Leder

Kan han?

20. januar 2009

DER GIK IKKE MANGE dage efter Barack Obamas valgsejr den 4. november sidste år, før forfatteren Thomas L. Friedman sagde det, som det meste af verden også gik og følte: "Stik mig en Bibel og en højesteretsdommer, så vi kan komme i gang."

Han mente, at det efter otte år med Georg W. Bush, der i mellemtiden var resigneret, var ulideligt at skulle vente næsten tre måneder på, at 'håbet' kunne sætte sig bag skrivebordet i Det Ovale Værelse og gå i gang med den enorme opgave, som de amerikanske vælgere havde betroet ham.

Men i dag er dagen. Efter flere dages tilløb med gigantiske hyldestkoncerter, en sand folkevandring mod Washington DC og hovedpersonens symbolske ankomst til hovedstaden i tog vil Barack Obama senere i dag på flere måder skrive historie, når han lægger hånden på Abraham Lincolns gamle bibel.

Det historiske giver sig selv, fordi han er USA's første farvede præsident. Men det historiske består også i måden, Obama vandt valget på, og i den situation, USA står i ved hans magtovertagelse.

Der er næppe tvivl om, at den internationale finanskrise, der har ramt supermagten særlig hårdt, gav Obama en hjælpende hånd i valgkampen. Men han sejrede først og fremmest, fordi han med sin retorik og saglighed for amerikanerne og for den sags skyld for resten af verden repræsenterede et afgørende vendepunkt. Der er næppe tvivl om, at millioner af mennesker projicerede deres håb og drømme over i den elegante præsidentkandidat. Men med sin insisteren på at tale til det bedste i alle og politisk understrege, at det handler om i fællesskab at udstikke nye politiske mål, der kan bygge bro over konflikter og samle frem for splitte, har han også skabt reelle håb om, at USA atter kan genopfinde sig selv og være med til at ændre verden ved at indtage en mere lyttende og forstående tilgang frem for den del-og-hersk ideologi, som har præget Georg W. Bushs otte år ved magten. Obama har skabt begrundet håb om, at frygtens og kynismens ære slutter med George W. Bush.

OBAMA BLEV VALGT PÅ to løfter: Han fik i 2004 sit folkelige gennembrud med en tale på den demokratiske partikongres, hvor han hævdede, at der ikke findes et blåt Amerika og et rødt Amerika. Der findes kun Amerikas Forenede Stater. Som præsidentkandidat lovede Obama at søge brede aftaler og sigte efter den højeste fællesnævner. Obama lovede pragmatik og forening.

Men Obamas andet løfte er givet som progressivt ikon. Det var græsrødder og aktivister, der bredte hans kampagne ud over hele landet. Selv sagde Obama, at de var den bølge, han red på. Lige siden John F. Kennedy i 1963 blev skudt i Dallas, har det progressive USA efterlyst en liberal politisk helt. De har ventet på en leder, der kunne udlægge den amerikanske drøm som et progressivt projekt. Det ikon er Obama allerede blevet. Det er ikke hans mindste præstation, at han har insisteret på at tale til vælgerne som folk, der forstår sætninger med mere end tre hårde ord og et bibelsk begreb.

Således bliver Obama regnet for både den perfekte pragmatiker og for et progressivt ikon.

Når han fremstår troværdig både som pragmatiker og progressiv, er det, fordi han fangede et momentum i den amerikanske befolkning, som så godt som ingen havde set komme. Han talte til en bevidsthed om, at amerikanerne stadig kan mobiliseres til at realisere det, han kalder "a more perfect union".

DET ER DERFOR, at både en liberal forfatter som Robert Kuttner og en forhenværende republikansk udenrigsminister som Colin Powell tror på, at Obama kan blive en "transformativ præsident", der kan forvandle en truende undergang til en lovende overgang. Han sammenlignes i det perspektiv med Franklin D. Roosevelt, som i 1933 overtog en nation i økonomisk krise og iværksatte The New Deal, og han sammenlignes med Ronald Reagan, der i 1981 overtog en nation i moralsk krise efter Vietnamkrigen og på trods af voldsomme sociale omkostninger endte med at stå som ikonet på sejren i Den Kolde Krig.

