerne om en euroafstemning, men de blev hurtigt skrinlagt - angiveligt, fordi risikoen for et nej ville være overhængende. Næste stop i den lange fortælling er, når irerne igen skal stemme inden november næste år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu