Leder

Europa hvad nu?

2. marts 2009

Det er dejligt at have en rigtig krise, ikke mindst når man har brugt det meste af sit liv på at arbejde med kedelige spørgsmål som miljøet

Margaret Thatcher før Falklandskrigen i 1982

DEN STORE BRITISKE AVIS The Financial Times morede sig i sidste uge over denne udtalelse af den forhenværende premierminister. Den lyserøde finansavis så det som et tegn på, at verden havde forandret sig, og som et bevis på, at der nu er helt andre prioriteringer.

MEN SER MAN PÅ DAGSORDENEN for gårsdagens krisetopmøde i Bruxelles, er udtalelsen nærmest profetisk. Dette år var dedikeret til miljøet og topmødet i København. Men det handler i stedet om den økonomiske krise. At det er et udtryk for krisens dybde og dimensioner, at de 27 stats- og regeringschefer bruger deres søndag på at diskutere krisen på et ekstraordinært topmøde, kan de færreste være i tvivl om. Den direkte årsag er, at især Østeuropæiske lande har været hårdt ramt. Disse lande - med Polen og Estland som mulig undtagelser - har oplevet, at deres valutaer er styrtdykket på markederne. Den slags kollaps underminerer fundamentalt tilliden til et lands økonomi. For at modvirke glidebanen ned i et økonomisk morads - som indirekte vil have negative konsekvenser for de vesteuropæiske lande - har flere EU-institutioner bidraget med kolossale økonomiske midler. I fredags gav Den Internationale Valutafond (IMF) og dens europæiske ditto, Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD) - et svimlende beløb på 240 milliarder kroner til de tidligere kommunistiske stater. Men det førte kun en midlertidig - og meget begrænset - stabilisering af østeuropæiske valutaer (som den ungarske forint, den polske zloty og den tjekkiske korona). Nogle mener, der er behov for flere penge. Men det betvivles af finanseksperter. De kommercielle banker har allerede lånt de central- og østeuropæiske lande langt større beløb - 1.200 milliarder kroner.

PROBLEMET ER DERFOR IKKE kun penge, men også manglende tillid til - og indsigt i - de forskellige landes økonomier. Ifølge finanseksperten Stefan Wagstyl skyldes krisen, at de fleste "finansanalytikere ikke kan kende forskel på de forskellige lande. Går det dårligt i et land, sælger de valuta fra alle landene".

MEN DET ER IKKE DEN ENESTE ÅRSAG. En anden og mere væsentlig grund er, at det er politisk svært for de vesteuropæiske lande at finde politisk vilje - og folkelig forståelse - for en mere gennemgribende reform, der redder de relativt nye medlemmer af EU ud af deres økonomiske vanskeligheder. Der skal være valg til Forbundsdagen i Tyskland til efteråret, og ingen af de to store tyske partier kan se nogen politisk interesse i at bruge tyske skatteborgeres penge på de østeuropæiske lande. Tyskland føler - med en vis ret - at det er urimeligt, at de altid skal betale regningen. I den forløbne uge afviste den tyske finansminister, Peer Steinbrück, kategorisk en fransk plan om opkøb af kriseramte banker i Østeuropa. Det har fået Frankrig til at kritisere Tyskland for manglende solidaritet. Den slags lyder hult - ikke mindst i betragtning af, at Frankrig netop har gennemført en stor hjælpepakke til deres bilindustri, der er på kanten af EU's konkurrenceregler.

FOR DEM, DER HAR en lidt længere historisk hukommelse, er det noget af et déjà vu over denne diskussion. I begyndelsen af 1970'erne - da Danmark - blev medlem af EF (som det dengang hed), var der ligeledes storstilede planer for fælles samarbejde. Disse planer fordampede efter oliekrisen i 1973. Om EU denne gang har lært lektien, er det store spørgsmål.

STATS- OG REGERINGSCHEFERNE holdt møde i Justus Lipsius-bygningen i Bruxelles. Måske er det de færreste af deltagerne - med den belæste danske udenrigsminister Per Stig Møller som mulig undtagelse - der har spekuleret over det næsten symbolske i, at man mødtes i en bygning opkaldt efter den flamske filosof Justus Lipsius (1547-1606). Lipsius mente, at ethvert menneske var drevet af selvopholdelsesdriften. Det var derfor nødvendigt, at man underlagde sig en fælles vilje - et principatus - en stærk skikkelse, der kunne vise vejen frem. Problemet for Europa er, at Lipsius' analyse fra det 16. århundrede stadig er tragisk korrekt. De enkelte lande er stadig præget af selvopholdelsesdriften, og der er ingen af de politiske ledere, der for nærværende har politisk pondus til at optræde i rollen som 'principatus'. Det eneste land, der potentielt har denne styrke, er Tyskland. Men at lade Tyskland være det er politisk kontroversielt af indlysende historiske årsager ikke muligt før efter valget til Forbundsdagen den 17. september. At der til den tid også skal holdes et topmøde om miljøet i København blev der ikke snakket meget om i går.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu