Leder

Terrorens rundgang

Debat
29. december 2008

Gammelkendte slogans poleres op i takt med antallet af dødsofre efter bombardementer af det israelske luftvåbens 'målbank' i Gaza - det være sig regeringsbygninger, politistationer, værksteder, moskeer, et distributionscenter for medicin, et bageri, kort sagt institutioner med relation til Hamas, den islamiske modstandsbevægelse.

Og eftersom Hamas har haft magten i Gaza siden 2007, er der åben ende på israelernes trækningsret i 'målbanken'.

Den israelske udenrigsminister og partileder, Tzipi Livni, har aflyst al ferie og orlov for staben af ambassadediplomater, der er sat til at arbejde over med en pr-offensiv, der skal forklare verdensopinionen, at 250 luftangreb med 290 dræbte, heraf ca. 100 civile, er et moralsk anstændigt svar på 3.000 Hamas-raketter det sidste år med en lille halv snes dræbte israelere som resultat.

Forskellen er, forstås det, at Israels kampfly og missiler er 'selvforsvar' mens Hamas-brigadernes stort set uskadelige raketarsenal er 'terrorisme'.

Det sidste er korrekt. Raketter mod civile israelere i Negev-ørknen og byen Ashkelon er terrorisme, uanset at de ikke rammer så meget som en blå ladeport. Men at kalde Israels voldsomme gengældelse for 'selvforsvar' er umoralsk. Statsterrorisme er den eneste ædruelige betegnelse på det, der foregår i disse døgn, bakket op af USA og - i det stille - Egypten og Mahmoud Abbas' Fatah-hjemmestyre på Vestbredden, der oven i købet lader underforstå, at når Hamas-styret er væltet, er Fatah klar til retablering af PA-hjemmestyrets autoritet i Gazastriben.

For hensigten med denne konflikt er at knække Hamas' autoritet således 'palæstinensisk enhed' kan genskabes som den israelske besættelsesmagts 'partner for fred'. Derfor var Tzipi Livni i Kairo for nylig, Ehud Barak var i Jordan for at berolige kong Abdullah og Mahmoud Abbas var i Moskva i sidste weekend for at massere de genstridige russere i 'kvartetten' (med EU, FN og USA), der via sikkerhedsrådet har genstartet 'køreplanen for fred'.

Hamas er den sten i skoen, der hindrer en aftale om et 'selvstændigt' Palæstina under israelsk overopsyn, frarøvet landområder (6,8 pct. ifølge den PA-chefforhandler Ahmed Qurei), og med et amputeret Jerusalem - hvis overhovedet et Jerusalem - som hovedstad.

Denne model er dagsordenen for de luftbårne massemord i Gaza. Hamas har medansvar for lidelserne med den stædige og internt politisk begrundede gengældelse af 'israelske krænkelser'. Israel brød faktisk en skrøbelig våbenhvile, da kommandosoldater rykkede ind i Gaza den 4. november.

Men de israelske kampfly - og meget snart også kampvogne - kæmper reelt Fatahs kamp for at genvinde kontrol med hele den palæstinensiske nation. De kæmper forgæves. Hamas knækker ikke, men styrkes for hvert israelsk terrormissil.

Den rundgang er så gammelkendt som selve konflikten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg var inde på en hjemmeside og læse følgende kommentar om den seneste statsterror i Gaza. Den var anderledes end det man normalt læser i vestlige medier.

Vi mangler alt. Vi mangler lægeudstyr, vi mangler bedøvelse, vi mangler bandager, vi mangler benzin til ambulancerne, vi mangler medicin. Alt”. Disse ord kommer fra lederen af redningstjenesten i Gaza. Han mangler at tilføje at Gaza først og fremmest har brug for at muslimernes hære ryster det tykke lag støv af sig og kommer igang.

Jødeentiteten har bombet omfattende, udiskriminerende, og alt og alle i Gaza er ramt af denne forbrydelse på den ene eller anden måde. Forskellige medier har rapporteret om dødstal på op mod 300 og stigende, for ikke at nævne antal sårede. Ifølge Reuters sagde en højtstående kilde indenfor det “israelske” militær tidligere idag at dagens bombardementer kun er det første skridt i jødeentitetens bestialske angreb på muslimerne i Gaza. Imens hober stakken og stanken af ligbunker sig op. Muslimerne nedslagtes endnu engang, endnu et sted på jorden. Et syn så smertefuldt at man helt glemmer sine replikker. For muslimer er det ikke bare et tal. Se forbi sten og raketter, der rammer en gang om året. Hvor er Islams hære?