Obama overtager i 2009 en nation involveret i to fejlslagne krige, gigantiske budgetunderskud, enorm udlandsgæld og en krise i hele det finansielle system. Nobelprismodtageren Paul Krugmann har påpeget, at Obama bliver den første præsident i adskillige årtier, som ikke kan overlade finanspolitikken til den amerikanske nationalbank. Den hidtidige finanspolitik har spillet fallit, så nu skal politikerne tage over dér, hvor markedet plejer at regere. Det gælder også i forhold til energi og klima, at det politiske skal tænkes forfra: Dette er Barack Obamas udgangspunkt. Aldrig er så meget historie skrevet, før den har fundet sted. Men i dag træder Obama ud af afmagtens uskyld og ind i verdens mest magtfulde embede. Spørgsmålet er, om det er sidste dag for det nye ikon eller første dag for en ny tids politik. For hele verdens skyld er man nødt til at insistere på det sidste.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Holm Knudsen

Obama har skabt begrundet håb om, at frygtens og kynismens ære slutter med George W. Bush.

Frygt og kynisme er nu ikke specielt ærefuldt, ikke i min optik ;-)

Inger Sundsvald

Håb om forandring er det som i dag strømmer til USA fra hele verden. Pragmatisme og progressivitet bliver der brug for, og en politik som ikke opdeler i ”dem der er med os og dem der er imod os”. Gid det må lykkes, og at dén æra er helt slut.

Det er interessant at iagttage, at det kan lade sig gøre at skrive en så tam, flad og uinspireret leder om en så stor verdenshistorisk begivenhed, som indsættelsen af Barrack Obama som den første afroamerikanske præsident i USA. Det er i sandhed bemærkelsesværdigt.

Årsagen skal utvivlsomt søges i at lederen er skrevet af Rune Lykkeberg og Palle Weis, der som bekendt tilhører den fraktion af Informations skribenter, der vel bedst kan karakteriseres som medløbere og stuerene light tilhængere af den danske neonationalistiske værdikamp og kulturrevolution, der blev indstiftet af Pia Kjærsgaard og Anders Fogh Rasmussen i 2001. I modsætning til Camres, Karups og Kjærsgaards frådende racisme står Lykkeberg, Weis, Meier Carlsen m. fl. For en pseudointellektuel, ”pæn” og afdæmpet kommunikation, der dog i bund og grund er udtryk for den samme neonationalistiske, racistiske og etnocentriske ideologi.

Det er utvivlsomt i det perspektiv, at man skal forstå lederskribenternes manglende forståelse for og manglende anerkendelse af det radikale skifte vi i øjeblikket ser i amerikansk og international politik.
Den neokonservative islamofob George W. Bush bliver afløst af en Barrack Obama, der står for multikulturalisme og antiracisme. Det er et ganske radikalt og entydigt paradigmeskifte og starten på en ny politisk tendens og trend, som vil få stor international betydning, og som også før eller senere vil nå til Danmark.

Den racisme og islamofobi som George W. Bush gjorde til den højeste politiske mode vil fremover ikke længere være salonfæhig. Den neonationalisme og racisme der siden 2001 har præget debatten i Danmark er simpelthen fra og med i dag henvist til historiens losseplads.

It's Time for Change – også i Danmark og også på Dagbladet Information!

Viggo Eriksen:

"Slå nu koldt vand i blodet Thomsen, det er ikke ligefrem ærkeenglen Gabriel der er flyttet ind i det Hvide Hus!"

Naturligvis er han ikke det. Men derfor må man da alligevel glæde sig over, at racister og islamofober i Europa ikke længere kan legitimere deres holdninger med henvisning til den amerikanske præsident...

Jørgen Nielsen

Man troede ikke det var muligt, men Thomsens vrangforestillinger, om både Obama og danskerne, når et hidtil uset omfang.

Det kan ikke være sjovt, at være en nordkoreaner fanget i dankers krop.

Jørgen Nielsen

Man troede ikke det var muligt, men Thomsens vrangforestillinger, om både Obama og danskerne, når et hidtil uset omfang.

Det kan ikke være sjovt, at være en nordkoreaner fanget i danskers krop.

Lennart Kampmann

@ Jørgen Nielsen

Hold lige op med morsomhederne, jeg fik nær kaffen spildt ud over mit tastatur, da jeg lo. ;)

Med venlig hilsen
Lennart

Viggo,

jeg vil forerslå at du lige læser hans agenda på Det Hvide Hus's hjemmeside: http://www.whitehouse.gov/agenda/

En hel del af dine påstande om det han ikke vil gøre modsiges der.

