Leder

Den flyvende hollænder

14. februar 2009

'Selv holdninger mister deres immunitet, når de omstændigheder, under hvilke de udtales, kan medføre en voldelig handling. Den opfattelse, at kornhandlerne udsulter de fattige, og at den private ejendomsret er tyveri, bør frit kunne fremsiges i pressen, men den samme holdning kan ikke fremføres - ja, er strafbar - hvis den fremsættes af en ophidset hob foran kornhandlerens hus'

John Stuart Mill, Om Friheden, Kapitel II, 1859

DET ER - især blandt os journalister - en næsten hellig og uantastelig antagelse, at ytringsfriheden er ukrænkelig. Selv de mest absurde offentliggørelser om de kendte i publikationer som Se&Hør, Kig Ind og deslige, bliver næsten rutinemæssigt forsvaret med henvisning til den sakrosankte ytringsfrihed.

Det er derfor, at mange - både i og uden for medieverden - umiddelbart bliver oprevet, når retten til at tale og tænke frit bliver indskrænket, som det er tilfældet med den hollandske nationalistiske politiker Geert Wilders, som torsdag blev nægtet indrejse i England. Den britiske regering argumenterede for, at den højreorienterede hollænders fremvisning af den kontroversielle film Fitna var til fare for den offentlige ro og orden. Wilders blev følgelig afvist ved lufthavnen - og eskorteret tilbage til sit fly.

Det er første gang nogensinde, en demokratisk valgt politiker er blevet nægtet indrejse i Storbritannien. Sagen har ført til den største krise med Holland siden 1689, da Wilhelm af Oranien invaderede England.

DER KAN IKKE være tvivl om, at frihedsrettighederne - herunder ytringsfriheden - skal opretholdes. Den frie debat er demokratiets livsnerve, fordi den sikrer, at de underbyggede og rationelle synspunkter overlever debatten, ved det som den tyske filosof Jürgen Habermas har kaldt "det bedre arguments tvangsløse tvang". Udtrykt mindre filosofisk: Ytringsfriheden sikrer, at dårlige synspunkter kan blive underkastet den offentlige menings domstol. Hvis man fortier en sag - og ikke lader forrykte synspunkter blive debatteret - kan de ikke tilbagevises. Det er ytringsfrihedens berettigelse.

Men det følger ikke heraf, at ytringsfriheden er uindskrænket, endsige at den bør være det. Den store britiske filosof John Stuart Mills eksempel med kornhandleren er netop et eksempel på, at der - under visse konkrete omstændigheder - bør gøres undtagelser. Hvis det under de konkrete forhold viser sig, at en udladelse - fremvisningen af en film eller offentliggørelsen af en karikaturtegning - kan forvolde skade på andre, så skal ytringsfriheden begrænses.

Det er derfor, vi ikke skal lade os styre af vores rygmarvsreaktion og afvise den britiske udenrigsminister David Milibands udtalelse om, at "man ikke må råbe 'brand' i et fyldt teater", og at man må "afbalancere ytringsfriheden med borgernes sikkerhed".

Milibands argument er - teoretisk set - rimeligt og fuldt ud i overensstemmelse med det princip (også indført af John Stuart Mill), der siger, at man har den fulde frihed til at sige og gøre, hvad man vil, hvis ens handlinger ikke mindsker andres frihed. Milibands forsvar for afvisningen af Wilders indrejse - og begrænsningen af hans ytringsfrihed - kan derfor ikke afvises uden begrundet overvejelse. Men den bør - i det konkrete tilfælde - forkastes. Her er hvorfor:

HVIS - OG DET er det store spørgsmål - Wilders havde været til fare for den offentlige orden, på samme måde som den ophidsede hob foran kornhandlerens hus i John Stuart Mills eksempel, havde regeringen været i sin fulde ret til at nægte ham indrejse. Men der er intet, der tyder på, at fremvisningen af hans injurierende og fremmedfjendske film ville have ført til demonstrationer, endsige voldelige handlinger. At afvise Wilders henvisning til den offentlige orden - og til principper, som fremsat af John Stuart Mill - er et misbrug af den liberale filosofis principper.

Der er ikke tvivl om, at Wilders udviser hykleri af uanede proportioner, når han - en mand, der vil forbyde Koranen - pludselig påberåber sig de selv samme liberale frihedsrettigheder, som han vil fratage muslimske medborgere. Men det er ikke spørgsmålet.

