Leder

Det han ikke sagde

Debat
2. januar 2009

"For siden sidste nytår har verden ændret sig."

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), nytårstale 2009

Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard var hurtig til at kommentere statsministerens nytårstale i går. Og usædvanlig kritisk endda. Kjærsgaard mener, at Fogh Rasmussen svigter værdikampen, fordi den er røget helt ud af talen for 2009.

"Ikke et ord om integration, kultur eller kriminalitet, til trods for at dette år er begyndt med et knivdrab i Københavns natteliv," vrissede DF-lederen, som efterlyser den gamle Fogh, som var bannerfører for danske værdier og en stram udlændingepolitik.

Dét, som Pia Kjærsgaard måske har opdaget - og derfra stammer hendes frustration, er, at verden har ændret sig radikalt siden sidste nytår. Den buldrende finanskrise og den efterfølgende økonomiske nedtur, som først ventes at tage fart for alvor i 2009, har sat en helt ny politisk dagsorden og dermed fortrængt den gamle. Det er svært at samle opmærksomhed om muslimske tørklæder i retssale, kulturkanon og halalslagtet kød i børnehaven, når en alvorlig økonomisk krise lurer lige om hjørnet og truer langt mere direkte.

Anders Fogh Rasmussens nytårstale 2009 vil derfor først og fremmest blive husket for alt det, han ikke sagde, alt det, der ikke længere er plads til, og alle de konflikter, som blegner i lyset af den utryghed, som krisen skaber. Hvis Fogh Rasmussen skal bevare sin popularitet og måske endda vinde en fjerde periode som statsminister, så skal han springe på den nye dagsorden med det samme og med fuld kraft, han skal skabe tryghed og udstråle handlekraft over for de økonomiske trusler i stedet for at følge med Pia Kjærsgaard ned i de gamle skyttegrave. Og det var lige netop, hvad Fogh Rasmussen forsøgte at gøre med sin tale til nationen. Med stor sikkerhed og en overraskende selvfølgelighed har han endnu engang formået at sadle om og ride en anden vej. Til stor irritation for samarbejdspartnerne i Dansk Folkeparti naturligvis.

Statsministeren har en plan for, hvordan Danmark slipper gennem krisen, som han forklarede i går Men den er langt fra overbevisende - og slet ikke på kort sigt. Som det første skridt skal regeringen forhandle en bankpakke på plads, som skal løse et af de mest presserende problemer lige nu, nemlig at bankerne har smækket kassen i og end ikke ønsker at låne penge ud til solide projekter. Den stramme kreditpolitik sætter samfundet i stå, men pakken er først og fremmest blevet nødvendig, fordi regeringen afstod fra at gøre det, som mange andre lande gjorde i første omgang: At skyde kapital direkte ind i bankerne. Det er man nu tvunget til at gøre med måneders forsinkelse. Resten af Fogh Rasmussens kriseplan ligger desværre hen i tågerne og kan bedst beskrives med ordene: Vi er godt rustede, og skulle der vise sig behov, så vil regeringen slå til med det samme - altså, en lad os vente og se tiden an-strategi. De midler, som Fogh nævner i sin tale, er fremrykning af offentlige investeringer og en skattereform, som er underfinansieret i de første år, således at skatten bruges til at løfte det private forbrug til gavn for efterspørgslen. Med en håndevending er netop det at sætte skub i økonomien sammen med miljøet, blevet til et af hovedargumenterne for at gennemføre den skattereform, som regeringen har i støbeskeen. Væk er den oprindelige begrundelse, at der kommer til at mangle hænder, og at flere skal i job og arbejde mere. Også her skal man tilsyneladende lægge mærke til det, statsministeren ikke siger.

Men hvad statsministeren mangler af handlekraft på kort sigt, bliver hentet godt og grundigt ind af de store visioner på langt sigt. Danmark skal være en grøn vindernation, hverken mere eller mindre. Danmark skal være førende, når det gælder vedvarende energi, jernbaner, veje, der tager hensyn til naturen, elbiler, biobrænsel og meget andet. Det giver særdeles god mening både for økonomien og for klimaet og miljøet. Verden har i den grad brug for en ny grøn revolution, og hvorfor ikke bruge nedturen og den ekspansive finanspolitik til noget fornuftigt. Problemet for Fogh Rasmussen er blot, at han langt fra er alene om den strålende ide. Faktisk arbejdes der med lignende planer for grønne investeringer i en række andre vestlige lande med USA i spidsen. Og endnu mangler vi et svar på, hvor pengene skal komme fra til den grandiose grønne vision om at frigøre Danmark fra fossile brændstoffer.

