Leder

I den fine stue

21. januar 2009

SÅ FIK HANNE-VIBEKE HOLST dem da omsider, de fornemme og eftertragtede gyldne laurbær, som hun så længe ikke har fået, hvis man må have lov til at udtrykke sig lidt bagvendt. "Obama go home!" var hendes spontane reaktion - med den rapkæftethed, som er kendetegnende for hende, og som gør, at hun altid er god for et synspunkt, når tv lige står og har brug for et. Det slår aldrig fejl, og som regel glemmer hun ikke, at hun er feminist, omend ikke af den fundamentalistiske slags. Det er dét, meget i hendes bøger handler om. Hanne-Vibeke Holst har slået mange slag for kvindebevægelsen. Ikke som politiker, men som politiserende kulturpersonlighed. Som da hun gik til frontal-angreb på rapsangere som Jokeren og Niarn forsexistisk sprogbrug i sangteksterne - og en ned-ladende holdning til kvinder.

Egentlig havde hun opgivet håbet om at få dem, i hvert fald på skrømt, men nu får hun dem, og så er der laurbærblade nok i køkkenet til de næste mange års madlavning.

Men først og fremmest er det en litterær anerkendelse. De Gyldne Laurbær er boghandlernes pris. Den gives til en forfatter, hvis seneste udgivelse "vil vinde en plads i litteraturen, og som fortjener al den påskønnelse og opmuntring, som boghandlere og medhjælpere gennem denne manifestation kan bidrage til", som det hedder i fundatsen.

SÅ ER DET SAGT lige ud. Det er litteratur, hun skriver.

Dette har litterater haft svært ved at se. Hendes store, folkelige forfatterskab er blevet fulgt af en række nedslående anmeldelser, som om bøgerne var noget, katten havde slæbt med ind i den fine stue. Spørger man derimod dansklærere og højskolelærere, vil mange kunne berette, hvordan netop Hanne-Vibeke Holsts bøger som undervisningsmateriale har kunnet få tag i de unge - også de, der ellers ikke havde et forhold til litteratur. I det segment har hun været en populær forfatter.

Det begyndte allerede, da hun skrev sine børne- og ungdomsbøger - ikke mindst trilogien om journalisten Therese Skaarup. Research havde hun foretaget så rigeligt af, idet hun selv i mange år var en velanset journalist på blandt andet Berlingske Tidende. Hun har oplevet både Moskva og Bruxelles indefra og er velbevandret udi politiske spørgsmål og korridorsnak.

Det var med en ny trilogi, romanerne Kronprinsessen, Kongemordet og Dronningeofret, at hun satte den foreløbige krone på værket. Også her havde hun researchet grundigt ved at tale med diverse politikere - i en grad, så læserne mente at kunne genkende flere af dem, selvom det jo altså var ren fiktion. Aldrig har dansk politik haft en så ind-gående beskriver og fortolker, og også her er der en bund af feminisme, når hun beskriver, hvordan kvindelige politikere skal have noget ekstra med i bagagen for at nå til tops i en verden, der historisk set har været og er domineret af mændene, selv om det er ved at ændre sig - se blot på de kvindelige partiledere.

Selv forklarede Hanne-Vibeke Holst i et interview i Politiken tidligere på året, hvordan hun ser på sig selv og sin forfatterrolle:

"Jeg er som TV 2's helikopter, der svirrer rundt og ser ned på verden. Det er min rolle. At være storyteller. Jeg forsøger at forstå og formidle sandheden. Det er selvfølgelig min version af sand-heden og ikke Osama bin Ladens eller George W. Bushs version. Men sandheden er kompleks, og derfor bliver mine bøger mere og mere komplekse, men for mig er det vigtigt at være i det godes tjeneste. Politisk hører jeg til ovre hos Harry Potter, for jeg skal tro på, at jeg skubber tingene i den rigtige retning. Måske bliver det opfattet anderledes af andre, men jeg skal for eksempel tro på, at uden Kongemordet var der flere kvinder, der ville finde sig i at få bank".

HVIS MAN KOM ind i en boghandel op imod jul, kunne man let få det indtryk, at der var to slags forfattere: Hanne-Vibeke Holst - og så alle de andre. Der lå store paller med hendes nyeste bog, så sikre var boghandlerne på, at hun havde skrevet endnu en bestseller.

Kritikken er gået på, at hun med et imødekommende sprog har placeret sig et sted mellem ugeblad og litteratur - mest ugeblad, og det er da rigtigt, at hun ikke som en Kafka eller en Hemingway har opfundet sit eget sprog. Hun har netop koncentreret sig om at fortælle historier, og med den indsigt i det, som udspiller sig i det politiske rum, manøvrerne, psykologien, er der langt fra hendes bøger til lægeromanen. Nu har hun det stående sort på hvidt: Hun skriver litteratur. Det kan ingen tage fra hende. Dermed har det danske samfund også sagt tak for de mange læseoplevelser. Det er jo fattigt, hvis man kun har nedladenhed tilovers for den værdi, som er i romanerne.

Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Hanne-Vibeke Holst er mere journalist end ’litterær’ forfatter, men det er meget velkomment, når hun på sin egen facon, og med en fabelagtig research, skriver om de helt nødvendige spørgsmål man kan stille sig, og om de ’lig i lasten’ vi har. Der ikke mindst vedkommende i vores lille andedam, men også set i et større perspektiv – hvilket også har vist sig i vores søsterlande, som har fundet det interessant at filmatisere hendes udgivelser - fordi man kan identificere sig med problematikkerne.

Tillykke Hanne-Vibeke Holst! ;-).
Og tak til Kristen Bjørnkjær for en fin leder, trods alt.