Det er hævet over enhver diskussion, at Wilders er en populistisk demagog - det har han selv i ord og handling vist flere gange. Men det er netop derfor, det er vigtigt, at vi hører hans synspunkter, og at vi systematisk og punkt for punkt afviser hans intolerante meninger. Ved at nægte ham indrejse er han blevet martyr for den ret, han nægter sine modstandere.

John Stuart Mill skrev et andet sted ( i bogen Overvejelser over Det Repræsentative Demokrati fra 1861), at der i britisk politik var et parti der er "the stupidest party", der blindt afviste den sunde fornuft. Man kan fundere over, hvem vi i dag kan kalde 'det tåbeligste parti'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mads Qvortrup:

”Men der er intet, der tyder på, at fremvisningen af hans injurierende og fremmedfjendske film ville have ført til demonstrationer, endsige voldelige handlinger.”

Personligt tror jeg ikke på, at Mads Qvortrup er i besiddelse af en krystalkugle, der sætter ham i stand til at se, hvad der vil ske i fremtiden, hverken i England eller andre steder.

Hvis den fremmedfjendske bølge der hjemsøger lande som Holland, Danmark, Østrig og andre lande i Europa ikke bliver imødegået, kan hverken Mads Qvortrup eller andre garantere, at den gift der bliver spredt af Geert Wilders, Pia Kjærsgaard og alle de øvrige racistiske parlamentarikere i Europa ikke på et tidspunkt vil udarte sig til voldelige handlinger vendt mod de minoritetsgrupper der systematisk og kontinuerligt lægges for had.

Man kan simpelthen ikke rose den britiske regering nok for at have modet til at sige at nok er nok. Englænderne sender et signal om at racismen ikke er stueren, og at ekstremisme er ekstremisme. Det er et budskab Europa i den grad trænger til at høre.

Det er pragtfuldt, modigt og prisværdigt at Englænderne sender et signal til Holland, Danmark, Østrig med flere om at de racister vi har siddende i vores respektive parlamenter ikke er stuerene, og aldrig bliver det. Man må håbe at Englændernes initiativ vil starte en diskussion blandt ansvarlige politiker i EU om, hvor længe de tør at ignorere og bagatellisere højreekstremismen.

Men sandheden er naturligvis ilde hørt i Danmark og blandt danske journalister. Danmark er trods alt det land i Europa hvor George W. Bushs neokonservative islamofobiske og racistiske ”krig mod terror” er mest rodfæstet, ja sandsynligvis mere rodfæstet end den nogensinde har været i USA.

Når man ser på den grad af hysteri danske journalister generelt udviser i relation til muslimer, skulle man næsten tro, at det var Danmark og ikke USA, der blev angrebet den 11. september 2001.

Journalister lever som bekendt af ytringsfriheden, og måske er det forklaringen på, at så mange har så travlt med at kæmpe for den, at de tilsyneladende fuldstændig glemmer, at der er findes andre menneskerettigheder, der er mindst lige så vigtige som ytringsfriheden?

Hvorfor er der ingen journalister som Mads Qvortrup, der kæmper for beskyttelse af mindretal med samme energi og ildhu som man kæmper for ytringsfriheden?

Det er jo faktisk ret så paradoksalt al den stund, at ytringsfriheden i Danmark på igen måde kan siges at være truet, hvorimod man bestemt ikke kan sige det samme om indvandrerne og andre sårbare mindretalsgrupper der er udsat for en permanent hetz.

De danske journalisters manglende interesse for mindretalsbeskyttelse skulle vel aldrig være betinget af, at mindretalsbeskyttelse ikke i samme grad som ytringsfriheden kan relateres til journalisternes professionsmagt og fagforeningspolitiske interesser?

Claus Krogholm

Det er interessant, at der er danske politikere, som mener, at Wilders skal have lov til at rejse til England for at udbrede sin synspunkter om Islam. De samme politikere mente ellers tidligere, at danske imamer ikke kunne tillade sig at rejse til arabiske lande for at udbrede sine synspunkter om Jyllands Postens muhammedtegninger.
Har de mon ændret holdning, eller er det bare et udtryk for hykleri?

Inger Sundsvald

Tak til Per Thomsen for at skære det ud i pap og til Claus Krogholm for også at påpege hykleriet.

Ytringsfriheden skal forvaltes og beskyttes. Men det er bemærkelsesværdigt at en leder i Information kan udtrykke en relativisme, hvor man både advokerer for en nærmest hellig ytringsfrihed og det modsatte.

Det eneste kedelige ved Geert Wilders’ afvisning i England er, at han bliver en slags martyr på højde med anderledes tænkende skeptikere af et helt andet format.