Leder

Radikalismen marcherer

13. februar 2009

STIK MOD AL SNUSFORNUFT har de israelske vælgere besluttet at forlænge mere end 60 års udmattelseskrig med deres arabiske naboer og medborgere. For første gang siden Oslo-aftalerne i 1993 gik samtlige mainstream-partier til valg uden et ord om 'fred' i paroler og på plakater. Arbejderpartiet, der i 90'erne erkendte et behov for en tålelig aftale med palæstinenserne, gik tilbage med seks mandater og er nu reduceret til fjerdestørste parti med kun 13 pladser af Knessets 120. Og forbenede optimisters teori om, at der skal en højrenationalistisk regering til at træffe de 'smertelige beslutninger', der følger med en fredsaftale, holder ikke. Ganske vist gav den gamle terrorist og senere premierminister, Menachem Begin, Sinai tilbage til egypterne, men Sinai har ingen religiøs signifikans, og antallet af jødiske kolonister var beskedent. 290.000 kolonister på Vestbredden og knap 200.000 i det annekterede Østjerusalem er en politisk faktor, ingen israelsk regering kan ignorere, hvis den vil overleve. De syriske Golan-højder, erobret i 1967 og annekteret 1981, kan både teknisk og praktisk rømmes uden de store omkostninger, men det blev på forhånd udelukket af valgets vinder og stærke mand, Likuds Benyamin Netanyahu.

Dertil kommer, at der ikke er nogen duelig palæstinensisk ledelse, der kan lægge pres på en israelsk regering om realitetsforhandlinger- Mahmoud Abbas' PA-styre i Ramallah er en kolos på EU-lerfødder og kan ikke levere nogen fred uden om Hamas. Og Hamas vil indtil videre ikke levere fred uden israelsk tilbagetrækning fra alle besatte områder kombineret med anerkendelse af flygtningenes ret til tilbagevenden til selve Israeli en eller anden model. Hamas har erklæret vilje til en 'hudna' - en midlertidig våbenhvile - med Israel på op til 50 år, hvilket er en de facto, men ikke formel, anerkendelse af, at den jødiske stat er kommet for at blive.

DET INTERESSANTE HER er selvfølgelig, hvorfor en veluddannet befolkning, der yderligere er ved muffen med et BNP pr. hoved næsten fem gange større end hele den arabiske verden inklusiv olie-monarkierne, ikke bider til den bolle. Detsaudiarabiske fredsinitiativ fra 2002 er igen påbordet, i hvert fald delvist støttet af en ny amerikansk administration, men ikke desto mindre afviser israelerne at forliges.

Årsagerne hertil er mangeartede og komplekse i deres historiske, religiøse og politiske rødder. Groft sagt er Israel en etno-religiøs statsdannelse bygget på tesen om jødernes ret til det bibelske Palæstina - den første kendte krigsforbrydelse er som bekendt Joshuas etniske rensning af Jeriko.

Folk med indsigt i psykologi vil tilføje, at israelerne bærer på en 'social arv', et 'offersyndrom', der gør, at de i variationer gentager overgreb, de som folk har været udsat for. F.eks. har Israels største nulevende forfatter, Amos Oz, påpeget, at holocaust 'overbeviste mange jøder om, at nationers grusomme spil måtte spilles efter grusomme lovmæssigheder' - med andre ord: Uden en stærk militærmagt, intet jødisk hjemland.

AVIGDOR LIEBERMAN, der agiterer for etnisk udrensning af de israelske arabere (sminket som 'afståelse af israelsk land med arabisk befolknings-koncentration') dokumenterer, at denne latente 'frygt for angsten' er normaliseret i det israelske samfund. I 1980'erne blev en rabiat rabbiner, Meir Kahane, stoppet i et racistisk amokløb. Han blev udvist til USA, hvor han kom fra, og hans politiske parti blev forbudt. I dag er hans program valgt ind som det tredjestørste parti i Knesset med 15 mandater.

At der stadig er gran af anstændighed tilbage i denne mærkværdige stat er et mirakel. Men de anstændige - i dag mest forfattere, journalister og intellektuelle - taler for døve øren i en stat, der ikke har en internationalt anerkendt grænse (den såkaldte '1967-grænse' er en våbenstilstandslinje fra 1949), ingen forfatning (højesteret udgør en slags forfatningsdomstol), og hvis statsborgere principielt er alle jøder i verden, mens dens arabiske indbyggere, der har boet der i århundreder, er andenklasses.

Hvorfor bliver de anstændige ikke hørt? Fordi Israel aldrig har villet konfrontere sin fortid på samme måde som f.eks. Sydafrika. Israel har aldrig, som journalisten Gideon Levy skrev i går i avisen Ha'aretz, lagt afstand til de etniske udrensninger i 1948-49, der med kodenavnet 'Plan D' ('Dalet' på hebraisk) fordrev arabere i hundredtusinder til bl.a. Gaza, hvor deres børne- og oldebørn bor endnu.

I en anden tid og med et andet folk var de ansvarlige ikke blevet ministre, men stillet for dommerne i Haag. Det blev de ikke, og resultatet er radikalismen, udmøntet i Hamas. Og nu altså i Netanyahu og Avigdor Lieberman. e.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Jeg synes att paralellen til sydafrika, er god.
De forsoningsprocesser der blev iværksat, for at italesætte smerten fra de grusomme forbrydelser, som det sydafrikanske apartheid styre, have underlagt den oprindelige befolkning.

Det samme skulle have været gjort efter 2. verdens krig. De modbydelige programmer, som nazisterne anvendte for at udrydde sociale, mentale afvigere, samt medmennesker som bekendte sig som jøde, og den der var i familie med dem.

En forsoningproces imellem palæstineserne og israelerne, vil helt sikkert give positive resultater. Men jeg ser ingen af parterne, har en bevidst formuleret plan, med det punkt. Og svaret på spørgsmålet om de nogensinde bliver, er nok nej.
Så "lorten" ligger vel i hænderne på, det international samfund, der "oprettede" staten Israel.
Og jeg tror ikke at man skal forvente at hverken israel eller palæstina,(samt interesenter) vil finde sig at nogen ude fra greb ind i krigen.