EHUD BARAK ER stadig Israels højst dekorerede soldat. Han er helt fra kommandoaktionen mod PLO-spidser i Beirut efter München-massakren på israelske OL-deltagere og helt fra Entebbe-aktionen, hvor israelske kommandostyrker befriede gidslerne i et kapret El Al-rutefly for øjnene af Ugandas daværende diktator Idi Amin. Sidstnævnte aktion skete i øvrigt under kommando af Jonathan Netanyahu, Benjamins storebror, der mistede livet ved samme lejlighed.
Det skete alt sammen i 1970'erne, henholdsvis 1973 og 1976. Bifaldet var larmende, også i Danmark, og Ehud Barak blev generalstabschef og senere formand for Arbejderpartiet, der var statsbærende efter Israels etablering i 1948-49.
I dag er det et andet Israel - ikke forstået som en jødisk stat med ændrede prioriteter, snarere som et land med ryggen mod muren i den internationale opinion. De seneste rædsler i Gaza, der nu skildres af israelske soldater, som deltog i slagteriet, har gjort selv de mest skikkelige borgere i 'det internationale samfund' mere end skeptiske ved Israels erklærede ønsker om at leve i fred med naboerne.
Skal man sige noget pænt om Ehud Barak, hvilket efterhånden er blevet svært, er det, at han som ny premierminister i 1999 tog pejling af det, der ville komme, og søgte at sælge sit land som ægte interesseret i fredsaftaler med araberne. Han kom meget tæt på en tilbagelevering af Golan-højderne til Syrien - det faldt på adgangen til Tiberias-søen. Han trak de israelske styrker ud af Sydlibanon efter 22 år og forærede dermed Hizbollah myten om en militær sejr. Han forhandlede med Yassir Arafats PLO, først i Camp David og senere i den egyptiske grænseby Taba, i et forløb, der udgør det hidtil længste, parterne er kommet mod en endelig aftale - som heller ikke blev til noget. Barak kunne eller ville ikke bære den hjem, men var alligevel kommet så meget i miskredit, at han lod den notoriske krigsforbryder og politiske provokatør Ariel Sharon vinde et valg i utide i 2001, der i foreløbig otte år har sat fredsforhandlingerne på stand by.
NU HAR EHUD BARAK tabt endnu et valg, der reducerede det en gang enevældige arbejderparti til 13 mandater - et tab på seks - og som tegnede til at blive Baraks 'anden afgang' fra partiet, hvor han vendte tilbage som leder i forsvarsministeriet efter den militære blamage i Libanon i sommeren 2006.
Men nej - Barak har møffet sig ind som fortsat forsvarsminister i den regering, Benjamin Netanyahu nu danner med støtte fra den yderste nationale og religiøse højrefløj, Avigdor Liebermans parti Israel Beitainu og det ortodokse Shas-parti, hvis stribe af korruptionsdomme holder israelsk rekord.
I en følelsesladet tale til sit partis centralkomité overtalte Barak 680 delegerede til at stemme ja til regeringsdeltagelse, mens 507 stemte nej. Med til historien hører, at følelserne var polstret med millioner af shekel til genoptræningsprogrammer til arbejdere, der fyres som følge af den internationale økonomiske krise.
Men ikke desto mindre er Arbejderpartiet delt lige over på midten i en splid, der fik den nuværende undervisningsminister, Yuli Tamir, til at erklære, at hun havde svært ved at stemme for, endsige deltage i en regering som 'figenblad' for en højreregering af 'høge'.
Flere iagttagere peger på, at Baraks ministerambitioner vil være de sidste søm i Arbejderpartiets politiske ligkiste, og at partiet efter dette vil skalle af i et nyt parti eller en styrkelse af det i øvrigt deprimerende svage venstreparti, Meretz. Det vil vise sig.
BARAKS formelle begrundelse for at gå med i Netanyahus koalition er, at det vil sikre en fortsættelse af fredsprocessen. Han har fået løfte om fem ministerposter og hans tilhængere - f.eks. hans viceforsvarsminister, Matan Vilnai, argumenterer med, at Arbejderpartiets regeringsdeltagelse vil trække Netanyahu mod midten.
Hertil er at sige, at selv med alle 13 mandater er Arbejderpartiet ikke nogen tunge på vægtskålen - Likud kan under alle omstændigheder mønstre mindst 61 af Knessets 120 pladser til højre i salen.
Den egentlige vinder af afstemningen i Arbejderpartiet er da også Benjamin Netanyahu, der lugtede gevinsten, da han i sidste uge bad om udsættelse for endelig dannelse af sin regering. Netanyahu skal bruge Barak til at smøre USA, hvis Obama-regering har signaleret åbenlys modvilje ved udsigten til en ren højreregering i Jerusalem. Så åbenlys, at den israelske generalstabschef, Gabi Ashkenazi, forleden vendte tilbage fra en USA-rejse før tiden, simpelthen fordi han blev mødt med en kold skulder, da han fremførte sit ærinde: Amerikansk opbakning til et militært angreb på Iran.
Med Barak på forsvarsministerposten regne Netanyahu med, at Washington i det mindste vil lytte.
Vi får se. e
