"Men Jesus sagde til dem: En profet er ikke miskendt undtagen i sin hjemby og blandt sine slægtninge og i sit hus.
Markus Evangeliet 6,4
MAN KAN NORMALT IKKE forklare politiske begivenheder med matematisk præcision. En dårlig overskrift, en tilfældighed, en negativ statistik og en uforudset hændelse kan pludselig ændre billedet og få ellers nagelfaste forudsigelser til at virke som naive postulater uden bund i virkeligheden. I ugerne før jul virkede det, som om den britiske premierminister, Gordon Brown, efter måneder i tovene i den metaforiske boksering endelig var trådt i karakter. "Den mest succesfulde finansminister i Storbritanniens historie", som hans rival Tony Blair i sin regeringstid modvilligt har kaldt ham, var manden, der ragede op i det økonomiske uvejr; den politiker, der havde en plan, og som bevarede roen, mens andre regeringsledere løb rundt som hovedløse høns.
Den britiske premierminister blev fremhævet af økonomen Paul Krugman som manden, der havde reddet, om ikke verden, så dog det finansielle system. Kort efter denne skæggede amerikaner havde modtaget Den Svenske Nationalbanks Pris, ofte omtalt som nobelprisen i økonomi, sagde han i et interview: "Gordon Brown og Alistair Darling, den britiske finansminister, har været arkitekterne bag den internationale redningsaktion. Andre lande forsøger nu at indhente dem".
HJEMME I STORBRITANNIEN tog Brown den politiske føring. Han udnyttede den nye politiske medvind. Labour indhentede de konservatives forspring i meningsmålingerne, og Brown overraskede alle ved at udnævne Peter Mandelson, den tidligere EU-handelskommissær, til handels- og industriminister. Han havde samlet 'the A-Team', som det blev sagt; Labour stillede i stærkeste opstilling, smøgede ærmerne op og brugte alle de kendte klichéer til at fortælle, at Brown - og ikke den uprøvede David Cameron - kunne løse krisen. "Dette er ikke en opgave for en novice," sagde Brown rammende ved partiets årsmøde.
Det har derfor overrasket mange, at den seneste meningsmåling i Storbritannien igen viser et kæmpe forspring til det konservative parti. Hvis der var valg i dag, ville Labour kun få 28 procent af stemmerne. De konservative står til 43 procent - det samme som Margaret Thatcher vandt i 1983 - da hendes popularitet var på sit højeste. Brown er ikke længere manden, folk har tiltro til. Et flertal af vælgerne tror ham ikke længere. De politisk-økonomiske tiltag har ikke virket i Storbritannien. Krugmans roser til Brown har vist sig at være uberettigede og måske endnu et bevis på, at man aldrig skal tro på økonomers fremskrivninger og prognoser.
JESUS VAR IKKE succesfuld på sin hjemegn. Som evangelisten Markus skriver: "Han kunne ikke gøre nogen mægtig gerning dér" (Mark 6,5). Den skotske præstesøn Gordon Brown er ikke verdens frelser, selv om han kom til at sige det i Underhuset før jul. Men hans evangelium bærer frugt, når det er blevet anvendt af andre landes regeringer (f.eks. i Frankrig og Tyskland). Men i Storbritannien virker det ikke. Den banksektor, som Brown også hævdede at have reddet, er endnu længere nede i den berømte afgrund end tidligere. Alle nøgletal peger i nedadgående retning, og der er røde tal på bundlinjen. Storbritannien er i en situation meget lig 1976. Dengang måtte den daværende Labour-regering ty til nødlån fra den Internationale Valutafond. Noget tilsvarende er usandsynligt for nærværende. Men det er ikke utænkeligt. At Brown taber vælgermæssigt terræn i en sådan situation, er politisk logik for begyndere.
Nogle vil se disse vanskeligheder som et tegn på, at Browns begejstring for statsintervention - og hans nyfundne begejstring for keynesianismen - har lidt skibbrud. Men skadefro nyliberalister står ikke i kø for at kritisere Browns økonomiske filosofi. De gemmer sig. Faktum er, at økonomer - uanset politisk farve - ikke kan finde noget alternativ til den statsdirigerede økonomiske doktrin, som Brown er talsmand for. Også den konservative opposition i det britiske Underhus ved, at markedet og ultraliberalismen ikke er troværdige svar på krisen.
PROBLEMET FOR BROWN er hans person. Han opfattes som utroværdig - lidt på samme måde som Poul Nyrup Rasmussen blev det før valget i 2001. Brown gør det rigtige. Der er ikke noget alternativ til statsintervention og store offentlige investeringer, hvis den økonomiske krise skal afsluttes. Men for mange briter ses Brown som et symbol på krisen og som personificeringen på selve problemet. Hvis Brown skal sikre sig en plads i historiebøgerne, må han fastholde kursen - også selvom den ikke gør ham populær. Han vil vinde større ære ved at ofre sig, end hvis han blot følger folkestemningerne. Det store spørgsmål er om profeten også er en stor statsmand. Q
