Leder

Fra Poznan til København

Debat
15. december 2008

Det danske værtskab for klimatopmødet i København om knap et år har et rigtig godt logo. En jordklode vævet sammen af et komplekst netværk af tynde tråde. Et præcist billede på de klimatiske og økologiske systemers sårbare skrøbelighed og indbyrdes forbundethed. Men også et godt billede på det politisk-økonomiske system for beslutningstagen og forvaltning, som er under opbygning i den FN-proces, der netop i Poznan, Polen, har afsluttet endnu et møde på vejen mod København.

Det er næppe forkert at hævde, at verden står over for den mest komplicerede internationale aftaleforhandling nogensinde. En ny klimaaftale handler om selve den globale økonomiske struktur, om handel og erhvervspolitik, teknologi, rettighedsforhold, nord-syd-forskelle plus oceaner af kompliceret klimavidenskab og international jura.

Når man har fulgt Poznan-mødet, hvor næsten 12.000 mennesker brugte to uger på blot at fastlæge en mødeplan for det kommende år samt afklare juraen omkring en ny klima-tilpasningsfond (men fejlede i forsøget på at finde nye midler at putte i den), kan man godt blive nervøs for, om det institutionaliserede verdenssamfund kan håndtere udfordringen. Det er ikke alene et spørgsmål om at blive enige. Det er også et spørgsmål, om resultatet i form af en uhørt kompleks beslutnings- og forvaltningsstruktur - så glimrende illustreret af Københavns-logoets garnnøgle med dets tusinder af knudepunkter - kan bringes til at fungere i praksis.

Tag som pædagogisk eksempel den lillebitte stump i garnnøglet, der udgøres af det aktuelle EU-topmødes beslutning i sin egen klimapakke om, at særligt konkurrenceudsatte EU-industrier skal kunne tildeles gratis CO2-kvoter, hvor andre i stigende omfang nu skal til at betale. At afgøre, hvilke industrier i hvilke EU-lande, der er berettigede til denne særbehandling, bliver et benhårdt slagsmål om penge, baseret på komplicerede beregninger efter indviklede formler, hvor tal kan både diskuteres og 'masseres'. Systemet kan ende med at undergrave kvotebetalingssystemet og mindske de beløb, der via kvotesalg skulle sikre bidrag til klimahjælp til u-landene. Men pointen her er, at denne detalje i det globale garnnøgle bliver tidsrøvende, ressourcekrævende og konfliktfyldt at forvalte, ligesom som så mange andre elementer i en aftale bliver det.

Det leder frem til tvivlen om, hvor effektivt et globalt klima-aftalesystem som resultat af Københavns-mødet egentligt kan komme til at fungere. Om det institutionaliserede verdenssamfund overhovedet er modent til at forvalte den globale økonomi med dets indbyggede økologiske destruktivkræfter. En træt ngo-repræsentant sagde i en sen nattetime i Poznan, at "tænk hvis de holdt op med at slås så indædt om penge og nationale særinteresser og bare sagde: 'Lad os hjælpe hinanden med at få CO2-udledningerne ned. Det er jo ikke så svært.'" En anden brugte ordet "ondskab" til at beskrive den egentlige natur af det, der foregår i forhandlingslokalerne, når i-lande i diplomatsprog afviser at gøre det nødvendige og dermed prisgiver mennesker på lavtliggende stillehavsøer som Tuvalu og Kiribati.

Al Gore sagde i sin tale til Poznan-mødet, at "de politiske systemer i den udviklede del af verden er blevet sklerotiske", kraftesløse, over for så hastende og altomfattende en udfordring som klimakrisen. I lyset af nye forskningsresultater pegede Gore på nødvendigheden af at skærpe ambitionsniveauet og sigte mod at komme ned på en atmosfærekoncentration på 350 ppm CO2 i stedet for det hidtidige mål hos bl.a. EU om at bremse, før vi når op på 450 ppm fra dagens 385 ppm. Men hvordan skal en tungtmalende maskine som den, der arbejder frem mod København, klare at justere sine mål og midler dynamisk i takt med nye meldinger om klimaets tilstand?

Pointen er ikke, at Københavns-processen skal skrottes. Pointerne er to andre, som fremhævet af både Gore og de internationale ngo'er:

Punkt ét: Forløbet frem mod København må allerede nu op på stats- og regeringschef-niveau.

Og punkt to, i Gores formulering: "I den kamp mellem vore håb om succes og den tvivl, som konstant komplicerer denne opgave, er vi nødt til at appellere til folk i verden om at hæve deres røster kraftigere."

Opmuntringen i Poznan kom dels fra en række u-lande, som helt tydeligt er begyndt at tage ansvar - Kina synes heldigvis iblandt dem - dels fra civilsamfundets repræsentanter i form af både grønne virksomheder og grønne ngo'er. Der er en enorm dynamik i det nye erhvervsliv, der producerer morgendagens bæredygtige løsninger, ligesom der er en imponerende kreativ energi blandt de græsrødder, der søger at skabe konkrete resultater.

Virkeligheden i drivhuset er konkret. Mens det komplekse forhandlingsmaskineri maler trægt videre mod København, må 'folk i verden' begynde at skabe forandring i praksis. Når det kommer til stykket, er det der, både handlekraft og ansvar er placeret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her