Leder

Ude af sync

19. december 2008

"Det er da mærkværdigt."

Tysk udenrigsminister Frank-Walter Steinmeiers reaktion på, at den danske regering satser på skattelettelser.

Skatteminister Kristian Jensen (V) forsøgte i går at få regeringens nødlidende skattereform tilbage på sporet. Det skete i et interview med Politiken, hvor ministeren malede et dystert billede af dansk økonomi - glemt er de tider, hvor vi kunne købe hele verden. Billedet i de mørke farver skyldes ikke, at verdensøkonomien er på vej mod en usædvanlig hård landing, men at befolkningsudviklingen i Danmark er sådan, at der om ganske få år bliver færre i den erhvervsaktive alder til at forsørge flere ældre. Enten skærer vi dybt i velfærden, eller også må vi sætte skatterne voldsomt i vejret - eller - og det er den løsning, Jensen foretrækker - så skal politikerne være modige og gennemføre reformer nu. Dansk økonomi hænger på længere sigt ikke sammen uden reformer. Man kan undre sig over, at Kristian Jensen finder det nødvendigt at markere netop det standpunkt lige nu. Analysen er en triviel gengivelse af, hvad de økonomiske vismænd og forskellige kommissioner nedsat af regeringen har sagt længe. Og målsætningen om at få flere i arbejde og væk fra overførselsindkomster har længe været en del af regeringens officielle mål i den såkaldte 2015-plan.

Men Jensen har et problem - han er ude af sync - som det hedder på tv-sprog, når billede og lyd ikke følges ad. For regeringen og Kristian Jensen er tiden for den type velfærdsreformer, som han efterlyser, ved at være forpasset. De skulle have været vedtaget og gennemført i den historisk lange opgangstid, som nu brutalt har nået sin afslutning. I dag har massefyringer, krise, utryghed, faldende boligpriser og tab af pensionsmidler fået overtaget på den politiske dagsorden. Målene for den økonomiske politik har skiftet karakter - ikke bare i Danmark, men i hele den vestlige verden, hvor massive økonomiske hjælpepakker står på dagsorden. Løsningerne på de to forskellige problemstillinger er ikke de samme - ikke fordi de gamle reformtanker ikke længere er rigtige i forhold til strukturproblemerne på længere sigt, men fordi de ikke i en nedgangstid er politisk opportune. Kan man i en nedgangsperiode skære i dagpengene eller reducere adgangen til efterløn yderligere, samtidig med at virksomhederne skærer ned og den generelle utryghed vokser? Det er svært, for ikke at sige umuligt at forestille sig. Tilbage er en omlægning af skatten, og det er den, der er Kristian Jensens primære ærinde. Venstre-ministeren frygter, at de gode argumenter for at omlægge og lette skatten er ved at smuldre og drukne i generel økonomisk utryghed. Og det har han god grund til. Skal en skattereform være udgiftsneutral, og det er kravet fra oppositionen, så betyder det, at der er både vindere og tabere, og her er der en tendens til, at taberne råber højest. En skattereform kan hurtigt blive en tabersag også for regeringen. Tiden synes forpasset.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu