Leder

Reform i utide

3. februar 2009

Selv om særinteresser og utilfredse samfundsgrupper, som føler sig ramt, allerede har sat lyd på de professionelle sirener, så er der masser af god fornuft i den buket af forslag, som regeringens skattekommission fremlagde i går. Den retter sig mod nogle af de ubalancer, som politikerne har kæmpet med i årevis, og kan forhåbentlig medvirke til at løse en række strukturelle problemer i det danske samfund, som længe har presset sig på. Om der er for meget af det ene eller det andet, om buketten er korrekt afstemt i forhold til den ene eller anden gruppe, må de næste ugers debat afgøre. Men det ændrer ikke ved, at en reform af skattesystemet har været længe ventet og længe påkrævet, og at pakken af forslag ligger helt i forlængelse af de skattereformer, som SR-regeringen gennemførte i 90'erne - nemlig en gradvis sænkning af skat på arbejde, en beskæring af fradragsretten for renteudgifter og højere grønne afgifter på energi og miljøbelastende forbrug. Det er ikke uden at efterlade sig fodaftryk, at kommissionen har haft den tidligere socialdemokratiske skatteminister Carsten Koch som formand. Forslagene med de mange knapper, som der nu skal drejes på i velfærdssamfundets maskinrum, ligger i lineær forlængelse af den skattepolitik, som Poul Nyrup Rasmussen, Marianne Jelved og Ole Stavad stod for indtil begyndelsen af årtusindet, og som VK-regeringen burde have videreført, da den tog over i 2001, i stedet for enøjet at fokusere på et skattestop, som populistisk og helt igennem idiotisk cementerede skattesatser og fastlåste en utidssvarende struktur i skattesystemet. Havde Anders Fogh Rasmussen valgt at videreføre reformkursen fra SR-tiden, kunne man med langt mindre skridt og glidende overgange have reformeret i god ro og orden. Men efter mere end syv års pause haster det så meget både på miljøområdet og andre steder, at reformerne naturligvis bliver langt mere voldsomme og mærkbare.

Anders Fogh Rasmussens monumentale skattestop, som han på et tidspunkt lovede stod mejslet i granit, har betydet, at skattereformen kommer alt for sent, og at den i en økonomisk nedgangsperiode kommer til at ramme en masse mennesker, som i forvejen er belastet af lavkonjunkturen. Eksempelvis havde der formentligt været langt større folkelig forståelse og politisk mulighed for at sænke rentefradraget i den lange periode, hvor priserne på boliger bare steg og steg, ligesom det ville have været mindre smertefuldt for virksomheder at vinke farvel til særlige erhvervsstøtteordninger i en tid med fremgang og øget indtjening. Det giver næsten sig selv, ligesom argumentet om, at reformen skal få flere ud på arbejdsmarkedet, er umådeligt svært at formidle i en tid med daglige massefyringer og en ledighed, som ventes at stige til det dobbelte eller det tredobbelte frem til 2010. Regeringens skattekommission blev nedsat i en tid, hvor Danmark med Thor Pedersens efterhånden berømte ord "kunne købe hele verden." Men dens forslag kommer til verden i en tid, hvor det økonomiske pendul har svinget dramatisk og har ændret vores syn og vores tilgang til alt.

Men selv syv spildte år og en elendig timing skal ikke ødelægge glæden ved, at der nu endelig sker et opbrud i den forstenede skattepolitik. Det danske velfærdsamfund er en lille åben økonomi, som altid har levet af at kunne omstille og reformere sig, og når man i syv år lægger sig selv i en frivillig benlås ud fra politiske motiver, så koster det selvfølgelig. Det næste spørgsmål er, om kommissionens udspil er skruet rigtigt sammen, om der er taget hensyn til de grupper, der skal? Det første, der springer i øjnene, er naturligvis, at lettelserne for de mest velhavende er langt større end for alle andre, og at yngre familier med gæld rammes langt hårdere end de, der har betalt huset ud efter et langt voksenliv, som måske begyndte tilbage i 1968. Der er ingen tvivl om, at der har været brug for at sænke marginalskatterne, både for at kunne tiltrække udenlandsk arbejdskraft og for at få de højtuddannede til at arbejde mere. Ofte har beregninger vist, at det bedre kunne betale sig for overlægen at male sit eget hus end at tage ekstra vagter på hospitalet på grund af den høje beskatning. Det er naturligvis uholdbart, og det kan reformen, hvis den gennemføres, være med til at rette op på. Men når det er sagt, så er der for få lettelser i bunden af skatteskalaen. Et af de store strukturelle problemer i det danske velfærdssamfund er, at mellem 800.000 og én million danskere i den arbejdsdygtige alder holdes ude af arbejdsmarkedet - mere eller mindre selvvalgt. For en stor del af dem gælder det, at de ganske enkelt ikke er i stand til at oppebære den løn, som de er berettiget til - blandt andet fordi indkomstskatten er så høj. En markant lettelse for dem ville kunne gøre det muligt at få en mere ordinær ansættelse. Men hvad angår incitamenter til at arbejde mere og længere, har kommissionen i sine beregninger lagt hovedvægten på de højest lønnede. Og det er ærgerligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu