Leder

Fasten er slut

Debat
23. februar 2009

"Jeg er hverken minister for badeforhæng, tørklæder eller leverpostej. Det er noget, man afgøre lokalt."

Undervisningsminister Bertel Haarder (V)

DET ER IKKE festen, Dansk Folkeparti vil til livs. For hvis nu muslimske børn og unge var, som børn og unge nu er flest, så ville der næppe være en kat, der ville gø. Heller ikke i DF, selv om der måske kunne være al mulig grund til at bekymre sig over danske børn og unges festmønster. Nej, det er fasten, der er en torn i øjet på DF, repræsenteret ved partiets uddannelsesordfører, Martin Henriksen.

I et nyt beslutningsforslag, som blev omtalt her i avisen i weekenden, skal det ifølge partiet være slut med de hensyn, der tages til muslimske børn. Ikke mere halalslagtet kød, ikke flere badeforhæng, ingen fridage under ramadanen, og som en ekstra lille trumf mener partiet, det skal være muligt at bortvise elever, der faster, hvis dog ikke ligefrem at udvise. Mens der fra anden side for tiden føres et lignende korstog mod det absolutte minimum af danske skoler, som indleder dagen med et fadervor og salmesang, mener Dansk Folkeparti i det almindelige signalpolitiske overbud på udlændingeområde, at der må gribes ind over for hensynene til muslimske elever. Forslagene, der, som det fremgik af Information lørdag, ikke opnår politiske flertal, er udelukkende rettet mod muslimer.

SOM MARTIN HENRIKSEN fra DF formulerede det, så er "halalkød og badefaciliteter noget, man engang har sagt ja til, fordi ingen andre tager skade af det. Sådan har det ene særhensyn taget det andet, og nu tør ingen sige, hvor grænsen går".

Forslaget har ingen aktuel anledning. Det er ikke de samlede danske skoleledere, der i afmagt har forsøgt at råbe politikerne op. Derimod tyder meget på, at det trods mediers og politikeres uophørlige beskæftigelse med truslen fra islam og de ekstremistiske elementer i alle lejre, rent faktisk går fremad med integrationen. Også i skolen.

Det er givet, at der skal gøres meget for at modarbejde religiøse og kulturelle regler, der forhindrer børn i at deltage i fødselsdage, lejrskoler og undervisning. Men styrken ved det danske demokrati ligger blandt andet i, at man med udgangspunkt i de regler, der foreligger, har været i stand til at finde mindelige løsninger lokalt.

Det har man gjort på arbejdsmarkedet, hvor man har bedt DF blande sig uden om, selv om partiet har krævet bederum og hovedbeklædning forbudt. Man har meddelt, at man er i stand til at finde egne løsninger. Og det er man også i skolen inden for de regler, der i forvejen eksisterer.

Det er der heldigvis et politisk flertal, der forstår, bl.a. undervisningsminister Haarder, der med egne ord ikke ønsker et "stalinorgel" af regler indført.

Det gør DF ganske givet heller ikke, og netop derfor fremstår den evige symbolpolitiske optrapning på området desto mere usmagelig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Holm Knudsen

Nu er Martin Henriksen (DF) jo ikke hverken DFs eller for den sags skyld Folketingets skarpeste hjerne, og godt det samme, Folketinget skal afspejle befolkningsbreddens kløgt, og her er Martin den, der kan sikre, at det ikke bliver et alt for klogt Folketing. Det kaldes demokrati.

Hvis ikke det var fordi, at han lige netop sad i Folketinget, ja så var der næppe nogen, der havde lagt mærke til ham. Så skulle det da lige være, hvis han dristede sig til at få en dom for racisme i lighed med sine partikollegaer.