Smagsdommere, politikere og kulturområdets ypperstepræster prædiker om mangfoldig, tilgængelig kultur. De snakker om samtidskunst, der gør en forskel. De snakker om at bryde normer og småborgerlige grænser. Men det bliver ved snakken. Samfundets mest synlige og hæmmende normer - kønsrollestereotyperne og alt der følger med dem - har kulturinstitutionerne og de kreative miljøer endnu ikke gjort op med.
I hvert fald er der på Danmarks 20 mest markante kulturinstitutioner kun én kvindelig leder, selv om der er kompetente kvinder nok at vælge i mellem. Der er nok også endnu flere kvalificerede kvinder end mænd, fordi de kreative uddannelser er overvejende kvindedominerede. Men i statens store ligestillingsregnskab er der alligevel røde tal i kulturministeriets kolonne.
Ansvaret for det manglende arbejde med ligestilling i kulturinstitutionerne bør måske tilskrives den tidligere kulturminister Brian Mikkelsen (K). Men nu er partifællen Carina Christensen jo skiftet ind. Det er hende, der sommetider anklages for at mangle visioner. Senest langede Pia Kjærsgaard (DF) ud efter hende den 13. december og kaldte hendes tilgang til kulturpolitik for en omgang sniksnak. Men på ligestillingsområdet melder Carina Christensen endelig noget ud, og hun har da også flere holdninger til emnet, end Dansk Folkeparti har. De vil nemlig ikke tage ligestillingsemnet op i folketingets kulturudvalg. Kulturministeren derimod; hun er overrasket over kønsfordelingen. Hun vil gå ind i sagen. Hun vil være mere opmærksom på ligestillingsemnet.
Og det er også på tide. Hendes ministerium har siden 2007 befundet sig i 'den gule ligestillingskategori'. Det kan man se i en oversigt, som laves af Velfærdsministeriet. Den gule kategori svarer til en mellemfornøjet smiley i hygiejnesammenhæng. Nok meget godt ramt. I hvert fald vasker Carina Christensen trods alt hænder nu, selv om hendes ministerium hidtil har serveret rådden ligestillingspolitik.
Hun vil med friske øjne og rene hænder sætte fokus på området. Så kom ikke og sig, at kulturministeren er visionsløs. Hun sætter fokus på det. Og alle ved jo, at fokus er et af de bedste politiske redskaber. I hvert fald for en minister. Fokus koster ingenting. Fokus er fluffy, fint og bedre end ingenting.
Carina Christensen sætter også helt nye standarder for ligestillingsdebatten. I lørdagsavisens interview siger hun således: "Jeg tror ikke på kvoter, og jeg tror heller ikke, det må være særlig rart for en kvinde kun at blive sat ind på en post, fordi man er valgt ud fra en kvote."
Ministeren tror ikke på kvoter. Men tror hun på Norge så? Her har man siden den 1. februar haft kvoter for, hvor mange kvinder, der skal sidde i børsnoterede virksomheders bestyrelser. Næsten alle virksomhederne lever op til målene allerede nu. Måske fordi konsekvensen er tvangsopløsning.
Og som Carina Christensen selv påpeger, er der kvalificerede kvinder nok. Derfor vil kvoter netop også være en fin måde at sikre kvinderepræsentationen på. Noget tyder jo på, at mænd i dag vælges, fordi de er mænd. Det er i hvert fald ikke, fordi de er bedre kvalificerede. Desuden handler kvotelogikken ikke om, hvad der er rart og ikke rart. Den handler om erkendelse og vilje til forandring. Politikerne må erkende, at det ikke går ret stærkt med ligestilling, selv om de taler meget om den. Derfor må de også erkende, at der skal noget mere til end snak.
Ligestilling handler heller ikke kun om ledelsesposter, men også om at forstå, hvad kønsroller egentlig er. Når man forstår, hvordan de skabes og fastholdes, øges oddsene for at gøre op med dem. Kulturministeriet kunne også indlede med blødere metoder. Europakommissionen har i år lavet en rapport, som man kan blive klogere af at læse. Den anbefaler, at man i kampen mod kønsstereotyper bruger uddannelsessystemet. Kulturministeriet ved allerede, at man kan kombinere kultur- og skolepolitik. Derfor opfordrer det folkeskolelærerne til at bruge Kulturkanonen i undervisningssammenhæng. Men der står det også skidt til med ligestillingen. 14 kvinder af de 120 kanoniserede kunstnere er kvinder.
Kanonen er netop billedet på, at vores kunst og kultur er vokset ud af en årelang patriarkalsk tradition, som selv de mest kreative har svært ved at gøre op med.
