Drager og droner

Det er dragen, der afslører dem. Højt over de danske soldaters hoveder blafrer den afsted i forårsvinden. Stedet er Gereskh, hovedbyen i den dansk-kontrollerede del af Helmand-provinsen, og dragen er Talebans budskab til sine enheder om, at de internationale styrker er i området.

Syv et halvt år efter invasionen er store områder af Afghanistan stadig Taleban-land. 70.000 internationale soldater og 80.000 afghanske har ikke været i stand til at stække oprørsbevægelsen. I fredags offentliggjorde Barack Obama sin strategi for krigens fortsatte forløb. Yderligere 21.000 amerikanske soldater skal af sted, heraf flere tusinde til Helmand, hvor de skal hjælpe det dansk-britiske kontingent med at forsegle grænsen mod syd. For Taleban er ikke blot et afghansk fænomen. Det er et pashtunsk fænomen. Bevægelsen breder sig derfor ind over grænsen til de pashtunske dele af nabolandet Pakistan, hvor Taleban i ro og mag kan omgruppere, hente våben, træne og rekruttere fra de håbløse flygtningelejre.

Det er derfor sund fornuft, at Obamas nye strategi ser Afghanistan og Pakistan som to sider af samme sag og samtidig udvider våbenarsenalet fra krudt og kugler til bistand og forhandling. Ti milliarder kroner om året kommer den nye strategi til at koste i Pakistan, hvor særlige udviklingszoner skal få stammeledere og lokalbefolkning til at skifte side. På den afghanske side investerer det internationale samfund allerede milliarder i genopbygning og udvikling, men her skal fokus skiftes fra Kabul til Gereskh og andre sårbare distrikter. Det er her, slaget skal vindes, her den almindelige afghaner skal se en fordel i at stå på den afghanske regerings side. Indtil nu har det været alt for svært for mange afghanere at tro på et alternativ til Taleban.

Der er også grund til at rose Obama for beslutningen om ikke at sende landtropper ind i Pakistan. Det er i forvejen tæt ved at være en umulig opgave at styre et Pakistan på randen af økonomisk fallit midt i den værste voldsbølge i årtier. I øjeblikket bliver mere end 50 dræbt af politisk motiverede bomber hver måned, på et år har landet oplevet 13 større attentater, så sent som i går blev mindst 31 dræbt under et angreb på politiakademiet i Lahore. Men hvis der kom amerikanske støvler på pakistansk jord, ville taburetterne med stor sandsynlighed kollapse under Karzais regering. Nok er pakistanerne lede og kede af volden og opbakningen til islamisterne stadig meget begrænset. Men ingen pakistansk demokratisk valgt præsident kan overleve at være USA's logrende hale. Taleban er grænseoverskridende, men grænsen er der. Det samme er Pakistans territoriale suverænitet.

Når roserne så er på plads, er der grund til at stille spørgsmålet: Hvad sagde Obama ikke?

For det første fik vi ikke svar på, i hvor høj grad USA har tænkt sig at eskalere droneangrebene på den pakistanske side af grænsen. Vi fik ikke svar på, hvilken juridisk ramme USA opererer med i forhold til disse angreb med pilotløse fly i Pakistan. Vi fik slet ikke svar på, hvor mange døde civile og smadrede landsbyer, USA er indstillet på, at drone-strategien koster. Droner er nogle fikse små sager, men de er unøjagtige, og de er i hvert fald ikke i stand til at overbevise de lokale om, at de kommer med fred. Flere militære ledere har anbefalet Obama at fokusere på den sydlige Baluchistan-provins, hvor Taleban træner, og oprørsledelsen angiveligt befinder sig. Risikoen for, at USA vælger at bombe nogle af de store flygtningelejre uden for Quetta med massive civile tab til følge, er overhængende. Civile tab er akilleshælen i krigen. Hver gang en uskyldig bror, mor eller søster bliver slået ihjel, får den afghanske og pakistanske regering et voksende forklaringsproblem, mens Taleban får friske rekrutter.

Obamas strategi indeholder heller ikke en klar plan for, hvad man vil gøre ved de mange tilfangetagne. Obama bliver præsidenten, der lukker Guantánamo, men p.t. lyder de officielle tal på tilbageholdte i Bagram-fængslet - 'Afghanistans Gitmo' - på 600, og der er planer om en større udvidelse. Hvor længe skal de mistænkte tilbageholdes, og hvilke rettigheder har de, må være nogle af de spørgsmål, som Obamas juridiske hold før eller siden må svare klart på.

Ikke kun når det kommer til mistænkte terrorister, har de amerikanske styrker ry for at gå hårdt til den. Med 21.000 flere amerikanere i Afghanistan vil kampene tage til, og uskyldige vil blive dræbt i krydsilden. I den sammenhæng er det et problem, at en stor del af de amerikanske styrker opererer uden for NATO's regi. Det betyder, at de er omfattet af andre og mere vidtgående regler for magtanvendelse end dem, der gælder for ISAF. Det bliver en af de helt store udfordringer for NATO's næste generalsekretær at få amerikanerne ind under ISAF. Det vil styrke koordineringen, mindske antallet af uskyldige ofre og i sidste ende øge chancen for, at de drager, der flyver over Kabul, Kandahar og Gereskh, er børnenes og ikke Talebans.