Reaktionen

Og så ser vi igen en stribe af fordømmelser og meldinger om “choktilstande” fra de korrupte og svage muslimske regenter/agenter. Nogle af dem kører naturligvis sin retorik op, med tomme ord og forbandelser. Men ingen handling, selvom trusler jo fungerer bedst, når de rent faktisk eksekveres. Disse regenter er villige til at ydmyge sig selv gang på gang. Ligesom da det forleden kom frem at muslimske ledere topper listen over regenter der spenderer penge i form af gaver på den amerikanske administration. Et land der i den grad har stået jødeentiteten bi gennem politisk, økonomisk og militær støtte, og som i disse dage atter har valgt jødernes side naturligvis. Udenrigsministeren Rice har af vores patetiske regenter fået smykker til en værdi af $300,000, mens den vel mest (for os) ydmygende gave Bush har fået (af Sultanen af Brunei) - åbenbart for sin gode behandling af muslimer! - må være en bog med titlen: “1001 reasons to love America” skrevet af Hubert Pedroli. Dette er tilsyneladende takken for Irak, Afghanistan, opbakningen til jødestaten imod muslimerne, m.m.

Medierne

Mediedækningen i Vesten har atter været pinagtig. Der er som sædvanlig tale om en prozionistisk tendens, hvor historien ud af det blå begynder med raketangreb fra Gaza. Før det, var der intet, åbenbart. Intet jerngreb, ingen ulovlig og kolonialistisk besættelse, intet. Selv de få medier som forsøgte at bevare en balance, er i sagens natur ikke neutrale. Det er absurd at sammenligne en stat med statsløse, en besættelsesmagt med de besatte, 300 døde i Gaza mod 1-2 døde på den anden side.

Jødeentitetens sædvanlige propaganda om at våbenlagre bevidst skjules midt i tætbefolkede områder (en propagandateknik der ligeledes bruges af amerikanerne i Afghanistan og Irak for at bortforklare civile tab) blev blindt slugt af de fleste vestlige medier, uden at lægge mærke til at Gaza med 1,5 millioner mennesker i grunden er et af de mest tætbefolkede områder i verden, og at militærbaser og avancerede installationer ikke just er tænkelige for et sted der mangler de mest basale fornødenheder.

Løsningen

Mens disse uhyrligheder pågår, ser vi at nogle regenter der har det hele i munden, er ved at sende mad og nødhjælp. Men hærene mangler. Den effektive løsning udebliver desværre. Mad er ikke nok, for man kan næppe beskytte sig mod bomberegn med mad og nødhjælp. Er det vores reaktionsmønster? Vi venter indtil muslimer slagtes ned et sted, og så sender vi dem mad? Ville USAs reaktion have lignet denne, hvis et af dens områder blev bombet? Ville Ruslands (husker man Georgien)? Ville Kina? England? Det er tydeligt hvad der mangler. Muslimernes verden er blevet trætte af at se folk blive nedslagtet endnu engang, uden at de uduelige regenter løfter en finger. Er blevet trætte af at tænke på det umiddelbare og kortsigtede som deres politiske og “åndelige” ledere har forsøgt at få dem til, for dette hjælper bestemt ikke. Vi kan ikke blive ved med at løbe fra brand til brand, totalt dikteret af vore fjender. Vi er nødt til at se og arbejde hen mod den permanente løsning. Det vores fjender har, men vi ikke har. En mægtig stat der varetager vores interesser iht til vores overbevisninger. Kortsigtet tænkning har hindret vores storhed, vores redning i alt for lang tid.

Hærenes rolle

Muslimerne har som sædvanlig vist en utrolig modig reaktion overfor disse angreb. Nu er det på tide at de der har evnen iblandt muslimerne, dvs. de muslimske hære, må tilskyndes til at gøre noget effektivt og endeligt ved situationen, navnlig at rykke jødeentiteten op med roden. Hvis de muslimske regenter, der normalt er villige til at tage en kugle (eller sko) for at redde vores fjender, står i vejen, så skal disse ligeledes fjernes. Og på deres aske skal Khilafah etableres, der vil sende noget helt andet end gaver mod vores fjender. Khilafah er den eneste løsning, og ummah ved det. Den eneste løsning på alle de politiske, økonomiske og militære problemer der plager os som nation, herunder problemet: jødestaten.

De kan forsinke det så meget de kan. Men før eller siden vil jødestaten kun være at finde i slidte historiebøger og fortærskede DiscoveryChannel-dokumentarer. Og trusler fungerer - som bekendt - bedst når de rent faktisk eksekveres.

kilde: http://khilafah.dk/result.php?file_id=1158&categor...