Leder

Øvropa

8. december 2008

DET ER I SKRIVENDE STUND usikkert om Prags euroskeptiske borgmester, Pavel Bém, får held af vælte den siddende tjekkiske premierminister, Mirek Topolánek, på regeringspartiet ODS' årskongres. Alt tyder på, at Topolánek overlever, om end med kosmetisk vigtige ridser i den politiske lak. At et mislykket formands opgør i et mindre europæisk land er værd at bruge plads på skyldes, at netop Tjekkiet efter nytår overtager formandskabet i EU efter Frankrig. Og det lille centraleuropæiske lands regering er alt andet en begejstret for det EU-samarbejde, som de har været del af siden topmødet i København i 2002.

For en måned siden kom den tjekkiske præsident, den stærkt liberale - og euroskeptiske - Vaclav Klaus, (der også repræsenterer ODS) for skade, at sammenligne de irske vælgere med kommunisttidens dissidenter i Østeuropa. Det er selvsagt en absurd sammenligning - også selv om man (som denne skribent) nærer en indbygget skepsis mod EU og al dets uvæsen.

SELV OM KLAUS IKKE har formel magt - hans politiske indflydelse svarer til den som den ceremonielle magt som f.eks. den tyske statspræsident har - er det ikke noget godt signal for EU, at det næste formandsland har en præsident, der er imod EU og en alt andet en overbevist europæer som premierminister Topolánek - som bliver udfordret af sit euroskeptiske bagland.

PÅ TOPMØDET I DENNE uge skal landene finde en løsning på den situation, som blev skabt, da det flertal af Irlands vælgere stemte nej til Lissabon-traktaten. Det ser ikke ud til at blive en let opgave. Og at et eventuelt kompromis også skal forelægges de irske vælgere gør det ikke lettere. Kilder i Dublin mener ikke, at der er udsigter til et nationalt kompromis.

Dermed fortsætter den usikkerhed, der blev skabt ved nej'et i Irland i juni. Og der skal derfor findes en løsning i det næste halvår. Hvordan det er muligt - eller om det er muligt - hvis EU-formandslandets regering er internt splittet, er et spørgsmål, der ikke lader sig positivt besvare. Europaparlamentsvalget til foråret skal afholdes efter reglerne i Lissabontraktaten. Men det kan de ikke, hvis traktaten ikke er ratificeret.

PRÆSIDENT SARKOZY, den nuværende EU-formand, som ellers har gjort en god figur under den økonomiske krise, har gjort det modsatte i forbindelse med la problème des irlandais. Da han tog til Irland i sensommeren talte han ned til irerne og mødtes kun i tre minutter med hver enkelt af de modstanderorganisationer, der gad mødes med ham.

Hvad EU-tilhængeren end måtte hævde, er der langt fra den optimisme der eksisterede under EUkommissionsformand Jacques Delors i 1980'erne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu