Leder

Fyringer i verdensklasse

21. januar 2009

Flere naturvidenskabelige fag på landets universiteter står lige nu over for at skulle fyre mange af deres medarbejdere. Værst ser det ud på datalogi og biologi på Københavns Universitet, hvor hver fjerde forskerstilling bliver nedlagt. På sidstnævnte institut var der i sidste uge et krisemøde, hvor de ansatte kritiserede dekan Nils O. Andersen for sin håndtering af sagen. Det har de god grund til at gøre, men i virkeligheden er det videnskabsminister Helge Sanders (V) skyld, at de mange medarbejdere snart vil få en fyreseddel i hånden, og at de naturvidenskabelige uddannelser derfor bliver ringere.

Det er igen sagen om de nye skærpede adgangskrav, der spøger. For at komme ind på eksempelvis biologi, skal man nu have matematik på a-niveau og fysik og kemi på b-niveau i gymnasiet. Det er der mange studenter, der ikke har, og det kom tydeligt til udtryk ved sommerens optag på landets universiteter, som var rekordlavt. På biologi på Københavns Universitet fik man færre end 140 nye studerende i september - før de nye optagelsesregler fik man i omegnen af 220. Færre studerende giver på grund af taxametersystemet færre penge i kassen, og det er den væsentligste årsag til krisen på de naturvidenskabelige uddannelser.

Mange har forudsagt den aktuelle situation og advaret om, at det ville resultere i fyringer - alligevel ville ministeren ikke give dispensation til de unge, der ikke kunne bruge deres studentereksamener til at komme ind på den ønskede videregående uddannelse. Resultatet var i første omgang færre studerende og nu også dårligere undervisning og forskning. Helge Sander forventer, at færre studerende vil falde fra, fordi studerende med de rigtige højniveaufag vil være bedre rustede til at klare studierne. At der skulle være en sådan sammenhæng er yderst tvivlsomt. Frafald mindsker man primært ved at lave et godt studiemiljø - ikke ved at have studerende med matematik på a-niveau. At færre studerende på nogen måde kan vendes til noget positivt, skal man nok være politiker for at forstå. Men Sander har da ret så langt, at hvis man helt lader være med at optage studerende - så vil det få en positiv indflydelse på frafaldsprocenten.

HELGE SANDER FORSØMMER kun sjældent en lejlighed til at tale om 'universiteter i verdensklasse' og om alle de milliarder, som regeringen investerer i forskning og uddannelse. Ministerens udsagn står ofte i kontrast til virkeligheden på landets universiteter, hvor man så at sige har svært ved at finde de ofte omtalte og uddelte 'milliardindsprøjtninger', blandt andet fordi en stor del af dem ligger i strategiske puljer og ikke kan bruges til daglig drift af universiteterne. I dette tilfælde bliver kontrasten mellem ministerens målsætninger om verdensklasse og virkelighedens pengemangel ekstra tydelig, fordi det er ministerens egen adgangsbekendtgørelse, der er skurken. Eller som der stod på et banner ved krisemødet på biologi på Københavns Universitet: 'Massefyringer i verdensklasse'. ville

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lone Mikkelsen

Ministerens ligegyldighed er skræmmende. Hvis han kunne konsekvensberegne begivenhederne lidt frem, ville han se, at det gik jo heller ikke så godt med Bertel Haarders tilsvarende holdning, da der blev skåret ned i lægeoptaget i 80'erne.

Hvis KU skulle forestille at være verdensklasse, ser det ikke godt ud.