Jeg kan godt lide en af de første ting han gjorde: han ophævede hemmelighedsgraden på mange regeringsdokumenter fra Bush-tiden og forhindrede et tilbagevirkende veto fra Bush eller mulige andre at få det genindført. Det bliver interessant at se hvad journalister og historikere kommer frem til.

jan henrik wegener

Nu kan man ikke så let længere dække (meget pseudo) progressive sympatier for alverdens andre skadevoldende ledere og bevægelser bag den forestillede djævle president karikatur!

Jørgen Nielsen:

"Man troede ikke det var muligt, men Thomsens vrangforestillinger, om både Obama og danskerne, når et hidtil uset omfang."

Vrangforestillinger og vrangforestillinger. Prøv at lyt til, hvad Obama sagde i sin tiltrædelsestale:

” Vi ved, at vores arv er et kludetæppe, og at det er en styrke, ikke en svaghed. Vi er en nation af kristne og muslimer, jøder og hinduer - og ikketroende. Vi er skabt af alle sprog og kulturer, der er kommet hertil fra hvert eneste hjørne af kloden. Og fordi vi har oplevet den bitre smag af borgerkrig og raceadskillelse - og er kommet ud af dette mørke kapital endnu stærkere og mere forenet, ved vi, at det gamle had en dag vil være forbi, at skel mellem grupper snart vil blive udvisket. I takt med, at verden bliver mindre, vil vor fælles menneskelighed vise sig”

Tage den Rune Lykkeberg, Palle Weis, Lennart Kampmann, Jørgen Nielsen,Viggo Eriksen og hvad i nu ellers ynder at kalde jer selv!

Bjarne F. Nielsen

Rune Lykkeberg og Palle Weis har i en glimrende
artikel peget på nogle af de mange og store van-
skeligheder, som Obama står over for.

De havde så ikke taget Per Thomsen i ed. Deres
redaktionelle holdning er intet mindre end "neo-
nationalistiske", "racistiske" og "etnocentriske".
Det thomsenske verdensbillede må vel ligge i den
ultraviolette del af det politiske spektrum.

Anklagerne er rigtig nok stærk kaffe.

Per Thomsen har naturligvis ret i, at Obama sær-
ligt søger at nedbryde forskelle i sprog og kultur.
Amerika er også et land af mange religioner, af
ikke-troende og af buddhister med det fredelige
og forenende sindelag, som også besjæler den
politisk kommentator Meier Carlsen.

Lykkeberg har i øvrigt på en frisk og indsigts-
fuld måde repræsenteret det bedste i Information
i studiet i Deadline den 20. januar, dagen hvor
Obama blev taget i ed. Lykkebergs forventninger
til Obama er store og næppe mindre end for Per
Thomsen.

Gid Amerikas Forenede Stater vil træde væk fra den
texanske skygge og skam, som den 43. præsident
kastede over egen nation og andre.

Pastor Krarup så et dansk systemskifte i 2001. Gid
han må se et systemskifte - det thomsenske para-
dimeskifte - i USA, og at det vil forvarsle et
snarligt kommende dansk.

Obama ønskes held og lykke med de frygtind-
gydende mange og store opgaver.

Bjarne F. Nielsen:

"De havde så ikke taget Per Thomsen i ed. Deres
redaktionelle holdning er intet mindre end "neo-
nationalistiske", "racistiske" og "etnocentriske".
Det thomsenske verdensbillede må vel ligge i den
ultraviolette del af det politiske spektrum."

Det er simpelthen Deep Purple, min dreng.Spøg til side. Jeg vil gerne indrømme at jeg i mit første indlæg har trukket linjerne en smule skarpt op.

Bjarne F. Nielsen bør imidlertid være opmærksom på, at min bedømmelse af Palle Weis og Rune Lykkeberg er en samlet vurdering af de holdinger, de gennem en længere periode har formidlet blandt andet i dette forum.

Rune Lykkebergs pseudovidenskabelige forsøg forsøg på at legitimere racismen og Dansk Folkeparti blandt andet med hæmningsløst poppede begreber som "den kulturelle overklasse" og Palle Weis evindelig forvar af socialdemokraternes knæfald for "kulturkampen", er når det kommer til stykket udtryk for præcis de samme grundholdninger og menneskesyn som det Dansk Folkeparti står for.

Weis og Lykkeberg leverer blot varen i en pænerer og mere stueren indpakning, designet og målrettet til den del af middelklassen der ikke kan idetificere sig med Pia Kjærsgaards mere frådende og primitive variant af racismen...

