Leder

Obamas første store krise: AIG

Debat
18. marts 2009

På et eller andet tidspunkt måtte Barack Obamas hvedebrødsdage være ovre, og at det skulle ske i forbindelse med præsidentens håndtering af finanskrisen, er egentlig ikke forbavsende.

Bush-regeringens og Kongressens beslutning sidste efterår om at skyde flere hundrede milliarder skattedollar ind i skrantende finanshuse for at at undgå en total kollaps i det globale finanssystem var fra begyndelsen ekstremt upopulær i den amerikanske befolkning såvel som i Kongressen.

Men på det tidspunkt lykkedes det trods alt politikere med et køligt overblik at vinde slaget.

Præsidentkandidaten og demokraterne løb en betydelig politisk risiko ved at give grønt lys til den daværende republikanske finansminister 'Hank' Paulsons redningspakke. Man vil erindre, at John McCain og de fleste republikanere i Kongressen dog stemte imod.

Demokraternes politiske gambling er blevet særdeles tydelig i sammenhæng med afsløringen af forsikringsselskabet American Insurance Groups udbetaling af 52 milliarder dollar til 20 europæiske banker (herunder 200 millioner dollar til Danske Bank) og 210 millioner dollar i bonus til managere i selskabets finansafdeling, hvoraf en del er udlændinge og placeret i London.

Nu kan de amerikanske skatteborgere nemlig se, hvor og til hvem mindst 100 milliarder dollar ud af et samlet AIG-tilskud på 170 milliarder er endt - og det er ikke ligefrem et kønt syn.

Hertil skal lægges, at selskabet endnu ikke har gjort rede for de resterende 70 milliarder dollar. Hvor er de forsvundet hen? Har man haft udeståender i andre udenlandske pengeinstitutter og finanshuse, hvis identitet man ikke ønsker at oplyse om, og som tillige har indkasseret deres tilgodehavender?

Intet andet privat amerikansk selskab har modtaget et så stort statsligt tilskud som AIG. I dag ejer det amerikanske finansministeriet og Centralbanken tilsammen 80 procent af aktiekapitalen. Trods det synes ingen at være på det rene med, hvem der i sidste instans træffer de vigtigste afgørelser i verdens største forsikringsselskab. Den ordførende direktør er godt nok udpeget af myndighederne, men det virker ret beset, som om AIG's finansafdeling stadig styres af en klike af managere - dem, der bærer det oprindelige ansvar for de kolossale fejldipositioner, som bragte selskabet i økonomisk uføre.

Det er med andre ord ræven, der er blevet sat til at vogte gæs, og oven i købet høster den samtidig ublu præmier i form af millionbeløb i bonusudbetalinger.

Denne situation er politisk uholdbar for Barack Obama. Det er ikke nok, at præsidenten udtrykker moralsk forargelse og beder finansminister Geithner om at afsøge alle juridiske udveje for at blokere for bonusudbetalingerne.

Han bliver nødt til at udvise langt mere handlekraft og sætte skik på lederne i AIG, der tror, at de ustraffet kan tage de amerikanske skatteborgere som gidsler - blot fordi deres ekspertise anses for uundværlig i bestræbelserne på at udrede alle de komplicerede tråde i selskabets risikofyldte dispositioner.

Regeringens advokater hævder, at en kontrakt er en kontrakt, og at den amerikanske kapitalisme bygger på tilliden til, at kontrakter bliver indfriet. Nuvel, men hvordan kan det så være, at den selvsamme regering tilsyneladende indtager den stik modsatte opfattelse, når det gælder om at redde nødstedte boligejere? I Obamas boligpakke foreslås det, at auktionsdomstole tildeles myndighed til at ændre hypoteklånekontrakter mellem banker og husejere, således at sidstnævnte enten får udsættelse eller nedsat renten.

Vreden ulmer blandt amerikanerne. AIG's hovedkvarter i Connecticut har modtaget tonsvis af hadebreve og dødstrusler i de sidste dage. Samme atmosfære gerådede i USA i 1930'erne, hvor folkets hævnlyst mod grådige spekulanter snildt blev håndteret af præsident Roosevelt gennem forbundspolitiets arrestation af de værste eksemplarer. Obama-regeringen skal ikke nødvendigvis gøre præcis det samme. Der er dog ingen tvivl om, at vi befinder os i tider, hvor demagoger og populister trives og den sunde fornuft - præsenteret som økonomisk rationelle beslutninger - let kan blive sat ud af spil. Risikoen er, at de politiske beslutningstagere mister legitimitet og beslutningskraft til fordel for 'pøblen' manifesteret ved kommentatorvældet i amerikanske medier. Derfor bliver præsidenten nødt til at agere langt mere håndfast i sagen om AIG.

I modsat fald stækkes Obamas vinger, og hans kapacitet til at styre USA og verden ud af den finansielle og økonomiske krise formindskes drastisk. Chancen for finansiel og økonomisk protektionisme vil vokse hastigt. Og det er i ingens interesse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian de Coninck Lucas

Bedre sent end aldrig.