Leder

Designernes nederlag

Debat
12. februar 2009

Det var et grumt og helt igennem parodisk billede af dansk politik, som blev rullet ud i tv-dokumentaren Dagbog fra midten tirsdag aften. Er virkeligheden bag facaden virkelig så kaotisk, tilfældig, overfladisk og kynisk, som filmen udstiller den? Spindoktorer og snotforvirrede partistiftere tumler rundt og diskuterer ligegyldige slogans, oneliners til tv-brug, tøjstil, 'udmeldinger', 'flanker' og den slags. Hvad med solidaritet? Kan vi ikke skrive noget om, at vi også er solidariske med de kasteløse i Indien og børnearbejdere, alt kvindehalløjet og den slags, spørger Khader, da han sidder en sen aften og formulerer partiprogram sammen med spindoktor Jønsson, som synes, at det lyder som en fin ide. Det er jo også med til at give en social profil, mener han. Imens interesserer pressen og offentligheden sig først og fremmest for, hvem Khader mon peger på som statsminister, et spørgsmål der står åbent helt ind til sidste halvdel af valgkampen.

De tre stiftere troede tilsyneladende, at de kunne designe sig til en succes, at de kunne vige udenom og snyde vælgerne gennem et halvt år og en hel valgkamp. Narre dem til at tro, at der var et reelt indhold i Ny Alliance - en ny politisk kurs og nye budskaber, som ikke var hørt før, en ny midte. Som tiden og filmens episke fortælling skred frem, stod det mere og mere klart, at det var der ikke. Der var til gengæld tre individer med forskellige dagsordner, politiske motiver og skeletter i skabet, som end ikke formåede at definere, hvad de var uenige om. Og til sidst smuldrede det hele. Men slutningen - filmens og Ny Alliances - er alligevel opløftende. For hvor var det godt, at det ikke lykkedes. Hvor er det livsbekræftende på demokratiets vegne, at politik ikke kan designes og spinnes ud af ingenting. Det vidner om en demokratisk robusthed, at vælgerne og medierne trods alt, da det kom til stykket, ikke lod sig bedrage, det vidner om en snusfornuft og en kritisk sans og indgyder håb om, at det moderne spindemokrati har sine begrænsninger. Eller vil et hvilket som helst parti i dag se sådan ud bag kulissen, hvis Guldbrandsen blev lukket ind? Var Ny Alliance blot dumme nok til at gøre det og mere amatøragtige end de fleste. Venstres Søren Pind kaldte i går filmen og udstillingen af de tre hovedpersoner for ulækker og bedrøvelig og sammenligner den med realityshows som Big Brother og Robinson. "Det er lige så nyfigent, lige så grænseoverskridende og lige så sørgeligt," skriver Pind på sin blog. Reaktionen er forståelig, for det er aldrig rart at få udstillet det beskidte vasketøj, heller ikke for dem der skal se på. Og det er måske filminstruktør Christoffer Guldbrandsens største triumf, at det er lykkedes ham at blive lukket ind og filme der, hvor man normalt ikke filmer. 'Dagbog fra midten' giver uden tvivl et fortegnet og lidt for tumultarisk billede af Ny Alliances korte levetid. Flere hundrede timers bånd er klippet ned til en enkelt. Til gengæld leverer den et ætsende præcist billede af, hvor perverteret politik og politisk tilblivelse kan være, når professionelle sættes til at markedsføre en vare uden indhold. Hvis det er det, Pind finder grænseoverskridende, kan man frygte, at hans ubehag skyldes, at han dybest set mener, at den slags ikke bør se dagens lys.

Det ubehagelige er ikke filmen og Ny Alliances store nederlag, men at den fortæller os, at politikere, som vi oplever dem, er konstruktioner, der ikke er til at stole på. At deres budskaber, fremtoning og reaktionsmønstre er manipulerede og designede ud fra alle andre motiver end ideologi og politisk overbevisning. Det er den slags, der får tilliden til politikerne til at smuldre og Søren Pind til at sige: Tag det væk. I de seneste uger har der raset en hidsig diskussion om politiske kommentatorer. Hvad skal vi med dem? Er de også politisk farvede og blot endnu et unødvendigt filter mellem politikere og vælgere. Filmen om Ny Alliance viser, at der er brug for dem alle sammen både Thomas Larsen, Henrik Qvortrup, Mogensen og Kristiansen og flere til. Hvis det er dem, der kan fortælle os, hvad fanden det er, der foregår. Når politik designes og udfoldes med en sådan kynisme, som det fremgår af 'Dagbog fra midten', er det behov for en oprustning i medierne ud over det sædvanlige,

