Leder

Forargelse på billig baggrund

Debat
2. februar 2009

"Nu er det længe siden, at loven trådte i kraft, og derfor vil jeg have integrationsministeren til at sætte skub i processen. Det er hverken forsvarligt eller forståeligt, at der ikke er sket noget."

Peter Skaarup til Berlingske Tidende den 29. januar 2009

DA INFORMATION i forgårs kunne påvise, at tuneserloven ikke 'virker' - forstået således at ikke en eneste af de ca. 20 udlændinge på tålt ophold inden februar var blevet pålagt daglig meldepligt i Center Sandholm - var Dansk Folkeparti ikke svære at hidse op: "Jeg er vildt overrasket. Vi havde en forventning om, at dette her værktøj ville blive brugt," sagde partiets retsordfører Peter Skaarup således til Berlingske Tidende. Ifølge samme avis forlangte han "en redegørelse" fra integrationsministeren, et krav som Venstres integrationsordfører Karen Ellemann sagtens kunne se fornuften i: "Det er ganske forståeligt, for problemerne med udførelsen af denne lov skal løses hurtigst muligt. Vi vedtager jo loven i Folketinget, fordi den skal benyttes, og alle forventer, at den bliver ført ud i livet efter hensigten, inklusiv mig," sagde Karen Ellemann.

DET VIL VISE SIG, hvor meget Skaarup og Ellemann har at have deres forargelse i. Begge ordførere ved, at tuneserloven trådte i kraft den 30. december, og begge ved naturligvis også, at det vedtagne lovforslag pålægger Rigspolitiet en ikke alt for nem opgave: Nemlig at vurdere, om det er proportionalt og dermed i overenstemmelse med menneskerettighederne at pålægge hver enkelt tålt udlænding en daglig meldepligt hos politiet i Center Sandholm. Da den vedtagne lov sikrer muligheden for, at en tålt udlænding, der er blevet meddelt en sådan daglig meldepligt, i henhold til grundloven kan gå til domstolene og få efterprøvet afgørelsen, så bør det vel tjene Rigspolitiet til ros, at de gør sig grundige overvejelser forud for hver enkelt afgørelse. Det kunne måske have klædt Skaarup og Ellemann som retsordførere at have mere øje for denne side af sagen.

INFORMATIONS AMBITION med artiklen om den endnu ikke virkende tuneserlov var at undersøge seriøsiteten af det hastværk, hvormed lovforslaget på få uger i november-december blev pisket gennem Folketinget. I stedet for at afvente resultatet af den arbejdsgruppe, som integrationsministeren selv havde nedsat med henblik på at finde frem til en bedre håndtering af bl.a. administrative udvisninger, så ville hverken Skaarup eller Ellemann i december høre tale om at udskyde tuneserloven fem-seks uger frem til februar, hvor udvalget skulle være færdig. Det var så presserende for de borgerlige retsordførere, at de tålte udlændinge prompte kom - om ikke bag lås og slå, uhada nej - så i hvert fald i daglig kontakt med Nordsjællands politi inden februar, at tuneserloven skulle vedtages inden jul.

Den radikale retsordfører Morten Østergaard rammer hovedet på sømmet: Sigtet med tuneserloven har været til udvortes brug, beregnet på at afstive en hård profil i offentligheden. Og mon ikke også Østergaard har ret i, at hvis de tålte udlændinge var så farlige, som regering og støtteparti lader skinne igennem, havde Rigspolitiet nok skyndt sig lidt mere.

TUNESERLOVEN SKRIVER sig ind i en række af love med det lidt specielle særkende, at de håndterer ikke-eksisterende problemer. Ifølge chefen for Rigspolitiets Udlændingeafdeling Hans Viggo Jensen havde politiet således ikke behov for at stramme meldepligten for de tålte udlændinge. Alle, bortset fra enkelte psykisk syge og stofbrugere, levede "i meget høj grad" op til den gældende meldepligt, som vicerigspolitichef Jensen skrev som kommentar i margenen til et tidligt udkast af tuneserloven.

Et andet eksempel på en lov, der løser et ikke-problem, men som pine død skal gennemføres, er justitsministerens aktuelle lovforslag om dommeres fremtræden i retten. Loven tager højde for, at en kvindelig tilhænger af sharia-lov tager juridisk embedseksamen og dernæst arbejder sig op gennem Justitsministeriets hakkeorden for så som karrierens højdepunkt at tage dommersæde i byretten. Men øvbøv, med ministerens snedigt-tænkte forslag får hun ikke lov at beholde tørklædet på i retten, og derfor vil hun fravælge en dommer-karriere, kort sagt rettidig omhu for perlehøns.

MÅSKE VIL DET tage endnu to-tre uger, før tuneserloven effektueres. Indtil da kan de tålte udlændinge dandere land og rige rundt og nøjes med at blive afkrydset hos politiet i Center Sandholm hver tirsdag og hver anden torsdag.

I ventetiden kan den skræmte offentlighed holde øje med, om Skaarup og Ellemann husker kravet om en redegørelse fra integrationsministeren. Kommer der en redegørelse, bliver det sikkert spændende læsning. Hvis ikke - så var der vist blot tale om gratis luftning af billig forargelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Heinrich R. Jørgensen

Endnu en gang mange tak til Ulrik Dahlin for at følge sagen til vejs ende.