Leder

Forbrydelse og krig

Debat
5. januar 2009

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) har belæg for ved givne lejligheder - og ingen af dem forsømmes - at fremhæve sin egen rolle i udarbejdelsen af den såkaldte 'køreplan for fred', der under det danske EU-formandskab i 2002 blev fulgt op med 'kvartetten' bestående af FN, EU, Rusland og USA, der 'neutralt' skulle overse forhandlingerne mellem Israel og det palæstinensiske PA-styre om en 'to statsløsning'.

At Møller nu reelt tager afstand fra Israels overdrevne vold mod Gaza ændrer ikke på hans andel i 'køreplanen' som i bedste fald er hamrende naiv. Fra begyndelsen meldte israelerne fra med hele 14 forbehold, bl.a. at palæstinenserne indstillede deres (legale) modstand mod den israelske besættelse, ændrede skolernes læseplaner i 'fredelig' (pro-israelsk) retning og opløste de organisationer, der skønnedes ubekvemme for en israelsk dikteret fredsaftale: Hamas, Islamisk Jihad og al Aqsas Martyrer.

Desuden kundgjorde den israelske regering, at 'i køreplanen stipuleres det ikke, at Israel indstiller vold og tilskyndelse (til vold) mod palæstinenserne'. At denne formulering var en luns til Israels raserende højrefløj gjorde den ikke mindre myrekrybende. 'Køreplanen' var tænkt som en fortsættelse af Bill Clintons sidste (og oprigtige) forsøg som rimelig neutral mægler i den egyptiske by, Taba, i januar 2001, hvor en fredsaftale var tæt på. Men ikke tæt nok for den daværende premierminister og nuværende forsvarsminister, Ehud Barak, der sprang i målet. 'Køreplanen' fik følgelig mere israelsk hældning, men altså stadig ikke nok til, at regeringen i Jerusalem accepterede den uden fodnoter.

Dette tilbageblik er vigtigt for forståelsen af de krigsforbrydelser, der begås i disse dage og uger mod civile i såvel Gaza som Israel. Som sædvanlig er tabenes forholdstal 100-1 i israelsk favør.

Men den egentlige forbrydelse - blokaden mod først alle palæstinensere og siden juni 2007 mod de 1.5 mio., der bor i Gaza - er direkte afledt af 'køreplanen' og altså Per Stig Møllers indsats.

Hvad forudsatte 'køreplanen'? Svaret er: At palæstinenserne lystrede. Da de tog sig selv til rette i et frit, internationalt overvåget valg i januar 2006 og stemte Hamas ind med et absolut flertal i palæstinensernes parlament (PLC) på bekostning af det korrupte Fatah-parti, faldt hammeren.

Israel indefrøs -ulovligt - palæstinensiske tilgodehavender på 600 mio. dollars og etablerede blokade af varer og nye militære vejspærringer på den besatte Vestbred tillige med arrestationer af Hamas-politikere - parlamentsformanden er f.eks. bag tremmer.

Parallelt gik USA i gang med at genoptræne og bevæbne det Fatah-dominerede sikkerhedsapparat, ifølge Hamas med henblik på et kup, der ville elevere PA-præsident og Fatah-leder Mahmoud Abbas til de facto diktator. I juni 2007 smed Hamas derfor Fatah ud af Gaza.

Nu var Hamas 'isoleret' i landstriben, og festen kunne begynde.

Den blev dyr for dem, der var med. Gaza-børnenes sundhedstilstand har ifølge en stribe humanitære organisationer lidt varig skade. Gamle og syge døde som fluer af mangel på medicin, diabetikere døde af mangel på insulin - listen over overgreb på uskyldige vil fylde flere aviser. Hamas' svar på denne 'stille død' var raketter mod israelske mål, der sammenlagt har kostet mindre end 10 israelere livet.

Og da den kvælende blokade ikke blev lempet under den våbenhvile, der blev indgået i juni sidste år, afviste Hamas at forny den. Og hverken Israel, USA eller Egypten anstrengte sig for at overtale Hamas.

Forinden havde Hamas nemlig fået et ultimatum i form af et egyptisk diktat om at indgå i en 'national udsoningsregering', forhåndsgodkendt af Israels 'partner for fred', Abbas, og som ville medføre organisationens ophør som politisk faktor.

Svaret var 80 Qassem-raketter mod Israel juleaftensdag med henblik på at presse en ny og bedre våbenhvile igennem. En, må man sige, monumental fejlkalkule i et israelsk valgår og med en moralsk underfrankeret amerikansk præsident på bagsmækken.

Og medens 'det internationale samfund' - en eufemisme for USA og hvem der lige for tiden logrer for Washington - vasker hænder, eskalerer festen. Abbas har erklæret sig klar til at tage over i Gaza, når Hamas er 'knust'. EU's formandskab er overtaget af det israel-venlige Tjekkiet og er på vej til Egypten (!), FN's Sikkerhedsråd er lammet af et amerikansk veto mod et krav om omgående stop for myrderierne. Men kan Hamas knuses? Spørg enhver palæstinenser på hvilket som helst gadehjørne.

Men spørg ikke Per Stig Møller. Han vil svare, at for ham er det nok, at Hamas er 'isoleret'. Og det er ikke noget svar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Heinrich R. Jørgensen

En fremragende opsummering af de seneste års begivenheder i og nær Gaza.

At Per Stig Møller fremstår handlingslammet og forvirret kan ingen vel fortænke ham i - vi er vist alle i samme situation...

Per Holm Knudsen

Ja rart, at Lasse Ellegaard er begyndt at skrive i Inf. igen.

Lasse Ellegaard for President!

Informations dækning af krisen og krigen i Gaza og dermed bredere om hele Palæstina-problemet er lang, langt den bedste i det danske mediebiled. Den undgår stort set den karikatur af en nyhedsdækning, som er den generelle i de danske medier og helt dominerende hos de politiske partier, beskrevet af Robert Fisk således:
”Følger man nyhedsdækningen, skulle man imidlertid tro, at historien begyndte i går, da en hel flok skæggede antisemitiske, islamistiske galninge pludselig dukkede op i Gazas slum - en menneskelig losseplads for rodløse eksistenser - og begyndte at affyre missiler imod det fredselskende, demokratiske Israel for kun at blive imødegået med det israelske luftvåbens retfærdige hævn. ”
Særlig klart står artiklerne af Robert Fisk (The Independent) især ”Gazas groteske ironi” (31/12) og Wallace Shawn (The Nation) ”Irrationelle Israel” (2/1) samt Lasse Ellegaards artikler og især lederen ”Forbrydelse og krig” (5/1).