Leder

Drømmen om superkræfter

22. januar 2009

Rusland har ikke sluppet sovjettidens drøm om at være verdens mægtigste nation.

I verdens - geografiske set - største land føler mange, at landets naturlige position er magtens, og at Ruslands globale rolle er at sætte dagsordenen.

Med Sovjetunionens kollaps i 1991 led russernes nationale selvfølelse et knæk. Den store union blev splittet i små nationer og tilbage stod et geo-grafisk amputeret Rusland, som måtte se sig slået af amerikanerne både på militær råstyrke og ideologisk slagkraft. Et nederlag, der siden har sat dybe spor i den russiske selvforståelse.

Under 1990'ernes kapitalistiske Boris Jeltsin, var første reaktion en forherligelse af alt vestligt. Planøkonomiens restriktioner og statsmonopol blev erstattet af en ortodoks tro på det frie markeds evner til selvregulering. Få blev meget rige og en ny stand af oligarker satte sig på Ruslands kilder til storhed: Råstoffer og energikilder, imens størstedelen af den russiske befolkning blev forarmet. Billeder af almindelige russere i lange køer foran butikkerne i Moskva og St. Petersborg gik verden rundt, og den russiske stolthed led endnu et knæk, mens landet nærmede sig statsbankerot. Russerne følte sig fornedrede og skuffede over, hvad de havde troet ville blive det fri markeds lyksaligheder. Og drømmen om russisk storhed tog form påny.

De sidste otte år er Vladimir Putin blevet båret af den drøm. Han har givet russerne større økonomisk stabilitet og national fremgang. Men prisen for en ny leder og fornyet storhed var et afkald på demokrati og pressefrihed. En pris, som russerne indtil nu har betalt med glæde, hvis man tør tro de russiske meningsmålinger.

Putin og nu Medvedev har pustet liv i en russisk nationalisme, som vokser sig stærkere. Nynazistiske fraktioner med slogans som 'Rusland for russere' har vind i sejlene, mens racismen er udbredt i alle lag af den russiske befolkning, hvor over halvdelen mener, at etniske russere bør have flere rettigheder og privilegier end deres ikke-russiske medstatsborgere.

Udadtil slår nationalismen ud i en fornyet drøm om international magt. Rusland har senest spillet med musklerne, da Georgien blev sat på plads i augustkrigen. Og andre træk i det globale magtspil viser, at Rusland ønsker større indflydelse. Rusland insisterer f.eks. på at fortsætte med at sælge våben til Iran og Venezuela, og Rusland sætter foden ned, når det gælder en udvidelse af NATO og det amerikanske missilskjold. Men selvom russerne svarer igen ved at true med langtrækkende missiler i Kaliningrad ved Østersøen, er det blot signalpolitik, og før man begynder at frygte en ny kold krig, er det værd at se nærmere på Ruslands magtposition. For selvom Rusland drømmer om igen at blive en stormagt, er de reelle muligheder for at genindtage en sådan position begrænsede.

Som med alle andre atommagter bør man tage Rusland alvorligt, men den militære råstyrke er ikke på et niveau, der udgør en trussel for Vesten. Ruslands militærbudget er vokset støt de senere år, men på kasernerne er manglen på uddannelse og disciplin ligeså udtalt, som manglen på militært isenkram. Derfor gennemfører landet frem til 2012 en storstilet reform, hvor 130.000 officerer skal fyres og hæren effektiviseres og moderniseres.

At gashanen, der regulerer gassen i en række europæiske lande, sidder i Rusland, giver russerne en indlysende magtposition. Russernes villighed til at slukke for gassen blev tydeligt demonstreret i de seneste ugers konflikt med Ukraine. Russerne er dog ligeså afhængige af at levere gas, som Europa er af at modtage den. Gazproms succes er således hovedårsagen til Ruslands vækstrater de seneste seks til otte år, og da nye gasledninger ikke kan lægges fra dag til dag, er Ruslands økonomi afhængig af, at Europa ikke finder nye gasleverandører.

Samtidig er Rusland som alle andre ramt af finanskrisen. Den økonomiske fremgang de senere år har været bundet op på stigende gas- og oliepriser. Olieeksporten og Gazprom står tilsammen for 43 procent af indtægterne i det russiske statsbudget for 2009, men i samme statsbudget er olieprisen sat til 70 dollar pr. tønde, og lige nu er prisen omkring 40 dollar.

Selvom finanskrisen har svækket de fleste andre magtfulde nationer - og især USA - vil den formodentlig ramme Rusland hårdere, og hvis Putin ikke sammen med Medvedev fremover leverer den økonomiske tryghed, som han har 'lovet' russerne, vil han miste popularitet og stå svagere internationalt.

Selvom historien viser, at Rusland aldrig er farligere, end når landet er presset, må man håbe, at Ruslands ledere i denne tid vil fokusere på at løse egne problemer i stedet for som vanligt at forsøge at vinde udadtil, hvad indadtil tabes.

Med den nytiltrådte præsident Barack Obamas løfte om at "ville række hånden ud til dem, der er villige til at løsne deres knyttede næver", er der håb om en tid med dialog og samarbejde mellem USA og Rusland snarere end en ny kold krig.

jhh/lovo

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu