Leder

Britisk selvransagelse

19. januar 2009

I sin regeringstid har Anders Fogh valgt ukritisk at overtage den amerikanske regerings analyser af verdens magtrelationer i almindelighed og af 'krigen mod terror' i særdeleshed. I den henseende gik han i arm med tidligere britiske premierminister Tony Blair, hvis følgeskab med Bush ind i Irak-krigen gravede hans grav i britisk politik. Nu har Bush holdt sin afskedstale og bliver efterfulgt af en anderledes pragmatisk politiker, Barack Obama. Ligeså er Blairs efterfølger Gordon Brown af en anden udenrigspolitisk støbning. Dette blev atter understreget i udenrigsminister David Milibands kronik i The Guardian torsdag: Krigen mod terror var forfejlet, lød overskriften. Kronikken er et omfattende - men sent! - opgør med Bushs udenrigspolitik og Blairs dikkende lammehalepolitik, som fik det europæiske samarbejde til at knage i fugerne og især undergravede Storbritanniens relationer til Tyskland og Frankrig.

Miliband medgiver, at begrebet 'krig mod terror' i perioden efter 11. september havde sin berettigelse som "et kampråb, et forsøg på at skabe solidaritet i en kamp mod en enkelt fælles fjende."

Men i næste åndedrag understreger han, at begrebet fremmaner en fejlagtig forestilling om en samlet, overnational fjende i skikkelse af Osama bin Laden og al-Qaeda - i strid med virkelighedens vifte af terrorgrupper med vidt forskellige motiver og identiteter. Hizbollah i Libanon, pakistanske Lashkar-e-Taiba og de shia- og sunnimuslimske oprørsgrupper i Irak er lige så forskellige som halvfjerdsernes irske IRA, tyske Baader-Meinhof, baskiske ETA - og danske Blekingegadebande, kan man som dansker tilføje.

Kronikkens pointer er skåret bemærkelsesværdigt skarpt: Terrorisme er en dødelig taktik, ikke en institution eller en ideologi, skriver Miliband og advarer: "I jo højere grad vi sætter terrorgrupper i samme bås og definerer kampen som et simpelt opgør mellem moderate og ekstremister, eller mellem det gode og det onde, desto mere gøder vi jorden for de kræfter, som prøver at forene grupper, der har meget begrænsede fælles interesser."

Inspireret af Milibands opsigtsvækkende kronik har Socialdemokraterne, SF og De Radikale bebudet, at de på onsdag vil benytte Folketingets spørgetid til at udfritte statsministeren, om hvorvidt han har ændret syn på kampen mod terrorisme. Hermed sætter oppositionen et kile i den kroniske sprække mellem statsministeren og udenrigsministeren, som senest har afsløret sig med hensyn til Gazakrigen. Hvor Fogh i sidste uge afviste al snak om, at Israel skal reagere proportionalt over for den fare landet er udsat for, så var udenrigsministeren skarpere i mælet: "Der kan ikke herske tvivl om, at Israel har ret til at forsvare sig mod Hamas' raketangreb. Israel har imidlertid ikke ret til at svare uproportionalt igen, dvs. at bruge overdreven magtanvendelse for at nå sine mål" ... "Det er i den forbindelse dybt foruroligende at kamphandlingerne i Gaza i så vid udstrækning rammer civilbefolkningen."

Udenrigsministeren erklærede da også allerede søndag, at han er enig med Milibands i, at "udtrykket 'war on terror' ikke er særlig godt" - mens statsministeren forholdt sig tavs.

Selve begrebet 'krig mod terror' anbefaler våbenbrug, påpeger Miliband - "men som general Petraeus sagde til mig og andre i Irak, så kunne den internationale koalition dér ikke dræbe sig ud af problemerne med oprør og intern strid," fortsætter han - og tilføjer så:

"Det er det, der deler tilhængere og modstandere af den militære aktion i Gaza."

Milibands pointe kan få betydning for EU's gennemslagskraft i Mellemøsten. Den lider ikke kun under medlemslandenes uenigheder og manglen på en fælles udenrigspolitisk repræsentant, men også under EU's medskyld i Gazas tragedie. Med henvisning til, at Hamas befandt sig på terrorlisten, besluttede både USA og EU at boykotte Selvstyret efter bevægelsens valgsejr i 2006, hvilket bidrog til at skabe det økonomiske kaos i Palæstina, som endte i borgerkrig, og skød fredsprocessen ud i en endnu fjernere fremtid. Denne manglende respekt for palæstinensernes demokratiske valg medførte, at tilliden til USA og EU dalede yderligere i Mellemøsten, hvor befolkningerne i forvejen kan remsen om Vestens hykleri udenad: Hvorfor kan Israel have atomvåben uden at blive straffet med sanktioner, men ingen andre? Hvorfor tillader Vesten, at Israel overtræder flere FN-resolutioner end nogen andre stater uden konsekvenser? Osv. Osv. Nu understreger David Miliband, at "den bedste langsigtede modgift mod terrortruslen er samarbejde."

Første skridt i den retning er, at EU og USA finder fælles fodslag og presser Israel til at skelne mellem det militære Hamas og det politiske Hamas og anerkende sidstnævnte som legitim forhandlingspartner. Ellers får fredens due ikke en chance for at folde sine beskyttende vinger ud over den jødiske stat og dens arabiske naboer. fris

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Pia Fris Laneth:

"I sin regeringstid har Anders Fogh valgt ukritisk at overtage den amerikanske regerings analyser af verdens magtrelationer i almindelighed og af 'krigen mod terror' i særdeleshed."

Og det vil han fremdele kunne gøre ud i al fremtid så længe den danske presse opfører sig som om den bliver finansieret af statsministeren personligt og så længe der ikke er nogen reel forskel på de sociale nationalister i henholdsvis Socialdemokratiet samt i henholdsvis Dansk og Socialistiske Folkeparti…

Sandsynligheden for at selvransagelsen i USA og Storbritannien skulle brede sig til Danmark forekommer ikke at være overvældende stor

Michael Skaarup

At Israel har atomvåben, og at Israel skider på FN, og deres naboer, vil aldrig blive et reelt problem.
At diverse politikere nu slås om at komme til håndvasken, så blodet fra deres hænder og løgnene fra deres hals, kan blive skyllet væk, ændre intet. - Hykleriet er uden ende.

Vi ved alle, at man ikke kritisere staten Israel, uden man bare en ond jødehader, der allerhelst så alle jøder udryddet.

Personligt opfatter jeg Staten Israels selvforståelse,(hvis en stat kan have sådan en), som værende en af de største hindringer for fred i Mellemøsten.