Leder

Sonde tilbage i tiden

Debat
23. december 2008

DET GJORDE ET VIST indtryk, da Barack Obamas energiminister, nobelprismodtager Steven Chu, tidligere i december på et pressemøde sagde, at menneskeheden befinder sig ombord på Titanic. Han sagde det kort efter sin udnævnelse, og han tænkte ikke overraskende på klimaforandringerne.

Det, han sagde, var, at vi styrer direkte mod isbjerget. Der er ild i maskinrummet, i restauranten drikkes der stadig champagne, som om intet er hændt, og på broen kan man ikke finde ud af, om skibet skal styre højre eller venstre om isbjerget.

Men snart kan det være lige meget, for skibet sejler hurtigere og hurtigere, og lige om lidt er det underordnet, om der styres den ene eller anden vej, for katastrofen er uundgåelig. Det var skræmmende tale fra en mand, der endnu ikke er tiltrådt sit nye job, for rent faktisk sagde han, at det er tæt på at være underordnet, hvad han har tænkt sig at gøre. Skaden er sket, og den er uoprettelig.

I disse dage for et par tusinde år siden var verden også præget af kaos, opløsningstendenser og magtfuldkommenhed, som truede med at ødelægge livet for mennesker. Men så skete der noget, som ændrede verdenshistorien. Det, som man fejrer i store dele af verden i morgen, og som én dag om året fylder de danske kirker, er, at håbet blev født ind i verden.

Budskabet om, at Gud med Jesu fødsel bøjer sig mod mennesket og bliver til menneske i form af det svageste, man kan forestille sig, er stærkt, om man tror eller ej. Det er i og for sig en almen fortælling og et alment budskab, der aldrig forandrer sig, om at magt og afmagt er tæt forbundne og to sider af samme sag.

Det fortæller, at selv om magten hver dag er synlig og vilkårlig i verden og kan komme som en vinterstorm, der ikke følger nogle regler for retfærdighed, så er budskabet også, at der er et håb, der overvinder alle magtfordrejninger og al hovmodig selvovervurdering. Budskabet er, at det er vigtigt at huske, at livet er skrøbeligt, at nogle har gået her før, og at nogle skal gå her efter.

DET KAN SÅDAN SET være ganske fornuftigt at blive mindet om - om ikke andet én gang om året. Og måske især lige nu, hvor verden - alt efter temperament - forekommer enten mere udfordrende eller mere deprimerende end meget længe.

I hvert fald er meget på spil, og man ser lige nu resultaterne af en verden, der meget, meget længe i bogstavelig forstand har været overophedet på alle områder. Den har været overophedet mentalt, den har været overophedet økonomisk, og den er overophedet klimatisk, og alt sammen har det rod i den menneskelige psykologi, rationelle bevidsthed og almægtighedsfølelse.

Som kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen er inde på i dagens avis, har de seneste par generationer tyvedoblet deres krav og samtidig levet, som om der hverken var en fortid eller en fremtid. Man har forladt tanken om, at der er nogen som helst etisk værdi at hente i historien og erindringen og lader dybest set også, når man skal vælge mellem selvbegrænsningen og mageligheden, det sidste råde.

Det er sikkert forståeligt nok; vi er trods alt kun mennesker, men som Hans Edvard Nørregård-Nielsen siger, er der noget "ved det bestemmende i vores samfund, som gør, at vi følger en katastrofekurs. De mennesker, man har opdraget, er ikke villige til at give afkald på en eneste af de fordele, de har opnået, selv om de kan se, at prisen bliver høj for dem, der kommer efter. Jeg vil aldrig sige, at det er politikernes skyld. Det er os personligt, der har skylden. Men vi er meget dårligt anført, fordi vi er anført af nogen, der minder om os selv".

DET ER IKKE ligefrem opmuntrende. Men på et tidspunkt, hvor verden oplever en af de største finansielle kriser nogensinde, samtidig med at vidnesbyrden om den globale klimaforandring bliver stadig tungere, er det på den anden side passende at påpege de værste konsekvenser af den blinde grådighed.

Julen vil næppe være det, der redder menneskeheden. Og selv om handelstandsforeningerne har klynket over den svigtende julehandel, så vil danskerne trods alt bruge i omegnen af 8,2 milliarder på gaver og mad i år. Det er immervæk også en slat, selv om der er et stykke op til sidste års 8,6 milliarder kroner.

Men man kan håbe på, at de positive konsekvenser af de mange krisetegn vil dreje samtalen - både den lille og den store - væk fra de seneste mange års kollektive fokus på friværdi og aktieporteføljer og over på andre værdier.

I den sammenhæng er julens 'sonde tilbage i tiden' et fortrøstningsfuldt og godt sted at begynde. For her får man mellem and, kål og gaver fortællingen om, at de største og mest generøse gaver består i at erkende sin egen afhængighed af andre, både i fortid, nutid og fremtid. Det er vigtige skridt mod de handlinger, som bliver nødt til at være fælles, fordi de nødvendige forandringer handler om fællesskabets liv. Glædelig jul. weis

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her