Leder

Den ukrænkelige bevægelighed

12. januar 2009

I torsdags begyndte forhandlingerne om bankpakke II. Regeringen spillede på forhånd ud med en beløbsramme på 100 milliarder kroner, og partiernes ordførere gik ind til forhandlingerne med flotte formuleringer om at komme ud igen med et forlig, som udelukkende støtter sunde banker, der vil bruge en håndsrækning fra staten til at øge långivningen til sunde danske virksomheders sunde investeringer. Disse udmærkede hensigtserklæringer er imidlertid svære at opfylde.

For det første er det en betændt sag, hvis staten begynder at skelne mellem sunde og usunde banker, der i øvrigt opfylder lovens krav. For det andet har politikerne ikke en kinamands chance for at afdække det reelle finansieringsbehov. På den ene side viser Dansk Industris (DI) undersøgelser, at mere end tredjedel af organisationens medlemsvirksomheder oplever at have fået markant dårligere adgang til finansiering. Overføres dette forholdstal til samtlige danske virksomheder, svarer det til, at omkring 33.000 virksomheder med tilsammen flere end 400.000 ansatte er fanget i kreditklemmen. På den anden side har bankerne de senere år lånt stadig flere penge ud. Som flere eksperter påpeger, så tyder det jo ikke på, at bankerne lider af pengemangel. Derimod har bankerne gode grunde til at føre en restriktiv udlånspolitik, understreger blandt andre Finn Østrup, professori finansiering på CBS.

En del af de senere års udlån er formentlig gået til projekter, som med finanskrisens gennemslag viser sig at være mindre sunde end forventet. Og der er ikke udsigt til bedring. Seneste opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at dansk eksport i november 2008 var faldet med i alt 12,4 pct. i forhold til november 2007. Vareeksporten faldt til alle de fem største markeder: Tyskland, Sverige, Stor-britannien, USA og Norge, hvilket Rådets chef-økonom, Jacob Warburg, med rette finder "stærkt bekymrende". Samtidig spår diverse konjunkturanalyser, at det danske arbejdsløshedstal står foran et højdespring.

For det tredje kan politikerne ikke sikre sig, at bankpakkens mange milliarder bliver brugt efter deres hensigt. Lige før jul fik både amerikanske, tyske og engelske politikere begrundet mistanke om, at bankerne investerede efterårets økonomiske håndsrækning i sikre papirer med en god rente, frem for at låne erhvervslivet penge, som det var meningen. Og det er ikke nemt at kontrollere. Den umiddelbart gode ide om, at staten skal koble krav om en bestemt anvendelse i halen på bankpakkens milliarder strider nemlig mod EU's regler om kapitalens fri bevægelighed. Det påpegede professor i selskabsret ved Syddansk Universitet, Søren Friis Hansen, forleden i P1's Orientering.

Siden år 2000 har EF-Domstolen afsagt dom i syv sager om stater, der ejede aktier med særlige rettigheder. I seks af dem underkendte EF-Domstolen disse rettigheder. Den juridiske pointe er, at hvis nationale foranstaltninger - som for eksempel bankpakker - gør det mindre attraktivt for investorer at gå ind og købe aktier i en dansk virksomhed, så er det i princippet i strid med reglerne om kapitalens fri bevægelighed. Og i EF-juraens tankegang anses det vel at mærke altid for at være mindre attraktivt at afgive den indflydelse, der sædvanligvis følger med at være aktieejer - uanset om pågældende virksomheds bestyrelse siger ja til at få statslånet, eller til at staten køber aktier mod til gengæld at få særlige rettigheder, og uanset om senere aktiekøberne er bekendt med vilkårene.

Og ligesom det ifølge EU-reglerne ikke er muligt for staten at købe aktier med særlig indflydelse, er det heller ikke muligt for staten at give bankerne lån på betingelse af særlig indflydelse og kontrol.

Reglerne om kapitalens frie bevægelighed viger kun - og det var så den sidste af de omtalte syv EF-domme - hvis den kommende bankpakke er begrundet i tvingende samfundsmæssige hensyn, dvs. hvis den skal sikre, at der overhovedet er en fungerende banksektor i landet. Og så galt står det heldigvis ikke til.

Som optakt til forhandlingerne om bankpakke II har Radikale Venstre foreslået, at staten etablerer et nyt selskab: Danmarks Finansielle Udviklingsselskab (DFU) med Nationalbanken som eneaktionær og en kapital i størrelsesordenen 50-70 milliarder kroner. Ifølge rygter, som visse bankpakkeforhandlere har ladet tilflyde Berlingske Tidende, er dette forslag kommet i seriøs overvejelse. Et sådant statsejet selskab vil heller ikke kunne stille særlige krav i forbindelse med udlån til bankerne uden at komme i karambolage med kapitalens ukrænkelige bevægelighed.

Alligevel har forslaget fremtiden for sig. Et statsligt selskab a la det foreslåede kan give den nødvendige fleksibilitet. Hvis der viser sig at være behov for mange penge, kan selskabet give mange penge og omvendt.

Det er langt klogere end bare at skyde 100 millioner ind i bankerne, når man hverken ved, om der er behov for dem, eller om de vil gøre en forskel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tjahhh - tjohhh - de der EF-domme må vel skulle ses i sammenhæng med, at det skulle kunne blive mindre attraktivt for en udenlandsk investor at investere i en bank, hvis den danske stat havde særrettigheder i banken ... menøhhh - hvis staten havde givet særlån/tilskud til banken, og dermed støttet banken, så må det jo skulle ses som en modvægt til særrettighederne, som dermed blev udlignet.

Men EF-domstolen er måske en rendyrket kapitalistinstitution, som kun ser på statens negative indflydelse, og gladeligt ser bort fra den positive?!

Heinrich R. Jørgensen

I stedet for et statsejet selskab er udlåner nationalbankens penge til pengeinstitutterne, forkommer det noget mere logisk, at staten etablerer et statsejet pengeinstitut, 100% ejet af staten, hvor privatpersoner og erhvervsvirksomheder kan vælge at blive kunder - f.eks. hvis de øvrige pengeinstitutter vægrer sig ved at låne penge ud. Hvis de og deres projekter er kreditværdige, er der vel intet problem i at låne dem pengene?

Hvis statens indskudskapital voksede over 100 mia, behøvede dette vel ikke at være et problem?

Hellere en sådan ren konstruktion, end statsligt engagement i private virksomheder - det lugter alt for meget af styring og subsidier, og andet skidt. Og sådanne konstruktioner kan næppe undgå at forårsage juridiske hovedpiner i tilgift...

Hvor svært kan det være?

Heinrich R. Jørgensen

John Fredsted,

godt at se, at der noget der kan opnås entydig og absolut enighed om - og da særligt indenfor et område som økonomi :-)