Leder

I sidste øjeblik

19. februar 2009

SYV ÅR efter invasionen af Afghanistan står den internationale indsats ved et afgørende vadested. Enten skal indsatsen optrappes, eller også skal den afvikles. Heldigvis tyder alt på, at det internationale samfund vælger at optrappe. Obamas beslutning om at øge antallet af amerikanske soldater til 55.000 signalerer i hvert fald, at den nye amerikanske administration tager opgaven med at få det afghanske samfund på fode igen væsentlig mere alvorligt, end Bush-regeringen gjorde.

Og det er på høje tid, hvis det skal lykkes at vende udviklingen i Afghanistan, hvor meldingerne, både fra den militære og den civile front, bliver stadig mere alarmerende.

Antallet af civile afghanere, som bliver dræbt i krigen mod Taleban, nåede sidste år op over 2.000, store dele af det sydlige og østlige Afghanistan er fortsat så usikkert, at større genopbygningsprojekter er umulige at gennemføre, afghanernes tiltro til Karzai-regeringen og de internationale styrker er støt dalende, og Taleban synes stærkere end nogensinde, ikke mindst i nabolandet Pakistan, hvor regeringen netop har givet efter for islamisternes krav om at indføre sharia og trække sig ud af et større område på grænsen til Afghanistan.

NÅR NATO's forsvarsministre i morgen træder sammen i den polske by Krakow for at diskutere indsatsen i Afghanistan, vil presset på USA's allierede for at matche den amerikanske troppeopbygning være stort. Tyskland, Italien og Australien har allerede meddelt, at de er parat til at sende flere soldater, men den danske regering har f.eks. afvist at sende flere soldater, selv om der ifølge NATO's øverstkommanderende i Afghanistan er brug for mange tusinde mand ekstra, hvis det skal lykkes at tippe den militære balance i de dele af Afghanistan, hvor Taleban stadig sætter dagsordenen.

Til dato har det internationale samfunds indsats i Afghanistan været kendetegnet ved at være for begrænset og komme for sent. De første to år var hele indsatsen koncentreret om Kabul, mens Taleban havde al tid i verden til at organisere sine oprørsstyrker i resten af landet. Det er hovedårsagen til, at NATO i dag sidder med en opgave, der er så omfattende og langvarig, at det er højst usikkert, om den offentlige opbakning i medlemslandene kan holde, til målet er nået.

Heldigvis mener to ud af tre afghanere fortsat, at de internationale styrker skal blive i landet, men forståeligt nok tærer bl.a. de mange civile dødsfald hårdt på loyaliteten. I øjeblikket opererer mindst en tredjedel af de 38.000 amerikanske soldater under egen kommando. Det har passet alle parter godt, at amerikanske specialenheder har kunnet drøne rundt på motorcykler og jagte talebanere uden at skulle tage hensyn til de stadig strammere regler for magtanvendelse, som NATO opererer under. Men det har uden tvivl haft store omkostninger for den civilbefolkning, som indsatsen i Afghanistan bør handle om. Det er derfor rigtig positivt, at USA nu lægger op til, at størstedelen af de nye amerikanske soldater i Afghanistan skal ind under NATO's kommando.

I DET HELE taget trænger Operation Afghanistan til at blive revideret. Det ved Obama, og det ved de europæiske ledere også. Syv år efter invasionen er det dybt forstemmende, at hvert fjerde afghanske barn stadig dør inden sin fem-års-fødselsdag, at store dele af befolkningen fortsat ikke har elektricitet eller adgang til basale fornødenheder som rent drikkevand og lægehjælp, at den nye regeringsadministration hører til de mest korrupte i hele verden, at to tredjedele af politistyrken er på stoffer, og at opiumproduktionen slår nye rekorder hvert år. For nu blot at nævne nogle af de manglende fremstridt. Det er let at blive utålmodig, både for afghanerne og for de befolkninger, der leverer soldater til ISAF.

Afghanistan-projektet er derfor på mange måder en kamp mod uret. I første omgang handler det om at få forbedret sikkerheden så meget, at det kan lade sig gøre at gennemføre det planlagte præsidentvalg i august. Hvis store dele af befolkningen er udelukket fra at deltage i valget på grund af manglende sikkerhed, vil det være en katastrofe, ikke bare for Afghanistans spæde demokrati, men for Afghanistan-projektet som helhed.

På længere sigt handler det om at få vendt magtbalancen så meget, at afghanerne i hele landet tør lægge deres æg i regeringens kurv. I Irak lykkedes det at vende udviklingen ved hjælp af en massiv militær optrapning og en vellykket splittelsesstrategi, hvor oprettelsen af betalingsmilitser fik lokale stammeledere og tidligere al-Qaeda-folk i titusindvis til at skifte side. Samme opskrift vil formentlig blive forsøgt i Afghanistan. Obamas første skridt tyder i hvert fald på, at advarslerne om en forestående fiasko er blevet hørt både i Washington og i de europæiske hovedstæder. Lad os håbe, at det indvarsler et nyt kapitel i krigen mod Taleban, hvor den militære kampagne bliver matchet af en lige så resolut genopbygningsindsats, så den hårdt prøvede afghanske befolkning kan få indfriet håbet om, at i morgen vil blive bedre end i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Heldigvis tyder alt på, at det internationale samfund vælger at optrappe."

ja, de skal frelses for enhver pris, selv hvis det kræver, at vi så skal slå dem allesammen ihjel..

"Heldigvis mener to ud af tre afghanere fortsat, at de internationale styrker skal blive i landet, men forståeligt nok tærer bl.a. de mange civile dødsfald hårdt på loyaliteten."

Ja vi har jo også helt fra invasionen i Irak haft massevis af meningsmålinger, der næsten alle viser, at irakerne er ellevilde med at være besat af NATO...