Men det må da være et forsøg værd. Derfor kunne ministeren starte med at kræve, at ligestilling, køn og mangfoldighed er noget, man rent faktisk tager stilling til i statsstøttede institutioner. Ligestillingsmål kunne indskrives i samtlige resultatkontrakter. Et andet område, som Europakommissionen fokuserer på i ligestillingssammenhæng, er medierne. Så der er såmænd nok at gå i gang med. Ministeriet kunne også indsamle viden fra lande, hvor det går bedre. Best practices i moderne tale. Men så vil det selvfølgelig blive endnu mere synligt, at der skal kvoter til.
Det er jo da godt at Carina Christensen nu vil sætte fokus på området.
Men hvad er selv det dobbelte af ingenting?
Det er utroligt at en kvinde, bare fordi hun er minister i en regering, som er styret af brutaliserede mænd, i den grad kan nægte at gøre noget ved det problem at mænd styrer samfundet, kvinderne og børnene, uden at kvinder får et ben til jorden med deres kvaliteter, til gavn for en mere sammensat anskuelse.
Hun har ikke selv tid til at få børn, men anbefaler rask væk andre kvinder at få mindst tre børn. Samfundet har jo brug for en slags selvsupplering for at holde hjulene i gang.
Gad vide om det er nok for hende at sole sig i mændenes opmærksomhed og evt. beundring, uden at have et dyt at skulle have sagt?
Har hun mon aldrig følt fortørnelsen ved at være en 2.rangs og inferiør eksistens?
Er hun bange for at blive set yderligere ned på af de mænd, som i virkeligheden er livræd for at DELE ’magten og æren’, af skræk for at deres mandighed/myndighed skulle blive taget fra dem?
Det er den slags spørgsmål, det kunne være interessant at få svar på. Især for en kvinde, som aldrig privat har haft noget i klemme, men som kan se hvor uretfærdigt det bliver ved med at være for de yngre kvinder i samfunds- og privatliv. Og for den sags skyld også for ældre kvinder, der ikke ligesom mænd, bliver betragtet som værdige til forskellige embeder og stillinger i bestyrelser m.v. når de har passeret de 50.
Ja, ja, jeg véd godt at det ikke er et populært emne. Men kunne man dog ikke få et par mænd til at reagere. I behøver jo ikke at være enige, men et par velvalgte ræsonner ville da være på sin plads – indenfor debatreglerne ;-).
Nå ikke!
Det kunne man jo sige sig selv. Det er ikke et emne som optager mandekønnet ;(
Rolig nu, Inger ;-)
ligestilling er da dejligt, så lad os for min skyld gerne få kønskvotering både her og der - det bliver min verden nok hverken værre eller bedre af.
Men jeg må nu undre mig lidt over at problemet eksisterer på kulturområdet. Trods alt, så er markedet jo et kvindemarked - det er kvinder der læser, kvinder der går i teatret, osv., så hvad med at foreslå lidt forbrugermagt på området?
Lige nu sidder jeg i sofaen med fødderne i vand, efter en hård dag. Det var ikke min mening at ’erobre debatten’ og være ’på’.
Jeg undskylder min trang til idiotiske spørgsmål som svar på idiotiske indlæg og ønsker god jul til alle ’venner’ som ’fjender’ ;-). En særlig hilsen til Sven Karlsen for ordet ”forbrugermagt”. Tja, og hvad skulle det så hjælpe? Nogen svar?
@Sundsvald
"...mænd styrer samfundet, kvinderne og børnene, uden at kvinder får et ben til jorden med deres kvaliteter, til gavn for en mere sammensat anskuelse."
Kvinder har langt mere magt end ovenstående analyse giver udtryk for.
Løn forskellen er ikke mere end højst 15% mellem kønnene. Tager man omfordeling og beskatning med i regnskabet, bliver denne forskel yderligere minimeret.
I de fleste parforhold styrer kvinden hjemmet, og har den afgørende stemme når alle større beslutninger skal tages. Kvinderne har således også en større inflydelse over hvordan det fælles sociale liv skal føres.
Køres der med fælles økonomi i parforholdet, bliver lønforskellen mellem parret i store træk også overflødiggjort.
Bor parret ikke sammen, er det kotyme at manden skal bruge økonomiske ressourcer på at imponere kvinden, for at vinde hendes hjerte og partnerskab.
Desuden sidder kvinden på reproduktionen, som er en meget væsentlig ressource. Kvinden afgør hvornår hun vil befrugtes, og kan tillade sig at være langt mere kritisk overfor sin potentielle partner.
Det er nemlig langt mere sandsynligt at mænd ikke får børn end kvinder gør det. Eftersom selektionen blandt mænd er langt hårdere.
Med fuld ligestilling økonomisk og stillingsmæssigt, vil det være ensbetydende med en overflødiggørelse af manden. Det vil blive langt sværere for manden at reklamere for sin værdi som "skaffedyr". Eftersom kvinder har tendens til at stræbe opad, og helst undgår mænd med lavere indtægt end dem selv.
I skandinavien er der opnået et stærkt feminiseret samfund, velfærdsstaten er et tydeligt resultat af dette. Velfærdsstaten er mere til kvindernes fordel end mændenes, eftersom staten har overtaget mandens traditionelle rolle som forsørger.
Kønskkvotering skal tydeligvis kun benyttes til at skaffe forsmåede karrierekvinder en tempofordel til de lækre stillinger. Hvor er kampen for flere kvinder som skraldemænd eller portører?
# Jørgen Nielsen
- og hvor mange mænd slås for at blive plejehjemsassistenter eller dagplejere?
Næ, der tier mændene klogeligt. Når det gælder nedslidende og/eller monotone jobs ville det gavne med nogle flere mænd.
I det hele taget gavner det arbejdsklimaet når kønnene er nogenlunde lige fordelt.
Måske kunne man så undgå nedladende og respektløs optræden:
"...skaffe forsmåede karrierekvinder...fordel til de lækre stillinger"
Sig mig hvorfor kvinder ikke skal have lækre stillinger?
Jeg ved ikke om du har bemærket at mændene i Danmark dør tidligere end kvinderne - kunne det tænkes at en del af forklaringen er at mændene bestrider langt de fleste nedslidende og monotone job? De behøver vel ikke at kæmpe for at få flere?
Forøvrigt tyder alle prognoser på at kvinder i løbet af relativt få år har overhalet mændene uddannelsesmæssigt, og derfor vil komme til at sidde på langt flere af de lækre job.
Og forøvrigt har kvinderne allerede overhalet mændene som ledere i det offentlige. Jeg har svært ved at se hvordan du forestiller dig at man skal lovgive kvinder ind på topposter i det private erhvervsliv.
På et tidspunkt bliver dine læber nødt til at slippe den store statslige velfærds-brystvorte, og så må du selv tage ansvar for din karriere, og tro mig, hvis du kan dine ting i det private erhvervsliv, kommer du ligeså langt som hvilkensomhelst mand.
Så klap hesten, du skal nok komme til - hvis du har evnerne.
Nu er vi jo midt i mørketiden, men også et par dage på vej mod lysets dage, så måske er det årsagen tilat jeg prøver at presse lidt positivisme ud af mit tastatur, og mit budskab er: glæd jer, thi enhver konflikt der udkæmpes uden vold, er et skridt på vej mod en bedre verden ;-)
Forestil jer et kalenderår uden variation, altid at bære samme tøj, aldrig at opleve provokation, irritation eller modstand ... for mig er det et billede på helvede.
At det så er tidens mål - med en lidt forkvaklet sofistikation - at sikre tollerancens udbredelse ved at eliminere enhver variation, er forhåbentlig bare en forbigående faible.
Og hvad kunst angår, så rangerer den for mig på niveau med "Gud": hvis jeg en dag møder den, så ksal jeg da gerne forholde mig til den, men indtil da vil jeg reservere min fascination til mine medmennesker.
Hmmm ... jorden drejer jo ikke kun om sin akse, men samme akse svinger også lidt, og det er det der fører til årstidernes variation - selv ved Ækvator, hvor der både forekommer f.eks. tørketider og regntider.
Som afsæt for lederen har Marchen Neels Gjertsens 17.12. opstillet en rangliste over de 20 vigtigste kulturinstitutioner med det Kgl Teater som nr 1 og Ålborg Teater som nr 20. Men kunstmuseet i Ålborg (Nodjyllands Kunstmuseum med kvindelige ledere i årtier) nævnes ikke og en lang række andre kulturtinstitutioner med kvindelige chefer nedvurderes og gemmes bort som åbenbart ”mindre væsentlige”. Billedkunstner Elisabeth Toubo citeres, men det forties at hun som eksempel er formand for Billedkunstrådet, den vigtigste kunststøtte-institution ved siden af Statens kunstfond. Forud var hun præsident for Akademiraadet, en statsinstitutionen som ikke er omfattet af lov om ligestilling.
På statens Museum for Kunst har Karsten Ohrt for nylig afløst Allis Helleland som direktør og på Kunstakademiet har Mikael Bogh afløst Else Marie Bugdahl som rektor. Det har forringet den statistiske ligestilling, men havde man udelukket disse mænd på grund af ubalance i Marchen Neels Gjertsens’ hitliste ville det være diskriminerende forskelsbehandling. Man har i årevis diskuteret ligestilling på Kunstakademiet, nu er der en høj andel kvindelige professorer. Rektors køn har næppe en diskriminerende betydning.
Koloreret med et frit strittende citat: ”at der blendes guldfisk og males med pikken... og institutionerne er grundlæggende præget af patriakalsk kultur...” viser Marchen Neels Gjertsens artikler , at diskriminerende usaglighed ikke er et mandligt monopol.
Ole Sporring
Billedkunstner, Medlem af ligestillingsudvalget i Billedkunstnernes forbund
http://www.information.dk/156116.