Leder

Fantasi frem for pisk og gulerod

27. januar 2009

Detailhandlerne vånder sig over faldende omsætning i kor med ejendomsmæglere, håndværkere og bilforhandlere, mens bankerne lukker kassekreditter i massevis, og virksomheder svarer igen med at indbetale for lidt i skat for at bevare den handlefrihed, som likviditet giver - kort sagt krisen kradser, så det kan høres og mærkes og ses i hastigt stigende arbejdsløshedstal.

Men det blokerer ikke for den nyslåede økonomiske vismand, Hans Jørgen Whitta-Jacobsens, udsyn. Han er bekymret for, at Danmark kommer til at mangle arbejdskraft på den anden side af den nuværende krise. I gårsdagens Information anbefalede han derfor at fremrykke Velfærdsreformens ikrafttræden med fem år.

Forliget om Velfærdsreformen blev indgået i juni 2006 som reaktion på Velfærdskommissionens spådom om, at arbejdsstyrken frem til 2040 vil falde med 350.000. Reformens kerne er, at efterlønsalderen over tre år fra 2019-22, gradvist hæves fra 60 til 62 år, mens pensionsalderen i løbet af årene 2024-27 hæves til 67 år. Herefter skal alderstrinnet for begge dele tilpasses eventuelle stigninger i danskernes levetid.

Som nævnt ønsker Hans Jørgen Whitta-Jacobsen at fremskynde reformen, så efterløns- og pensionsalderen gradvist hæves fra 2014. Det er fristende, men på ingen måde den klogeste måde at fremskaffe mere arbejdskraft på. Ikke mindst i betragtning af den orkan af protester, som rejste sig, da Poul Nyrup Rasmussen i 1998 misligholdt sin efterlønsgaranti, var det særdeles klogt, at forligsparterne tilrettelagde Velfærdsreformen så langsigtet.

Dermed ikke sagt, at problemet er uvæsentligt eller nemt at løse. Tværtimod. Intet tyder for eksempel på, at en skattereform kan lokke det nødvendige antal ekstra arbejdstimer ud af danskerne. Efterhånden har kvinder lige så høj erhvervsfrekvens og lige så lang ugentlig arbejdstid som mænd. Samlet set er den tid, som en families to voksne medlemmer hver uge bruger på arbejde og transport, næsten dobbelt så lang som i 1960'erne - og det forklarer, hvorfor danskerne så massivt er modstandere af længere arbejdstid i stort set enhver form. De fleste har allerede et højt materielt forbrug, til gengæld mangler de tid til sig selv, familie og venner.

Selvfølgelig skal faldet i den reelle pensionsalder tages op til kollektiv prioritering, når levealderen stiger, og der mangler folk til at få velfærdssamfundet til at fungere. Men den udbredte misfornøjelse med forringelser af efterlønsordningen er ikke blot og bar velnæret velfærdsdovenskab. Kun få højtuddannede går på efterløn - professorer skal nærmest flås væk fra skrivebordet, når de fylder 70 - mens det store flertal kommer fra de grupper, som ordningen blev skabt til - folk, som er slidt af et langt arbejdsliv. Og med de eksisterende 200.000 job med ensidigt gentaget arbejde, samt andre hundredetusindvis af job med fysisk og psykisk nedslidende arbejde er leverancen af et stort antal efterlønsmodtagere sikret i de kommende årtier.

Med andre ord er et radikalt forbedret arbejdsmiljø i mange brancher afgørende nødvendigt for at forlænge folks arbejdsliv. Det gælder også inden for de områder, hvor deltidsarbejde er så almindeligt, at det er svært at få et fuldtidsarbejde: eksempelvis inden for rengøring, køkken, ældreomsorg m.v. Ingen kan fysisk holde til at gøre rent 37 timer om ugen i et helt arbejdsliv. Nye forestillinger om maskulinitet og feminitet kan ligeledes dæmpe fremtidens mangel på arbejdskraft. Danmark har verdens skarpest kønsopdelte arbejdsmarked. F.eks. er 95 % håndværkere og transportarbejdere mænd, mens lige så stor en andel af social- og sundhedsarbejdere er kvinder. Det betyder, at der i et lokalområde på en og samme tid kan være stor arbejdsløshed blandt yngre og modne mænd og håbløs mangel på hjemmehjælpere og køkkenassistenter eller mangel på arbejdskraft i træindustrien og høj arbejdsløshed blandt kvinder over 40. En opblødning af bedagede forestillinger om mande- og kvindearbejde er et oplagt, men uprioriteret felt. En målrettet indsats over for sociale grupper, som har kurs mod den såkaldte restgruppe, som går gennem arbejdslivet uden uddannelse, er ligeledes vigtig. Og det handler ikke kun om 2. generationsindvandrere!

Endelig er øget indvandring en uudtømmelig kilde til arbejdskraft, både fra de nye EU-lande i Østeuropa, fra Tyrkiet og andre lande, som utålmodigt tripper i forværelset til fællesskabets hellige haller, og fra det store veluddannede mellemlag, der vokser op i Asien, Mellemøsten og Latinamerika.

Der er en fundamental uoverensstemmelse mellem befolkningen og fremtidsplanlæggerne. Sidstnævnte ser længere arbejdstid som en forudsætning for bevarelse og udvikling af velfærdsniveauet, mens befolkningen omvendt ser en kortere arbejdstid som et af de væsentligste velfærdsgoder. Dette paradoks kan ikke løses med en gulerod i form af skattelettelser eller med et piskesmæld, der hæver den reelle pensionsalder. Der skal mere respekt for mennesker og samfundsmæssig fantasi til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når velfærdsreformen indføres, er vi allerede godt på vej til at overflødiggøre arbejdet, som vi kender det. Desværre fik Mogens Lykketoft os på afveje fra en god udvikling dér i 90erne; men det kommer igen, hvorfor lade mennesker gøre, hvad maskiner kan udrette mere præcist og hurtigere? Kun fordi vi er fantasiløse nok til kun at kunne omfordele via arbejdsmarkedet, haster vi afsted for at finde stadig nye jobs, folk kan beklæde. Vi skal den stik modsatte vej - og en masse ting, som er jobs i dag, skal ikke være det i fremtiden.