Leder

Bestilt forskning

29. januar 2009

DA LANDETS UNIVERSITETER for nogle år siden blev presset til at fusionere, lå det i kortene, at de såkaldte sektorforskningsinstitutioner, som tidligere hørte under ministerierne, skulle være en del af fusionerne. Og sådan blev det. Eksempelvis hører Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks Jordbrugsforskning i dag under Aarhus Universitet (AU), mens Danmarks Fødevareforskning og Danmarks Fiskeriundersøgelser er fusioneret med Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

Det blev af den altid positive videnskabsminister Helge Sander præsenteret som et fremskridt for forskningen. Med sektorforskningen som en del af universiteterne ville institutionerne få samme forskningsfrihed som universiteterne, lød argumentet. Sådan er det ikke gået. Sektorforskningsinstitutionerne har traditionelt levet af den betaling, som aftagerne - ofte ministerier - giver for at få udarbejdet en bestemt rapport. Med fusionerne glemte man at sikre, at institutionerne blev økonomisk uafhængige af ministerierne. Når et ministerium bestiller og betaler for et stykke forskning, som skal bruges i forbindelse med et konkret lovforslag, så er det logisk, at man ikke gentagne gange kan ende med en konklusion, som viser det stik modsatte af, hvad ministeriet havde håbet. Som Dansk Folkepartis forskningspolitiske ordfører sagde ved Videnskabernes Selskabs årsmøde i sidste uge: "Dens brød man æder, dens vise man kvæder."

SEKTORFORSKNINGSINSTITUTIONERNE har altid kvædet ministeriernes - og de øvrige aftageres vise. Der findes undtagelser, men groft sagt, så er der tradition for, at man ender med et resultat, som ikke overrasker aftageren. Sådan har det altid været, det er der ikke noget forkasteligt i, for i det mindste kan ministrene med disse rapporter basere deres beslutninger på et videnskabeligt grundlag. Og andre forskere kan frit kan se rapporterne igennem og kritisere dem. Det er i sig selv et problem, at det efter fusionerne ofte er forskere fra samme institution, der nu skal kritisere en kollega. Det er næppe noget, som passer ind i universiteternes branding-strategier, hvis forskerne offentligt modsiger hinanden. Det er det lille problem ved fusionerne.

DET STØRSTE PROBLEM er dog, at det nu er landets universiteter, der lægger navn til rapporterne fra sektorforskningsinstitutionerne - og det er en væsentlig ændring. Nu kan en fødevareminister, der gerne vil øge fødevareproduktionen sige, at rapporter fra landets universiteter viser, at der ikke er væsentlige problemer ved at fiske flere muslinger i Limfjorden og ved at ophæve braklægningen af en lang række marker - for nu at tage to konkrete og omdiskuterede rapporter, som gamle sektorforskningsinstitutioner har udarbejdet på henholdsvis DTU og AU. Som dekan ved Aarhus Universitet, Svend Hylleberg, skrev i gårsdagens Information:

"Man er godt i gang med at lave universiteterne om til sektorforskningsinstitutioner - ikke omvendt."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

De danske universiteter bør sige nej til ministre, der forsøger at købe sig til bestemte vurderinger i faglige redegørelser.
Dette dramatiske krav er rejst af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab (KDVS) i et oplæg til selskabets forskningspolitiske årsmøde 2009. KDVS mener, at universitetsforskerne er ved at sætte deres faglige integritet over styr, fordi de ofte accepterer et skjult parløb med politikerne.
På Århus Universitet har man erkendt, at der er problemer med den såkaldte “forskningsbaserede myndighedsrådgivning”. Man har nedsat et udvalg, der skal kikke nærmere på problemet. Imidlertid har man som formand udpeget netop den forsker, der har hentet flest støttemillioner i det politiske system.
Kritikken fra Videnskabernes Selskab er især rettet mod den rådgivning, som fødevareministeriet køber. Ofte er der hverken tale om uafhængig eller fagligt dækkende redegørelser, hævder KVDS, fordi der konsekvent udelades fakta, når disse ikke passer med myndighedernes krav.
I oplægget gennemgås to konkrete sager fra det seneste år. I begge beskyldes fødevareministeriet for at have købt sig til redegørelser, der skulle legitimere politiske beslutninger.
De to sager drejer sig om miljøvurderingerne i forbindelse med muslingefiskeri i Limfjorden og med braklægningsdirektivet. De har det til fælles, at det på forhånd var klart, hvilke vurderinger der var ønsket af erhvervene, og det var også klart tilkendegivet, at fødevareminister Eva Kjer Hansen støttede både en ophævelse af braklægningen og af forbuddet mod muslingefiskeriet.
Rådgivningen blev ydet af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) på Århus Universitet og af Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) på Danmarks Tekniske Universitet. Indtil for få år siden var begge sektorforskningsinstitutter i miljøministeriet og fødevareministeriet. Selvom begge i dag er integreret i de to uafhængige universiteter, henter de fortsat en meget stor andel af deres bevillinger fra ministerierne.
Ifølge KVDS-oplægget blev resultatet i de to sager en rådgivning, der ikke kan karakteriseres som en “uafhængig og dækkende faglig vurdering”. Den gjorde det muligt for fødevareministeriet at forsvare en tilladelse til at genoptage muslingefiskeriet i Limfjorden og til at ophæve brakpligten.
Begge redegørelser blev kritiseret kraftigt både i forskerkredse og i offentligheden. Kritikken var så vedholdende, at miljøministeriet måtte give lederen af det nordjyske Miljøcenter Nord en direkte mundkurv på for at stoppe de faglige protester.
I tilfældet med braklægningen viste DMU-redegørelsen sig også alt for optimistisk. Fejlvurderingen var så markant, at forskerne bag rapporten følte sig tvunget til at udsende en langt mere pessimistisk analyse nogle få måneder senere. Deres første rapport havde imidlertid tjent som legitimering af den omfattende brakoppløjning, der fandt sted i foråret 2008, og selve rapporten er aldrig trukket tilbage.
Det udvalg, som Århus Universitet nu har nedsat for at se nærmere på de kritiserede redegørelser, skal bl.a. behandle kvalitetskrav, ansvarsfordeling og betalingen til forskerne.
Allerede før første møde har rektoratet og dekanerne dog skabt tvivl om uafhængigheden, fordi man har udpeget prorektor Søren E. Frandsen som formand. I 13 år har Frandsen arbejdet på Fødevareøkonomisk Institut, bl.a. som forskningschef og direktør. Netop det institut har hentet milliarder af støttekroner i Fødevareministeriet for at yde den rette rådgivning.