Ny retsorden eller ny kolonialisme?

"Ondskabens frugt vokser af godhedens frø"

Hans. J. Morgenthau (1904-1980)

DER HAR I DEN FORLØBNE UGE været noget, der ligner en euforisk stemning blandt internationale jurister, i vestlige udenrigsministerier og alle de steder, hvor den vestlige konsensus om menneskerettigheder og retfærdighed prises. Årsagen er udstedelsen af en arrestordre mod Sudans siddende præsident, Omar al-Bashir. Denne begejstring er forståelig. Det er første gang, siden Den Internationale Straffedomstols (ICC) oprettelse i 2002, at en siddende regeringschef har modtaget en arrestordre. "Dette betyder, at han ikke kan rejse nogen steder hen, og at han ikke kan få lægehjælp i udlandet, hvis han bliver syg. Det betyder, at vi nu har en international retsorden baseret på retsstaten," sagde den australsk-engelske advokat Jeffrey Robertson, en af verdens fremmeste menneskerettighedsjurister.

DER KAN IKKE HERSKE TVIVL om, at Omar al-Bashir er en politisk forbryder. Den 65-årige sudanske præsident er direkte eller indirekte ansvarlig for 200.000 mord og et langt større antal sårede, systematisk voldtægt af kvinder og lemlæstelse af børn. Han har sammen med sine allierede i den såkaldte Janjaweed-milits gjort sig skyldig i noget, der kan betegnes som folkemord.

At en sådan mand ikke kan vide sig sikker, er et udtryk for er en ny retsorden. Men er det en bedre retsorden? Tidligere kunne forhenværende diktatorer se frem til et relativt fredfyldt otium på trods af deres forbrydelser. Ugandas Idi Amin døde i en luksusvilla i Saudi Arabien, Mobuto Sese Seko udplyndrede Zaire i 32 år, før han døde fredeligt i Marokko - og Etiopiens tidligere leder Mengistu Haile Mariam lever fortsat et komfortabelt liv i Zimbabwe, mens resten af landet sulter. Nu er den tid forbi - hvis man skal tro de begejstrede røster i det internationale samfund.

At en forbryder som al-Bashir nu kan se frem til et liv som paria, kan man græde tørre tårer over. Umiddelbart virker det som et syvmileskridt for retfærdigheden, at Den Internationale Straffedomstol nu træder i karakter og udsteder arrestordre på denne grusomme tyran. Jovist, også den anden side i konflikten i Sudan - the Justice and Equality Movement (JEM) - er skyldig i overtrædelser. Men det er al-Bashir der har ansvaret for, at FN's Sikkerhedsråds Resolution 1706 - om udstationering af fredsbevarende styrker - ikke er blevet implementeret, snart tre år efter den blev vedtaget.

SÅ VIDT, MEN ALLIGEVEL IKKE SÅ GODT! For faktum er, at arrestordren - selv om den kan virke nok så retfærdig - i realiteten vil føre til yderligere lidelser. Efter dens udstedelse trak regeringens modstandere i JEM deres tilsagn til en fredsaftale tilbage. Men det er ikke kun al-Bashirs modstandere, der er blevet kamplystne. Risikoen for, at han kan tilbringe resten af sit liv i en fængselscelle i Haag, hvor den Internationale Straffedomstol har sit hovedsæde, vil med en naturlovs nødvendighed føre til, at al-Bashir ikke forhandler med sine modstandere, endsige søger en fredsløsning. Hvorfor skulle han gøre det?

Et af de mange problemer med Den Internationale Straffedomstol er, at forbrydere, der stadig er aktive, bliver desperate, hvis de ved, at en fredsløsning vil føre til livsvarigt fængsel. Det er allerede sket i Norduganda. Arrestordren mod Joseph Kony, lederen af den såkaldte Lord's Resistance Army, har betydet, at denne konflikt er fortsat. Kort sagt: Den internationale retsorden, som der rørstrømsk tales om, er nok i overensstemmelse med de internationale retsnormer, men konsekvensen af denne idealisme er større lidelse blandt de civile og sagesløse ofre.

FIAT IUSTITIA, ET PEREAT MUNDUS - "Lad retfærdigheden ske fyldest, også selv om verden forgår", sagde Kong Ferdinand den Første, en østrig-ungarsk konge fra det 16. århundrede. Vi burde være blevet klogere siden dengang. Men det er vi ikke.

Og det er ikke det eneste problem med ICC. Ingen kan - eller bør - være i tvivl om alvorligheden af de grusomheder, der foregår i Dafur. Men der er andre konflikter og andre regeringer, der overtræder de mest basale menneskerettigheder. De bør også forfølges. Det kan virke næsten kedsommeligt at gøre opmærksom på.

Hvad med de overtrædelser af international ret, der er blevet begået af Israel i Palæstina, USA (og andre) i Irak, af Kina i Tibet, og mange andre steder? Så længe disse forbrydelser - som indrømmet er mindre end Dafur - går ustraffet hen, vil den internationale retsorden blive set som en ny form for kolonialisme og politisk dobbeltmoral.

Det skærper konflikten mellem Vesten og resten af verden og gør ikke forholdene bedre for ofrene. International politik handler om realisme og har aldrig været tjent med blåøjet idealisme. Det er den heller ikke nu.