Leder

Det rene gaz

Debat
8. januar 2009

Den altid markante russiske kommentator Valerija Novodvorskaja sagde forleden, at gaskonflikten mellem Ukraine og Rusland i virkeligheden handler om, at KGB-folk i begge lande har travlt med at beskytte egne økonomiske interesser og stjæler fra hinanden i flæng. Dertil kommer ifølge hende, at det "autoritære regime" i Moskva har travlt med at fremme diktaturet i nabolandene. På sin ironiske måde udtrykte Novodvorskaja det sådan i en russisk netavis: "Hviderusland får (billig gas), for de har ikke demokrati, der er diktatur, derfor får I gas for 100 dollar plus kredit, men Ukraine har værsgo at betale 450 dollar for gas, for der er demokrati og ingen politiske fanger og en vestlig udvikling. Ren chikane og gasaggression."

Der er altid et gran sandhed i Novodvorskajs som regel hadefulde udfald imod Kreml. Bag Ruslands magtdemonstrationer overfor Ukraine - og Vesten - ligger både et personligt had mellem premierminister Vladimir Putin og den ukrainske præsident Viktor Jusjtjenko og en dybtfølt russisk vrede over, at Ukraine under Jusjtjenko søger tilnærmelse til NATO, USA og EU, og at landet støttede Georgien med våben og moralsk i konflikten over Sydossetien.

Putin kunne slet ikke skjule sin fryd nytårsdag, da han for åben skærm beordrede Gasproms formand Aleksej Miller til at mindske leverancerne af gas gennem Ukraine i samme omfang, som den mængde ukrainerne efter Moskvas bedømmelse stjæler fra rørledningerne til Vesteuropa.

Putin og Miller begrundede nemlig nedskæringen med, at Ukraine stjæler omkring 15 procent af den gas, som Rusland sender mod Vest via Ukraine, og at Kiev nægter at betale sin gæld for allerede leveret gas på op imod en milliard dollar og samtidig ikke vil forhandle om nye markedsbaserede priser på gassen. "Ja, skru ned, allerede i dag," sagde macho-Putin tilsyneladende uden tanke for, at Rusland dermed for alvor er ved at miste pålidelighed som storleverandør af energi til det energitørstende Europa.

I går stoppede gasleverancerne gennem Ukraine til EU så helt og en række lande er i fare for at fryse ned og gå i stå på grund af konflikten. Gazprom påstår, at det er ukrainerne, der har lukket for hanerne til de fire strategiske rørledninger mod Vest. Ukrainerne hævder, at Moskva helt er stoppet med at levere. Man må håbe for det frysende sydøsteuropa, at forhandlingerne mellem Ukraine og Rusland, som indledes i Moskva i dag, hurtig fører til en løsning og en genåbning af hanerne. Fra alle sider lyder der opfordringer til straks at genoptage leverancerne og indlede forhandlinger. Begge parter siger da også, at de er villige til at sætte sig til forhandlingsbordet i dag for at finde en løsning. Alt andet vil være det rene idioti, og konflikten må føre til, at Vesten for alvor lægger pres på både Rusland og Ukraine for at undgå gentagelser. Der er da også tegn på, at den økonomiske krise og de faldende energipriser har ført til en øget russisk forståelse for landets egen afhængighed af energikunderne i nabolaget.

Ellers må EU-landene, som Putins egen tidligere rådgiver Andrej Illarionov foreslog i går, hurtigst muligt finde alternative energileverandører.

Men Rusland er ikke den eneste skyldige i konflikten, hvilket EU da også synes at have indset denne gang i modsætning til i 2006, hvor fordømmelserne haglede ned over Moskva. En polsk ekspert sagde forleden til en ukrainsk avis, at der findes en simpel og hurtig løsning. Nemlig at Ukraine, der jo stræber efter vestlig integration, markedsøkonomi og demokrati, også accepterer markedsøkonomiens spilleregler. Det vil sige holder op med at stjæle gas fra rørledningerne og begynder at betale markedsprisen for olie og gas fra Rusland uden at regne med subsidier fra det store broderfolk i Øst. Det har de baltiske og de østeuropæiske lande gjort med held. Hvis ukrainerne begynder at betale fuld pris, så vil der kun være et land tilbage, som får olien til 'broderpris' - nemlig Hviderusland. Modydelsen er lydighed overfor Moskva og politisk og økonomisk isolation.

Problemet i Ukraine er desuden den evige politiske batalje. Gaskrigen er et brik i den politiske kamp, hvor en upopulær Viktor Jusjtjenko forsøger at høste points op til næste valg ved at spille barsk over for Moskva og uskyldig over for Vesten.

Hans linje i gasspørgsmålet ser ud til i virkeligheden at være rettet imod hans mest sandsynlige efterfølger, premierminister Julija Timosjenko, der det seneste år har søgt tilnærmelse til Moskva og dæmpet bestræbelserne på at opnå medlem-skab i NATO.

Resultatet kan meget vel blive, at Moskva får sin vilje på to punkter:

Ukraine bevæger sig i retning af en mindre konfrontationssøgende linje overfor Rusland.

Og det russiske ønske om en gasrørledning via Østersøen til Tyskland - forbi Ukraine, Hviderusland og Polen - kan blive en realitet. PD

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her