Leder

Dario Fo(gh) farce

Handlingen udspiller sig i et rum i Statsministeriet. Til stede er statsminister Fogh og hans pressechef, Michael Ulveman. De kigger skiftevis på hinanden og ud ad vinduet
Debat
12. marts 2009

HANDLINGEN UDSPILLER sig i et rum i Statsministeriet. Til stede er statsminister Fogh og hans pressechef, Michael Ulveman. De kigger skiftevis på hinanden og ud ad vinduet.

STATSMINISTER FOGH: "Vi må se at få min troværdighed op i højere omdrejninger, Ulv."

PRESSECHEF ULVEMAN: "Jep, Boss. Jeg ser problemet."

STATSMINISTER FOGH: "Så gør dog noget, Ulv."

PRESSECHEF ULVEMAN: "Kunne vi ikke udsende en erklæring, Boss?"

STATSMINISTER FOGH: "En erklæring om hvad, Ulv?"

PRESSECHEF ULVEMAN: "En erklæring om, at du ikke finder grundlag for at udsende en erklæring, Boss."

STATSMINISTER FOGH: "Men det har jeg jo erklæret, gang på gang, Ulv. Det er blevet en del af mit problem. Jeg er løbet tør for erklæringer."

HEREFTER SIDDER de to i en længere stilhed.

PRESSECHEF ULVEMAN: "Kunne vi ikke udsende en erklæring om noget helt andet, Boss?"

STATSMINISTER FOGH: "Andet hvad, Ulv?"

PRESSECHEF ULVEMAN: "Noget om EU, Boss."

STATSMINISTER FOGH: "EU er en tabersag, Ulv. Det er kun noget, folk som Jens Rohde og Karin Riis-Jørgensen udsender erklæringer om. Har man først rørt ved det stads, er man dømt til den lille liga, Ulv."

PRESSECHEF ULVEMAN: "Kunne vi så ikke udsende en erklæring om noget med en større liga, Boss?"

STATSMINISTER FOGH: "Nej, nej, for Guds skyld, Ulv. Det er jo lige det, vi ikke skal. Så risikerer jeg at ende hverken i den lille eller den store liga. Det har jeg jo sagt til dig, Ulv."

DE TO SIDDER påny i tavshed, vinduskiggende.

PRESSECHEF ULVEMAN: "Boss, kunne vi ikke udsende en erklæring om, hvor glad du er ved tanken om, at det snart bliver forår?"

STATSMINISTER FOGH: "Er du gal, Ulv? Det vil folk lægge alt muligt i."

PRESSECHEF ULVEMAN: "Jamen, så noget med, at du snart skal være bedstefar, Boss?"

STATSMINISTER FOGH: "Den har jeg jo prøvet, i forgårs. Det var ingen nytte til, Ulv. I øvrigt er alt om, at jeg ser frem til noget, helt forkert, for det leder folks tanker ind på noget, de slet ikke skal tænke på."

PRESSECHEF ULVEMAN: "Hvad så med en åbenhjertig erklæring, Boss, om at du overhovedet ikke ser frem til noget som helst?"

STATSMINISTER FOGH: "Det er jo det, jeg prøver at antyde, Ulv, men ligefrem sætte det på tryk, det ser forkert ud. Sagen er, at jeg slet ikke kan erklære mig om nogen ting, uden at det virker malplaceret. Det er det, der er mit problem."

PRESSECHEF ULVEMAN: "Du har ret, Boss."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Var det i øvrigt ikke Anders Karikaturkrise Rasmussen, der citeret frit efter hukommelsen sagde: ”I må huske på at Birthe stammer fra en anden tid”, da integrationsministeren for nogle måneder siden ikke ønskede at besvare spørgsmål fra pressen?