Udover hensynet til klimaet, nævner Fogh Rasmussen endnu et argument for at gøre Danmark uafhængighed af olie og gas, som viser, at værdikampen alligevel ikke er helt død. For den store import af olie er med til at overføre velstand fra den vestlige verden til regimer i Mellemøsten, som vi ikke bryder os om.

Tankegangen om at lukke for denne 'overførsel' er idealistisk og sympatisk, men også en smule pudsig, fordi Danmark i dag er selvforsynende med olie og gas fra Nordsøen, og fordi det hurtigt kan betyde, at en lange række andre importvarer skal udfases. bew

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Som Pia Kjærgaard og Bent Winther så rigtigt har bemærket, har vi været vidner til den første af Anders Fogh Rasmussens nytårstaler, hvor han ikke har benyttet anledningen til at svine indvandrerne til. Det må vi virkelig glæde os over, da det kunne være en spæd start på et kursskifte i dansk politik, hvor partilederne fra Dansk Folkeparti og til SF måske vil holde op med at konkurrere om, hvem der kan udtrykke sig mest fremmedfjendsk.

Bent Winther gå imidlertid helt galt i byen, når han vil forklare årsagen til denne glædelige begivenhed. Winther mener at det skyldes finanskrisen og skriver således:

”Den buldrende finanskrise og den efterfølgende økonomiske nedtur, som først ventes at tage fart for alvor i 2009, har sat en helt ny politisk dagsorden og dermed fortrængt den gamle. Det er svært at samle opmærksomhed om muslimske tørklæder i retssale, kulturkanon og halalslagtet kød i børnehaven, når en alvorlig økonomisk krise lurer lige om hjørnet og truer langt mere direkte.”

Det er jo rent ud sagt noget forbandet sludder. Traditionelt har det altid været sådan, at det specielt i krisetider har eksisteret særligt gode vilkår for racisme og fremmedhad.

Det findes der utallige eksempler på, hvor det mest kendte som bekendte er krisen i Tyskland efter Første Verdenskrig.

Med andre ord har Bent Winther har atter engang bragt en pointe til torvs, der placere ham et pænt stykke ude i hampen.

Årsagen til Anders Fogh Rasmussens ny politik skal naturligvis som altid søges på den anden side af Atlanten. Anders Fogh Rasmussen kopierede næsten til mindste detalje de neokonservative og George Bush værdikamp så længe den stod på. Nu kopierer Fogh Rasmussen med samme iver og konsekvens B. Obamas nyindførte miljøkamp. Anders Fogh Rasmussen har ikke eksplicit sagt at det er det han gør, men man skal være mere end almindelig politiks tonedøv, hvis man ikke kan se, at det er det der foregår.

Kursskiftet i Danmark er simpelthen en direkte afspejling af kursskiftet i USA, men det er tilsyneladende en kendsgerning og en erkendelse der simpelthen er for pinefuld for Bent Winther og andre nationalister? Det ville simpelthen være for ydmygende at erkende og indrømme, at dansk politik sinde 2001 først og fremmest har været et ekko af det der foregår i USA?

Inger Sundsvald

At sparke nedad og stræbe opad (spytslikkeri) har nu og i hele regeringens levetid været vejen frem.

God kommentar af Per Thomsen

Han påpeger: "I krisetider eskalerer racisme og fremmedhad".

... og han påpeger videre at Anders Fogh Rasmussens i sin nytårsretorik snedigt har valgt et kursskifte væk fra den åbenlyse femmedhetz. Klimakrise, finanskrise og den efterfølgende økonomiske nedtur, påkalder behovet for en ny "grøn" dagsorden, hvor ordet "vækst" kan misbruges - så det stadig klinger som det reneste guld...

- og sådan handler Anders Fogh Rasmussen i stille og rolig forventning om, at krisen af sig selv skærper modsætningerne i underDanmark.

- men det kan jo tænkes at det svækkede overDanmark bliver pludseligt overraskede - de er jo blevet så kælne, at det er til at brække sig over ...