Fyrsten af Italien

DER VAR ikke meget nyt under solen, da Silvio Berlusconi i går blev valgt som formand for det nye samlingsparti i Italien, Il Popolo della Libertà (Frihedens folk, red.).

Ministerpræsidenten var den eneste kandidat til formandsposten i det nye parti, der samler 12 partier og politiske bevægelser på højrefløjen, og han blev enstemmigt valgt.

Det er Berlusconi selv, der udpeger de 120 medlemmer i partiets hovedbestyrelse samt kandidater til parlaments-, regional og Europaparlamentsvalg.

Den stiftende kongres i Rom var udtænkt som en ceremoni med Berlusconis x-faktor som samlingspunkt - et show, der minder mest om den politiske kultur i lande som Cuba og Nordkorea.

Berlusconi har i løbet af de 15 år, som hans politiske karriere foreløbig har varet, udviklet sig fra outsider til samlingsfigur i et parti, der appellerer til omkring 40 procent af de italienske vælgere.

"I dag har vi en ambition om at realisere vores liberale, borgerlige, folkelige, moderate revolution på tværs af klasseskel," sagde Berlusconi fredag aften i kongrescentret Fiera di Roma, hvor han også hånede venstrefløjen:

"Mens vi sidder valgperioden ud, er det på fem år lykkedes dem at skifte regering fire gange og ministerpræsident tre gange. Lad os barmhjertigt lægge et klæde over den seneste erfaring med en venstrefløjsregering (2006-2008, red.). Det er sandt, at to år er gået spildt, men i det mindste har alle kunnet konstatere, at venstrefløjen ikke er i stand til at regere."

SILVIO BERLUSCONI opremsede det nye partis værdier: frihed, demokrati, modernitet, meritokrati, social retfærdighed, den nationale identitet og forfatningen (Berlusconi henviste dog først til den italienske forfatning efter at have nævnt paven).

Men i sin 90 minutter lange tale fandt han ikke anledning til at nævne et af de liberale demokratiers kernebegreber: Magtens tredeling.

Der var ikke én eneste henvisning til demokratiets kontrolinstanser, men mange diffuse ord beslutsomhed og Berlusconis folkelige mandat. Frihedsbegrebet blev udlagt som en konflikt mellem borger og stat, som om det politiske vil genopstå i fyrstens skikkelse, når Berlusconi har gennemført sin "liberale, borgerlige, folkelige, moderate revolution på tværs af klasseskel".

Den italienske regeringsleder har ofte beklaget sig over de kontrolforanstaltninger, som gør en demokratisk valgt regering mindre effektiv end bestyrelsen i en privat virksomhed:

"Berlusconi har ikke som sådan noget imod demokratiet, han synes bare, at det er spild af tid," har filminstruktøren Nanni Moretti engang sagt. Ændringer af den italienske forfatning, som skal gøre den politiske beslutningsproces mere effektiv, blev således også bragt på bane under kongressen.

OPPOSITIONEN i Italien er opskræmt over udsigten til forfatningsændringer.

Mange frygter, at Berlusconi vil indskrænke anklagemyndighedens og domstolenes autonomi, svække den parlamentariske kontrol med den udøvende magt, kompromittere den verdslige stat på grund af sin følgagtighed over for Vatikanet og monopolisere det politiske liv med en ændring af valglovene.

Dertil kommer selvfølgelig, at Berlusconi som ejer af et medieimperium med bl.a. tre landsdækkende tv-kanaler, aviser og forlag i forvejen har en i europæiske sammenhænge helt uhørt magtposition.

PARADOKSALT er det, at nyfascisterne fra Alleanza Nazionale, der indgår i Berlusconis parti, nu optræder som demokratiets beskyttere:

"Partiet har én leder, og det er Silvio Berlusconi. Det er helt indlysende. Men Berlusconi ved udmærket godt, at en personkult under ingen omstændigheder kan udgøre et stærkt og anerkendt lederskab," sagde den sidste formand for Alleanza Nazionale, Deputeretkammerets formand Gianfranco Fini.

Inden kongressen havde ministerpræsidenten udtalt, at parlamentsmedlemmernes eneste funktion er at "være nok" til at vedtage love, som de "ikke kender noget til".

Det fik Fini til at irettesætte sin nye partiformand:

"Det parlamentariske demokrati har klare regler og procedurer, som alle skal respektere, navnlig regeringslederen. Selvfølgelig kan man godt ændre reglerne, men ikke nedgøre dem."

Det er endnu for tidligt at afgøre, om dialektikken mellem Fini og Berlusconi er udtryk for en ægte vilje til at modvirke det monopol på magten i Italien, som Berlusconi er ved at opnå, eller om det blot er spil for galleriet.

Men én ting er sikker: Det er demokratiet, som er på spil i Europas hjerte.