Leder

Europæiske udfordringer

Debat
3. januar 2009

Spørgsmålet om, hvordan EU's institutioner skal fungere demokratisk og effektivt med et stadigt stigende antal medlemslande, har været om-drejningspunkt for ikke mindre end fem traktater siden 1990'erne. At få sat Lissabon-traktaten på skinner i 2009 vil ikke blot være et smukt symbol i 20-års jubilæet for den europæiske helingsproces, der begyndte med, at øst- og vestberlinere hamrede hul i en betonmur. Det vil også sætte et punktum - eller i de mindste give en tiltrængt pause - for diskussionen om fællesskabets struktur og spilleregler, og dermed forhåbentlig skabe et mere folkeligt fokus på indholdet af EU's politik.

I det spil har Irland en nøglerolle. Efter afstemningen i juni afdækkede en Gallup-undersøgelse de irske nej-sigeres vidt forskellige begrundelser for deres stillingtagen. For cirka 12 procent var hensynet til irsk selvbestemmelse og identitet afgørende. Andre seks procent lagde vægt på neutralitet, politikerlede, retten til en kommissær og selvbestemt skattesystem. Men hele 76 procent forklarede deres nej med en overbevisning om, at forkastelsen af traktaten ville styrke den irske regerings position i en genforhandling. De fik ret.

På topmødet i december imødekom EU's stats- og regeringschefer i meget høj grad irernes betænkeligheder, først og fremmest med et løfte om, at hvert eneste medlemsland også fremover skal have en kommissær. Derudover fik irerne lovning på retslige garantier på områder som skattepolitik, sikkerheds- og forsvarspolitik (læs: irsk neutralitet), uddannelse og familiepolitik, samt retten til liv (læs: abortlovgivning). Detaljerne skal handles på plads henover foråret, så Irland kan afholdes ny folkeafstemning i efteråret 2009.

At ansvaret for forhandlingerne med den irske regering ligger i hænderne på det nyslåede tjekkiske EU-formandsskab afføder en vis nervøsitet i Europa. Dels fordi Tjekkiet aldrig tidligere har stået i spidsen for EU. Dels fordi landets præsident, Vaclav Klaus, har erklæret EU-formandsskabet for meningsløst. Han nægter at lade EU-flaget vaje foran præsidentpaladset i Prag, og han fører en nærmest arrig verbal krig mod både Lissabontraktaten og EU's klimapolitik. Præsidentposten er i høj grad ceremoniel, men Klaus har for vane at blande sig i, hvad der passer ham - og han har stor opbakning i befolkningen. Samtidig står premierminister Mirek Topolaneks i spidsen for en skrøbelig koalitionsregering, hvis parlamentariske flertal afhænger af et par løsgængere. Det gøder frygten for, at Toplaneks regering går i stykker under formandsskabet.

Omvendt mener mere håbefulde gemytter, at den stærke EU-skepsis i Tjekkiet meget vel kan vendes til en fordel i det psykologiske forhandlingsspil - irerne vil jo næppe føle sig tromlet af den tjekkiske formand.

EU's beslutningstagere skal tage hånd om en lang række andre udfordringer i det kommende år. Udover den markant forskellige krisepolitik som henholdsvis Tysklands og Frankrig advokerer for, skal formandsskabet også fortsætte udvidelsesprocessen. EU er allerede grebet af udvidelsestræthed - især i forholdet til Tyrkiet - men Kroatien og Makedonien vil også være med, og det øvrige Vestbalkan er på trapperne med deres ansøgninger. Diskussionerne om, hvor mange medlemsstater samarbejdet kan rumme, vil blusse op igen.

Derudover er EU plaget af tilbagevendende trængsler med at agere udenrigspolitisk. Godt nok lykkedes det for en gang skyld EU at tale med en stemme, da Rusland invaderede Georgien. Forhandlingerne om EU-Ruslandsaftale blev udskudt, indtil Rusland havde opfyldt sine løfter i den våbenhvile, som EU's formand - den franske præsident Nicolas Sarkozy - forhandlede igennem. Men enigheden holdt ikke længe. Forhandlingerne blev genoptaget på trods af russiske løftebrud, og visse lande som Italien, Spanien og Tyskland saboterede ligefrem EU's bestræbelser på at lægge pres på Rusland, fordi egne bilaterale energiaftaler vejede tungere end folkeretslige principper. Forholdet til Rusland vil uden tvivl give anledning til fortsatte interne spændinger i både EU og NATO.

De globale udfordringer, som EU bevæger sig i, gør det presserende at få Lissabon-traktaten på plads. Udfaldet af den irske folkeafstemning er imidlertid på ingen måde givet. Den voldsomhed, hvormed finanskrisen har ramt Irland, kan skubbe flertallet i begge retninger. Nogle vil utvivlsomt bruge lejligheden til give regeringen dumpekarakter for dens krisehåndtering. Hos andre vil krisen styrke ønsket om at få Europa kittet tættere og mere handledygtigt sammen. Endnu et irsk nej til Lissabon-traktaten vil kaste EU ud i en ny omgang strukturdiskussioner, hvor medlemslandene under stærkt tidspres skal finde nye løsninger. Især fordi den ny EU-kommission skal udpeges og tiltræde i slutningen af 2009. Ifølge den gældende Nice-traktat skal den have færre kommissærer end medlemslande, men samtidig godkendes enstemmigt. Dén kabale vil kræve en troldmands forhandlingsegenskaber at få til at gå op.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her