Leder

Kreativ grød

16. marts 2009

STOR BALLADE PÅ Arkitektskolen i København, hvor alle professorerne er vrede over planerne om at slå deres skole sammen med Danmarks Designskole og Glas- og Keramikskolen på Bornholm. Ideen om at samle dem under én hat er udformet af et udvalg under Kulturministeriet, som blev bedt om at komme med forslag til fusioner inden for Kulturministeriets videregående uddannelser. Bag opfordringen står samtlige partier i Folketinget, dog - som sædvanligt, kan man næsten sige - ikke Enhedslisten.

Politikerne har en ide om, at man styrker institutionerne ved at samle dem - styrker dem fagligt og internationalt. En sammenlægning giver anledning til nytænkning og innovation. Øvelsen er set før, nemlig inden for universiteter og højere læreanstalter, men også på filmområdet, hvor Det Danske Filminstitut og Filmmuseet blev ført sammen med Statens Filmcentral og Filmværkstedet i en stor bygning i Gothersgade. Sidstnævnte var der en ballade om, som i dag er glemt.

Professorerne - 10 i alt - frygter, at der vil ske det modsatte. At kvaliteten vil blive forringet. De går derved lodret imod deres rektor, Sven Felding, som har siddet med i udvalget. De henviser til, at en skole, hvorfra senere verdensarkitekter som Jørn Utzon og Johan Otto von Spreckelsen er udgået, nødvendigvis må siges at have en høj kvalitet.

ENDNU EN VERDENSARKITEKT meldte sig blandt kritikerne, og han talte store ord i et indlæg i Politiken, hvor han gik så langt tilbage som 1700-tallet i sin argumentation. Dengang lod det københavnske kunstakademi sig inspirere af Ecole des Beaux-Arts i Paris, og den tradition frygter han vil blive ødelagt. "Det handler om fagets egenart og en arkitektskoletradition, som Sven Felding nu vil forplumre og forråde," skrev han. Egenarten kan ikke "undgå at blive sløret, forplumret, gå tabt i den blandede kreative grød, der vil blive resultatet," fortsatte han i en direkte konfrontationskurs mod den nuværende rektor.

Frygten deles ikke af designerne. De vil gerne, og Thomas Dickson - en designkyndig, som også er arkitekt - undrede sig, ligeledes i et indlæg i Politiken, over opstandelsen: "Drop nu alt det snobberi på Kunstakademiet", lød overskriften.

MAN KAN DA heller ikke frigøre sig fra fornemmelsen af, at der er tale om den sædvanlige, rituelle modvilje mod, at noget laves om. At der i professorernes faglige frygt er en uudtalt angst for at miste egne positioner og måske endda privilegier. Men selvfølgelig - ét spørgsmål står tilbage: Hvordan skal sammenlægningen se ud i praksis? Politikerne og rektor har undladt at lægge spørgsmålet ud til debat først - velsagtens for at undgå ballade. Nu har de i stedet fået den, og en advarsel fra en Henning Larsen og professorerne er vanskelig at sidde overhørig. Men småt er ikke altid godt, og hvorfor ikke møde udfordringen positivt? Scenen er trods alt forandret siden både 1700-tallet og Jørn Utzons tid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu