Leder

Den nye kulturminister

Debat
29. december 2008

VAR ÅRET 2008 et godt år for kulturen eller ej? Årsskiftet er statustid, og avisernes anmeldere får traditionelt spalteplads til at gøre regneskabet op inden for deres respektive områder. Svarene kan variere lidt i vægtningen, men er som regel altid, at noget var godt, og noget andet skidt, et både-og - alt efter hvilken vinkel man anlægger.

Filmanmelderne har talt om krise i dansk film. De mangler nogle af den slags, der kan vinde De Gyldne Palmer i Cannes for den kunstneriske kvalitet. Imens strømmer folk til biograferne for at se danske film. Et rekordår har det været, og Informations grand old man i seriøs filmkritik, Morten Piil, har på tv sagt, at han er helt tryg ved talentmassen i dansk film og dermed dens fremtid.

Det var vel skidt, at så mange biblioteker og filialer blev lukket som følge af kommunalreformen, men så har firmaet Bosch & Fjord i Hjørring udviklet et tidssvarende, moderne bibliotek, som får folk til at låne bøger dér som aldrig før. Vejen frem?

Billedkunsten har haft et gyldent år, rent økonomisk, godt hjulpet af højkonjunktur og fradragsreglerne for indløb af kunst til virksomheder. Eller som det er blevet sagt: I dag læser kunstnerne ikke anmeldelser mere, men børsnoteringer. Festen ser med finanskrisen ud til at blive nedgraderet. Sponsorerne trækker sig - også fra museerne.

DONG forlængede dog sin kontrakt med Louisiana. Vi fik et nyt kongeligt teater. Charlottenborgs chef blev fyret. Der er for få kvindelige ledere på kulturinstitutionerne. Danmarks Radio fik atter et filmprogram og bebuder en ny kanal, hvor der udelukkende skal sendes historiske programmer og kultur. Bøger og teater rakkes op og ned i forskellige aviser. Sådan kunne man blive ved. Godt og skidt.

EN FORNYELSE var det, og det står fast, at vi fik en ny kulturminister, Carina Christensen, som afløste den længstsiddende indtil videre, nemlig Brian Mikkelsen, som med sine kulturkanoner og meget andet førte værdikamp.

Kulturfolk ønsker sig altid en minister, som har en viden om kulturen. Det får vi sjældent. Men faktisk er en minister befolkningsflertallets repræsentant - ordet 'minister' betyder tjener. En sådan forventes at kunne sætte sig ind i et hvilket som helst område på rekordtid.

Hvor Brian Mikkelsen indledte med en 15 procents besparelse, påbudt af sin finansminister, og et væld af initiativer for at vende op og ned på alting, er 'den nye i klassen' nærmest modsat. Hvor Mikkelsen fik på puklen for at ville for meget, får Carina Christensen skældud for at ville for lidt. Det skete, da hun efter de første 100 dage endelig åbnede munden og afblæste kulturkampen samt udtrykte et ønske om at få kulturen ud i hele landet plus overraskende: at få flere penge til kulturen. Uanset så får alle nye kulturministre skældud.

ENHVER KUNSTNER eller kulturadministrator i Danmark ønsker sig flere penge til netop sit projekt. Det er nærmest naturgivent. Derfor er det mangeartede krav, en minister skal leve op til, hvilket nok kan tage pippet fra enhver. Især når kulturfolket møder politikeren med mistillid fra starten. Man vil ikke have pillet ved noget, ikke have lavet noget om. Ud over at kæmpe mod politikerne for flere penge, skal de etablerede kæmpe mod de yngre, som også har krav på at komme til fadet. De unge kæmper mod de gamle. Alle bider hoveder af hinanden.

Den tidligere statsminister Viggo Kampmann blev engang af dette blads journalist, Ejvind Larsen, stillet spørgsmålet: Hvad med kulturen? Han sagde, at politikerne inderligt gerne ville rådgives af de kulturelt interesserede, blot det skete på en kærlig og forstående måde, men uanset hvad kunstnerne siger og gør, ville han lige anføre, at "regeret bliver der alligevel!" En ofte citeret sætning, som vi lige kaster op i luften og vender som en pandekage: Uanset hvad politikerne siger og gør: Kunst bliver der skabt under alle omstændigheder i værksteder, øvelokaler og ved forfatternes skriveborde.

BEFOLKNINGEN som sådan er ikke nødvendigvis utilfreds med kulturudbuddet i Danmark. Tager man en stor søndagsavis på en tilfældig dag, vil man se et enormt udbud: Grace Jones og Daddy Cool, Niels Haugaard og Anders Matthesen, Elvis- og Beatles-koncerter, gæstespil med kinesisk Kung Fu-show og spansk bolerodans. Alt sammen kultur, som kan fylde store sale, men som ofte end ikke omtales på avisernes kultursider.

Demokratisk set er det legitimt at mene, at kulturen har det godt i Danmark og ikke behøver flere penge. Den lektie må kulturfolk lære sig. Men en minister må til gengæld forstå, at for kunstneren handler det om liv, død og eksistens. Kulturudbuddet begynder med kunstneren. Der kan - bevares - i kampens hede falde knubbede ord, men bedre end raseri er det at overbevise hinanden med argumenter.

Lad nu Carina Christensen få sin chance.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her