Det interessante spørgsmål er, hvad der kommer efter spinæraen. Politikerne kan næppe i længden leve med, at ingen tror på, hvad de siger, og at der hver gang, de udtaler sig, skal politiske kommentatorer til at oversætte og fortolke budskaberne og trevle spinnet op. Reelt er der to veje ud af sumpen. Den ene er naturligvis at gøre spinneriet endnu mere raffineret og skjult, det har sine begrænsninger. Den anden er at søge mod en ny ægthed, en ny politisk uskyld, som bunder i et ærligt engagement. Det kan lyde naivt men honoreres helt åbenbart af vælgerne, og paradoksalt nok var det netop ægtheden og fortællingen om indvandrerdrengen Naser Khader, der gjorde ham så populær. Men det var før han blev leder og designerne tog over.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Den anden er at søge mod en ny ægthed, en ny politisk uskyld, som bunder i et ærligt engagement."

Den ægthed er såmænd gammel.

Enhedslisten har altid praktiseret den og SF havde den tidligere,..

Socialdemokraterne har desværre helt glemt det.

Venstre og konservative har bevist afviklet det

og DF har kamufleret det, for ægthed kan også blive for meget af det gode ;-)

Bent Winther:

"Den anden er at søge mod en ny ægthed, en ny politisk uskyld, som bunder i et ærligt engagement. Det kan lyde naivt men honoreres helt åbenbart af vælgerne, og paradoksalt nok var det netop ægtheden og fortællingen om indvandrerdrengen Naser Khader, der gjorde ham så populær. Men det var før han blev leder og designerne tog over."

Siger Bent Winther og begynder derefter straks selv at designe og spinne, der hvor de øvrige stand-up kommentatorer slap. Det var naturligvis ikke ”ægtheden” eller ”den politiske uskyld” der gjorde Naser Khader til den borgerlige presses darling. Hvad er det dog for noget sludder?

Naser Khaders politiske karriere har fra start til slut været bygget op om et eneste forhold, nemlig at han er en indvandrer der er villig til at medvirke i dæmoniseringen af de øvrige indvandrere. Når Khader har ytret sig i værdikampen, har hans budskab altid været det ene, at muslimer der er mere religiøse end han selv, er nogle dødsensfarlige udemokratiske fundamentalister.

Når det er en indvandrer selv, der gengiver alle fordommene mod indvandrerne, virker det naturligvis langt mere troværdigt, end hvis budskabet formidles af eksempelvis nogle rabiate præster på den yderste højrefløj. Det er naturligvis grunden til at han altid har været den borgerlige presses darling.

Prøv at se tilbage på alle Naser Khaders politiske statements gennem tiden. Så vil det være ganske iøjnefaldende og tydeligt, at det eneste område, hvor Khader for alvor har nogle markante og permanente holdninger, er når det gælder udlændingepolitikken.

I dokumentarudsendelsen blev det jo også skåret ud i pap, at Naser Khader på alle øvrige politikområder sådan set ikke mener noget, eller retter, at han mener det, hans spindoktorer fortæller ham, at der er stemmer i at mene.

Det kom også meget tydeligt frem, da Naser Khader under Karikaturkrisen stiftede foreningen ”Demokratiske Muslimer”, underforstået naturligvis, at de øvrige muslimer i Danmark ikke er demokratisk sindede. Det kan derfor heller ikke overraske at det er Naser Khader der har opfundet begrebet ”halalhippie” og i det hele taget har Khader været en vigtig medspiller og støtte i VKOs kulturrevolution og værdikamp siden 2001.

Khaders mest markante bidrag var vel, da han midt under Karikaturkrisen på et pressemøde stillede sig op ved siden af Anders Fogh Rasmussen og bedyrede overfor det forsamlede verdenspresse, at vi skam ikke har problemer med islamofobi og racisme i Danmark. Det markerede højdepunktet af Naser Khaders politiske karriere, og det var på det tidspunkt at man begyndte at tale om Khader som den mest populære politiker i Danmark.

Naser Khaders politiske karriere har således fra start til slut været bygget omkring et eneste forhold, nemlig hans vilje til at medvirke i dæmoniseringen af indvandrerne i almindelighed og muslimerne i særdeleshed.

Det demonstrere om noget hvad, og hvor lidt, der skal til for at gøre karriere i dansk politik nu om dage…

Per , det er sgu en go analyse. Respekt!

Michael Skaarup

Uden at have set filmen, finder jeg anstød til fremgang og håb i den.
Især hvis filmen kan smadrer illusionen om idealer, partipolitikken velsignelser, og karrierepolitikere med egen meninger, iblandt den danske befolkning.

Jeg tror dog, at spindoktorerne hænder har rodfæstet sig i hånddukkerne, og at symbiosen er fuldendt. Mao. fremtidens telekratiske politikere, bliver erstattet af privatejet computeranimeret figurer, reklamebudgetter sponsoreret af kapitalfonde og PR-bureauer til at udforme partiprogrammet.

jeg så filmen, og jeg må give Per Thomsen ret, mht. Naser Khader, - han er og bliver en vindbeutel, som hele tiden har haft et eneste mål: en ministerpost.

Han troede så at der lå en genvej i at stifte eget parti, og det kunne der have gjort, hvis han havde haft bare et minimum af format og situationsfornemmelse.

Bent Winther mener, at filmen viser os sandheden om politikere, og der er jeg uenig med ham. Ny Alliance var en øvelse i storhedsvanvid, for Khader og Samuelsons vedkommende, og en demonstartion af ideologiens magtesløshed, for Seebergs vedkommende.

Men de personer der opnår politisk magt, er helt anderledes. De har ikke alene viljen til magt, men også sulten efter den. Det er muligt at enkelte af dem camouflerer det bedre end andre, men de danske partier er ikke elevråd, hvor formandspladsen går til den der er mindst uvillig til at tage den.

Så filmen viser os kun sandheden om Naser Khader, - en hyggelig, men umoden mand, der har fået karriere efter karriere tilbudt på en sølvtallerken, men foreløbig stadig sidder i muddergrøften, fordi han vil være kalif istedet for kaliffen.

Inger Sundsvald

Man sidder jo snart tilbage, fuldstændigt ribbet for illusioner.

Kan man tillade sig at håbe på, at Anders Samuelsen får hvad han har fortjent, og Ulla Østergaard med?

Spørgsmålet er jo: Hvordan kan man være så dum, og i begejstring lukke en trojansk hest ind?

Naser Khader kan faktisk også nogle gange være en flink fyr. Blot for at undersbygge og bekræfte den kommentar jeg skrev i går i ovenstående, har Khader i dag udsendt en glødende støttteerklæring til den hollandske ilslamhader Geert Wilders...

Bjarne F. Nielsen

Per Thomsen har fordrejet sig selv i en blød distanceflørt med Khader.

Khader hylder retten til ytringer. Og støtter derfor Wilders ret til at bringe kommentarer til filmen på engelsk grund.

Det er altså ikke det samme som at hylde Wilders syn på muslimer.

Khader angriber de antidemokratiske muslimer,
som ønsker at beskære retten til religionkritik. Her og i resten af Europa.

Og beklager, at den engelske regering har valgt at give efter for presset ved at nægte Wilders indrejse. Ytringsfriheden blev taber.

Det er en svær balancegang at ville det ene uden at gøre det andet.

Jeg har kun set uddrag af filmen. Den er frastø-dende. Skaber had og ikke debat.

.....

Bent Winther har peget på Ny Alliance, der ikke var intelligent design. Det er en uafsluttet politisk farce med en lang række stunts, hvoraf flere formentlig vil forblive enestående i de politiske annaler. Ideen var
god nok. At mindske DF's indflydelse. Men den kunstneriske udførelse snarere styrkede end svækkede DF.

Hvad partipolitikeren på Borgen i virkeligheden mener sammen med spindoktoren, ja det forklares af tidligere partipolitiske spindoktorer i medierne. Og problemet består - de folkevalgtes ringe troværdig. Mener de det, det mener?

Brugen af spindoktorer er tiltaget under VK-regeringen. Men efter et velkomment regerings-skifte bliver det næppe anderledes.