Lennart Kampmann

Når Per Thomsen svinger taktstokken forekommer sandsynligheden for at være tilfredstillende human i hans optik cirka ligeså stor som at få den berømmelige kamel gennem nåleøjet.

Hvad han ønsker at jeg skal tage, må stå hen i det uvisse.

Om to-tre år, når S og SF har dannet regering med DF som støtteparti, er der kun EL tilbage til at føre den ubesudlede linie videre. Men det har vi jo læst om før, Avantgarden der fører de slumrende masser på rette spor i sagens navn.

Per Thomsens optagethed af at sætte etiket på hvem han mener er racist eller ej, forhindrer ham i at se verden som den er. Tag selv-testen : Er Anti-antiracisme lig med racisme? Findes der andre positioner end racist-antiracist? Kan verden virkelig være andet end os og dem? Kan der virkelig findes nogle der ikke er racister og ikke er antiracister?

Gid Hr. Thomsen vil begynde at operere med mere end en dimension i sin inddeling af borgere i Danmark.

med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann:

"Når Per Thomsen svinger taktstokken forekommer sandsynligheden for at være tilfredstillende human i hans optik cirka ligeså stor som at få den berømmelige kamel gennem nåleøjet."

Ja, det er sgu ikke nemt Lennart Kampmann...

Det må måske i den forbindelse måske være tilladt at gøre opmærksom på, at denne tråd rent faktisk handler om B. Obama (eller burde gøre det). Der er ingen tvivl om at en person som B. Obama med typisk amerikanske holdninger til det multikulturelle samfund ville få et chok, hvis vedkommende blev konfronteret med de udsagn vi kan høre fra selv "pæne og kultiverede" mennesker, som Lykkeberg og Weis. Danmark er på dette område et ekstremistisk land.

Lyt eksempelvis til hvad den amerikanske ambassadør, der oven i købet er republikaner, har sagt om racismen i Danmark...

Jørgen Nielsen

Thomsens feberfantasier om det multikulturelle amerikanske samfund, ville nok få et alvorligt skud for boven, hvis han ulejligede sig med at sætte sig ind i præmisserne for USAs succes.

Det er bestemt ikke ukompliceret at få et green card i USA, og det er er ligeledes forbundet med store anstrengelser og kontrolforanstaltninger, at få anerkendt et ægteskab med en amerikansk statsborger.

Man kommer ikke til USA med udstrakt hånd, men derimod med ærmerne smøget op, og heri ligger én af de væsentligste forskelle på europæisk og amerikansk immigrationspolitik og graden af integrationssucces.

Selvom USA er et kludetæppe, er der ikke desto mindre en stærk og stolt nationalfølelse, en massiv opbakning til de grundlæggende friheds- og markedsprincipper og demokratiet.

Man kan kalde det en énhedskultur med betydeligt videre rammer end den europæiske (som er ved at blive ædt op af relativisme og behagesyge), men stadig en énhedskultur - fordi folk overvejende har de samme mål med og i tilværelsen.

Dette harmonerer overhovedet ikke med den europæiske venstrefløjs, og Thomsens, "visioner" om velfærdsnarkomani, offergørelse af indvandrere og tvangsforanstaltninger samt politisk korrekte mundkurve til alle der modsiger deres absurde rettighedsfetischistiske taberfabrik-projekt.

Så klap hesten, inden du forelsker dig hovedkulds i Obama og hans landsmænd, Thomsen.

Lennart Kampmann

Jørgen Nielsen kom først, da jeg lige blev smidt af det trådløse, men godt det samme for det var et langt mere elegant svar til Hr. Thomsen end jeg var ved at præstere.

Hr. Thomsen beklager sig over at tråden handler om Obama og vi andre taler om noget andet. Men han glemmer at han benyttede tråden til som den første at angribe andre, og så snart der kom svar tilbage, løb han i retning af gårdvagten mens han råbte "tilbage til emnet".

En virtuel tudekiks er hermed sendt i retning af Hr. Thomsen.

med venlig hilsen
Lennart

jan henrik wegener

Bevægelsen går måske for USAs præsidents vedkommende for tiden fra at være verdens upopulære magthaver nr.1 til at være populær, men med relativt langt mindre magt? Rollen som "moralsk" eller populært eller kulturelt "fyrtårn" falder jo ikke nødvendigvis sammen med at være den der bestemmer.