Tillykke med de 25 år

Danmark kan i dag fejre sølvbryllup med Pia Kjærsgaard - på godt og ondt. 25 år er gået, siden Pia Kjærsgaard første gang fik plads i Folketinget. Hun kom ind som suppleant for den nu afdøde leder af Fremskridtspartiet, Mogens Glistrup. Glistrup måtte afbryde sin folketingskarriere for at afsone sin straf i Horserød, og imens satte Pia Kjærsgaard sig godt til rette på Christiansborg. Ingen havde dengang spået, at hjemmehjælperen fra Gentofte 25 år senere ville blive kåret som landets mest magtfulde kvinde og Danmarks næstmest betydningsfulde politiker, kun overgået af statsministeren. Mogens Glistrup tog alvorligt fejl, da han i en af deres utallige fejder efter løsladelsen sagde, at der ganske enkelt ikke eksisterer huller i Pia Kjærsgaards uvidenhed. Hvad Pia Kjærsgaard ikke havde eller har af indsigt i skattelovgivning og statsret, har hun til overflod haft i politisk tæft og fingerspidsfornemmelse for vælgernes inderste tanker. Pia Kjærsgaards evne til at identificere sig med folkestemningen, tale den efter munden og puste liv i de mest primitive menneskelige reaktioner har været uovertruffen og en stor del af årsagen til hendes og Dansk Folkepartis succes.

Dansk Folkeparti var det første parti, der opfangede og forstod at udnytte den folkelige modstrømning i kølvandet på 90'ernes globaliseringseufori. Mens de gamle partier fulgte med tidens begejstring for EU, den globale landsby, de nye muligheder efter murens fald, de åbne grænser, informationssamfundet og den tiltagende globale multikulturalisme, så gik Dansk Folkeparti den modsatte vej og var imod. Imod EU, imod indvandring, imod tolerance over for fremmede kulturer og religioner, imod frisindet og åbenheden. Pia Kjærsgaard appellerede ikke - som nogen fortsat hævder - til racister og nationalister - det gjorde hun måske også - men først og fremmest har hun appelleret til almindelige mennesker, som har følt sig truet og pressede af globaliseringens ofte brutale forandringer. De, der oplevede fremmede muslimske indvandrere overtage deres boligområde og skoler, og som nægtede at acceptere de nye vilkår og den kortslutning af lokale fællesskaber, som de medførte. Og de, der som konsekvens af den ekstremt hurtige afvikling af det danske industrisamfund, oplevede at blive udstødt - eller overflødige, som journalist og forfatter Erik Meier Carlsen kalder dem i bogen, De overflødiges Oprør. De så sig selv presset ud af et arbejdsmarked og et Danmark, som ikke længere tilhørte dem, fordi deres job enten blev overtaget af ny teknologi eller flyttede til lande med billig arbejdskraft. Det er dem, Pia Kjærsgaard har talt og taler til med en enestående præcision og konsistens kombineret med et løfte om socialdemokratisk velfærds status quo. En ideologisk kombination, der har vendt op og ned på den traditionelle politiske højre-venstre skala.

Og det gør man ikke ustraffet. I begyndelsen blev Pia Kjærsgaard spyttet på, hun blev kaldt racist og det, der er værre. Nyrup sagde, at stueren blev hun aldrig, og for venstrefløjen, de radikale og kulturradikale blev Pia Kjærsgaard hadeobjekt nummer ét. Men hun havde fat i den lange ende og har det fortsat. I dag er det Dansk Folkeparti, der svinger taktstokken i værdidebatten, alle andre har ikke kunnet gøre andet end at følge efter. Først rettede Venstre ind med Anders Fogh Rasmussens overtagelse af partiet efter Uffe Ellemann-Jensen, senere kapitulerede Socialdemokraterne og senest SF. Der er naturligvis forskel på Dansk Folkeparti, SF og de andre, men klangbunden for indvandrerdebatten og de monumentale danske værdier er i dag skabt af Dansk Folkeparti. Ingen politiker slipper længere levende fra at sige, at en fremmed blot er en ven, du ikke har mødt, eller at Danmark bør tage imod flere indvandrere. Godt hjulpet på vej af 11. september, Muhammed-krisen og stigende indvandrerkriminalitet har Pia Kjærsgaard og hendes partis kamp mod den værdimæssig relativisme i dele af det politiske landskab i dag vundet stort. Alt er ikke lige godt, der er venner og fjender, dem, der er med os og imod os. Det er Dansk Folkepartis fortjeneste.... og forbrydelse.

For når alt det pæne, som skal til på en jubilæumsdag, er sagt, så er der alt det andet - alle de negative og dybt fortvivlende konsekvenser af Pia Kjærsgaards oprør tilbage. For nok er danske frihedsværdier, islam og indvandrerpolitik i dag emner, som absolut ikke er tabuiserede, men konsekvensen er også, at der er gravet så dybe grøfter mellem befolkningsgrupper, at det er svært at se, hvordan de kan overvindes. Måske for at vinde lydhørhed, måske af overbevisning har Pia Kjærsgaard skruet så meget op for hadet og de primitive appeller, at ingen længere bekymrer sig om den danske underklasse af indvandrere. De kan sendes ud af landet uden rettergang, isoleres på fattighjælp, som ikke er set siden begyndelsen af forrige århundrede, eller fratages helt almindelige kulturelle og religiøse rettigheder. Det store flertal af danskere er ligeglad. Det er også Pia Kjærsgaards fortjeneste. Tillykke. bew