Det liberale kup

Et år og otte måneder kom der til at gå, før Anders Samuelsen fik sit parti, sin vilje og sit liberale projekt helt for sig selv - i bogstaveligste fortand. Som den mest rutinerede, skarpeste og mest målrettede af de tre stiftere af Ny Alliance (senere Liberal Alliance) gik Anders Samuelsen af med sejren, efter at kampfællerne, de interne modstandere, eller hvad man skal kalde dem, faldt fra én for én. Først var der Malou Aamund, så Jørgen Poulsen og Gitte Seeberg, og i går valgte partiets leder, Naser Khader, selv at sige stop. Tilbage står Samuelsen med et parti, hvor man i hvert fald kan sige, at intern splittelse ikke er det største problem, men først og fremmest et parti, som har to-tre år til at vokse sig større, og som ikke - selv om partiprogrammet i dag er et helt andet - skal ud og samle underskrifter for at blive opstillingsberettiget. Liberale kræfter har i mange år forsøgt at få sit eget parti i opposition til det midtersøgende Venstre. Her er det.

Man kan vælge at se rækken af begivenheder og afskalninger, nye partiprogrammer, nyt navn, ny organisation og meget andet som et decideret kup. Det, der begyndte som et borgerligt "anstændigt" midterparti i opposition til Dansk Folkeparti med Gitte Seebergs ord "nok er nok" og med Naser Khaders tilforladelige vision om at bygge bro mellem kulturelle kløfter, er endt som en enmandshær - et stærkt reformparti af liberalistisk tilsnit. Men den analyse forudsætter, at nogen havde kalkuleret med denne besynderlige række af begivenheder. Mere sandsynligt er det, at det blot var den mest holdbare idé, der vandt, blandt alle dem, der forsøgte at proppe idéer og ideologi ind i alliancen. Kort fortalt ville Gitte Seeberg først og fremmest hævne sig på sit gamle parti, de konservative, som hun følte sig svigtet af. Naser Khader ville slås for demokrati og imod imamer, mens Anders Samuelsen som den eneste havde en sammenhængende vision for et nyt parti og dets placering i det politiske landskab.

På sit pressemøde i går insisterede Anders Samuelsen på, at Liberal Alliance ikke er noget liberalistisk endsige ultraliberalistisk parti. Det ligger nogenlunde der, hvor Uffe Ellemann-Jensens Venstre lå, før Anders Fogh Rasmussen tog over - måske endda lidt længere inde mod midten. Om det var for at imødekomme kritikerne eller tilbagevise Naser Khaders begrundelse for at gå, er uvist. Sandheden er, at Liberal Alliance vil fjerne både top- og mellemskat, så ingen betaler mere end 40 procent, efterlønnen skal væk og den offentlige sektor reduceres. "Liberal Alliance er et liberalt parti, der bygger på fem principper: personlig frihed, frisind, mindre stat og mere privat og frihed under ansvar," hedder det på partiets hjemmeside. Saxo Banks direktør, Lars Seier Christensen, har støttet partiet økonomisk og medvirket meget aktivt til at skrive det nye partiprogram, på nettet er der fra Liberal Alliance links til danske og internationale liberalister, og de liberale i Storbritannien og de frie demokrater i Tyskland nævnes som søsterpartier. Om det er liberalt, ultraliberalistisk, eller hvad det er, er et spørgsmål om ord; der er i hvert fald tale om en økonomisk politik og en fordelingspolitik, som Liberal Alliance i dag står ret alene med.

Og det var denne nye liberalistiske kurs, der ifølge Naser Khader fik ham til at sige stop. Men forklaringen på hans afgang skal dog snarere søges i det faktum, at han havde udspillet sin rolle og efterhånden kom til at stå vejen for partiet, fordi hans enorme tiltrækningskraft er forsvundet i takt med tumlerierne og den slingrende ledelse af partiet. Naser Khaders projekt blev født og fik næring af Muhammed-krisens splittelse af befolkningen i to uforsonlige lejre. Khader kom til at stå som den brobygger, alle ledte efter, men idéen holdt ikke, og en håbløs tumultagtig valgkamp sendte Ny Alliance på en af dansk politiks hurtigste og kraftigste nedture. Med egne ord er det ikke tal, skattesatser og erhvervspolitik, der holder Naser Khader vågen om natten, og med den indstilling til det politiske arbejde er det svært at være partileder.

Objektivt set burde der være rum for et liberalt parti mellem den nationalkonservative VKO-alliance og centrum-venstre-blokken bestående af S, SF og R. Det er i hvert fald det, man ser i andre lande. Efter at borgerlige partier er rykket mod midten, er der en større gruppe vælgere, som i dag føler sig hjemløse, nemlig dem, der ønsker en markant lavere skat, en mindre offentlig sektor og lavere overførselsindkomster. På det værdipolitiske felt er der tilsvarende rum for et parti, som tager den personlige frihed mere alvorligt og går imod overvågning, registrering, lovgivning, som griber ind i den personlige frihed og så videre. Hvis Anders Samuelsen formår at spille den rolle med overbevisning og med hjælp fra et stærkt bagland, er det for tidligt at dømme Liberal Alliance ude - også selv om det er meget nemt i dag at grine ad et parti, der i den grad har stået for underholdningen og formået at spænde ben for sig selv.