Ny verden - også for direktører

For nogle handler forhandlingerne om hjælp til bankerne om ren teknik, om hvordan samfundshjulene igen kommer til at snurre rundt uden gnidninger, om hvordan virksomhederne hurtigt og smertefrit får tilført de kreditter, de har brug for, og alt igen således bliver som før. Krisen er en midlertidig ustabilitet, som skal overstås så hurtigt som muligt. For andre handler de mange milliarder til bankerne om at sikre retfærdighed, om skyld og straf for frådseri og overforbrug, om noget for noget og om en ny dagsorden for den økonomiske politik. Finanskrisen og den økonomiske nedtur er for dem en ny begyndelse, en chance til at begynde på en frisk med nye etiske standarder for en falleret markedsøkonomi. Og det er lige netop den konflikt, denne genopblussen af en tilgang til økonomien, som man troede glemt, som Helle Thorning-Schmidt med stor akkuratesse sætter fokus på med sit forslag om en øvre grænse for bankdirektørernes løn. Med sin indignation og fokus på grådigheden sætter hun et næsten "klasserent" stød ind i debatten og genopliver den blegnende højre-venstre akse i dansk politik.

For verden og verdensøkonomien er ikke som før, gigantbanker verden over er nu på statsstøtte, i flere lande ligefrem nationaliserede, konkurser og massefyringer er konsekvenserne af et overgearet finansielt system og nogle finansielle handlemønstre, som viste sig at være dybt uhensigtsmæssige og skadelige for verdensøkonomien. Skulle bankdirektørerne, disse finansielle frontløbere, som har været medarrangører af den store fest, så blot kunne fortsætte med deres astronomiske lønninger som hidtil, og oven i købet tage imod gigantiske hjælpepakker fra staten, som om intet var hændt? Det mener man i hvert fald ikke i hverken Tyskland eller Storbritannien, som allerede har gjort en begrænsning af bankdirektørernes lønninger til en del af de nationale bankredninger. I den danske debat opfattes forslaget derimod som noget, der mest ligner kommunisme.

Topdirektører generelt og bankdirektører i særdeleshed har over de seneste 10 år oplevet en løneksplosion uden sidestykke i historien. I 1983 fik bankdirektører således i gennemsnit 830.000 kroner om året, i dag får de 5,3 millioner i løn. Danske Banks administrerende direktør, Peter Straarup, hæver 12,6 millioner årligt. Samme udvikling er set blandt andre topchefer i erhvervslivet. Og selv om man i USA og andre steder kan berette om direktørlønninger på flere hundrede millioner kroner, som trods alt ikke er virkeligheden i Danmark, så er vi meget godt med på tendensen. Direktører er tilsyneladende svære at værdifastsætte og mener selv, at de blot er lønnet i overensstemmelse med deres markedsværdi. Men så enkelt er det ikke. Ifølge professor i virksomhedsledelse Steen Thomsen fra Handelshøjskolen i København er bestyrelser ofte i tvivl om aflønningen. "Derfor kigger alle virksomheder på, hvad de andre virksomheder giver, og indretter deres egen løn derefter. Man forholder sig til det generelle niveau og giver en lille smule ekstra. Den effekt er med til at drive lønningerne stadigt højere op," sagde han i et interview for nylig. Det er altså ikke nogen naturlov, at lønnen skal være så høj og ej heller et resultat af internationalt pres. Ugebrevet A4 dokumenterede for nylig i en undersøgelse, at det er yderst sjældent, at en dansk topchef headhuntes til udlandet. Derfor er der meget, der tyder på, at problemet med de høje lønninger til nogle få udvalgte nøglepersoner ikke kan løses af bankerne og deres bestyrelser selv. Så i lighed med en overenskomstmæssig mindsteløn, giver det god mening, at der er mulighed for at operere med en maksimumløn.

Reaktionerne på det socialdemokratiske indspark i forhandlingerne om bankpakken har været forudsigelige. "Populisme" lyder det fra Venstres erhvervsordfører, Jacob Jensen, som i lighed med statsministeren mener, at Helle Thorning-Schmidt skal holde sin mund. "Bodegasnak," vrisser erhvervsmanden Asger Aamund. Det skal ingen blande sig i. "Helt urimeligt," siger CEPOS-direktør Martin Aagerup, mens næstformand i finansforbundet, Kent Petersen, mener, at Socialdemokraterne skal fokusere på noget helt andet.

Den voldsomme reaktion tyder på, at Helle Thorning-Schmidt har ramt et meget ømt punkt med sit forslag. Ikke kun fordi hun formulerer den almindelige lønmodtagers forargelse og undren over lønniveauet i toppen af deres bank, men også fordi hun genopliver en klasekamp, som især Venstre har forsøgt at begrave i mange år.

Derfor var Anders Fogh Rasmussens eneste reaktion på forslaget i går, at det var utidigt og udtryk for dårlig forhandlingssetik. Han ved godt, at hvis han går ud på gaden og spørger sine vælgere, så er de på Thorning-Schmidts side i denne sag. Bankerne skal ikke styres af staten, men selvfølgelig skal de være parate til at bidrage med en beskeden modydelse, hvis de skal hjælpes med op mod 100 milliarder kroner i statslig støtte. En hjælp, der vil få bankaktierne til at stige betydeligt. bew