Leder

Fri og ulige adgang

21. marts 2009

NÅR LÆGER VÆLGER, hvem de først skal operere, må de ikke skele til, om patienten er kontanthjælpsmodtager eller bankdirektør. Det smukke og rigtige princip om, at læger skal behandle efter behov - og ikke pengepung - er fastslået i både lægeløftet og Sundhedsloven.

Men som Information de seneste måneder har dokumenteret i artikelserien om ulighed i sundhedsvæsnet, er realiteterne desværre nogle helt andre i dagens Danmark: Der er overhovedet ikke lige adgang til sundhedsydelser.

Det skyldes i høj grad de private sundhedsforsikringer, der er blevet voldsomt populære under den nuværende regering. Ikke mindst siden de blev fradragsberettigede i 2002, er antallet eksploderet, så omkring én million danskere i dag har en af disse forsikringer. At alle medarbejdere på en virksomhed nu skal være omfattet, har gjort uligheden lidt mindre. Men det hjælper ikke arbejdsløse, pensionister eller andre uden for arbejdsmarkedet. Med en sundhedsforsikring i hånden er man sikker på at komme til speciallæge inden for ti dage. Ikke-forsikrede patienter skal ofte vente i månedsvis. Og det skaber stor ulighed, da et besøg hos neurologen eller ortopædkirurgen er afgørende for ens videre behandling i sundhedsvæsnet.

Med en forsikring kan man også få hjælp til at finde vej gennem sundhedsvæsnets jungle og presse på de rigtige steder for at komme hurtigt til. En hjælp, som de ofte ressourcesvage uden forsikringer har langt mere brug for.

TILHÆNGERE AF forsikringerne argumenterer med, at man blot udnytter den 'ledige kapacitet'. At lægerne blot dobbeltjobber på privatklinikken i deres 'fritid', efter de har lagt deres overenskomstfastsatte 37 timer på et offentligt hospital. Det er noget sludder.

Mange læger ville nemlig mægtigt gerne arbejde mere, hvis de blev mødt af bedre løn. Men det har regionerne ikke råd til. Og deres økonomi er stramt styret af regeringen, som samtidig har fastsat de alt for høje DRG-takster, som forgylder privatansatte læger. Man får altså skabt myten om 'ledig kapacitet', selv om der faktisk er lægemangel. I 2020 vil der således mangle hele 9.000 speciallæger, viser tal fra Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse. Set fra forsikringsselskabernes side er det dog meget smart: De kan vælge og vrage blandt en masse læger, som er mere end villige til at samle det guld op, der bliver lagt foran dem. Hvis ikke lægerne kunne efterkomme forsikringsselskabernes efterspørgsel, ville de jo slet ikke kunne udbyde deres sundhedsforsikringer.

SUNDHEDSVÆSNET ER et bundløst kar. Man kan altid behandle den stadigt ældre befolkning endnu mere baseret på den seneste forskning og nyeste medicin. Det er en milliardforretning, hvor magtfulde medicinalproducenter, populistiske politikere og folkelige patientforeninger presser for konstant at øge budgetterne.

Derfor er det vigtigere end nogensinde at prioritere udgifterne. Det gør man ved at give alle den behandling, de har brug for - hverken mere eller mindre. Her indtager de praktiserende læger normalt en afgørende rolle som 'gatekeepere' til resten af sundhedsvæsnet. Men de møder stadig oftere patienter, som med en sundhedsforsikring i hånden gør krav på henvisning til en operation, som ud fra en lægefaglig vurdering vil gøre mere skade end gavn. Det hedder overbehandling, og det er en rigtig dårlig måde at bruge pengene på. Og når patienterne så skal samles op, hænger det offentlige på dem.

RIGTIGT SKRÆMMENDE er det, at normen med at behandle folk efter pengepung og ikke efter behov har spredt sig til de offentlige sygehuse: En del læger dobbeltjobber med hovedbeskæftigelse i det offentlige og et godt betalt bijob på en privatklinik. Der findes eksempler på, at disse læger skaffer forsikringskunder til hurtigere behandling på deres egne operationsstuer i det offentlige.

Og otte ud af ti offentligt ansatte ortopædkirurger lader folk i arbejde komme forrest i køen, selv om deres medicinske behov ikke er størst. Men det er deres 'nytteværdi for samfundet' til gengæld, lyder argumentet fra overlæge Jens Ole Laursen fra Sønderborg Sygehus, der åbent erkender, at han dermed bryder lægeløftet.

En førtidspensionist, kontanthjælpsmodtager eller pensionist har sjældent en særlig stor 'nytteværdi'. Men det burde være fuldstændigt lige meget i sundhedsvæsnet. Dem med størst behov skal først til. Punktum.

Det skal lægerne sikre. Men i sidste ende er det et politisk ansvar at skabe de rette rammer for lægerne. Og det ansvar har Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti svigtet på det groveste. For nyligt afviste de tre partier Skattekommissionens anbefaling af at sløjfe skattefradraget for sundhedsforsikringer. Derfor er der desværre ingen udsigt til, at uligheden vil blive mindre i det danske sundhedsvæsen fremover. Tværtimod.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu