Leder

Opgør med fortidens synder

Debat
20. marts 2009

At Bo Weymann, tidligere centralt medlem af Blekingegadebanden og identisk med 'Stemmen' i Peter Øvig Knudsens bøger om banden nu er trådt ud af anonymiteten og har bekendt sine synder på den aktivistiske venstrefløj i 70'erne og 80'erne er et nyt kulminationspunkt på den senere tids interesse for banden. Et centralt spørgsmål står stadig tilbage, nemlig hvem der under røveriet på Købmagergades Postkontor dræbte en ung betjent. Samfundet har stadig et krav på at få det at vide. Bo Weymann hævder, at han ikke ved det. Man kan ikke gøre sig til dommer over, hvad han ved og ikke ved, men blot konstatere, at den sandhed burde han aktivt medvirke for at få afdækket.

Lige nu udspiller der sig en kamp om sandheden om Blekingegadebanden, og den sammenhæng de udspringer af. Peter Øvig Knudsen var med sine bøger om banden den første til for alvor at gå i dybden med, at banden må ses som en dansk terrorcelle i en international sammenhæng, selvom han nok i bøgerne overdrev forbindelserne til RAF i Tyskland. For nylig forsøgte så tre af bandens medlemmer, Torkild Lauesen, Jan Weimann og nyligt afdøde Niels Jørgensen, i et halvtredssiders langt indlæg i tidsskriftet Social Kritik at generobre deres egen historie. Hensigten var at modsige den sandhed om Blekingegadebanden, som fremgår af Øvigs bøger og at nedtone terroren til fordel for at tale om dem som kriminelle i en politisk kamp. Som en slags Robin Hood, der røvede penge fra de rige kapitalister og gav pengene til frihedsbevægelser i den tredje verden, først og fremmest PFLP. De tre kan af gode grunde, fordi de selv var tættest på begivenhederne, påvise svagheder og upræcise detaljer i Øvigs bøger, men det centrale i deres lange indlæg er bestræbelsen på at relativere egne ugerninger og at sætte dem ind i en politisk sammenhæng, hvor målet helliger midlerne.

Det lange indlæg former sig som en sump af forklaringer, der viser, hvor uendeligt lidt de tre har flyttet sig siden deres aktivistiske periode. De forvilder sig ud i en underlig blanding af marxistisk litteratur, befrielseskamplekture og lærebog i statsmandskunst, sammenligner sig selv med de danske frihedskæmperne under den tyske besættelse - og bruger blandingen til at legitimere deres egen illegale kamp. I stedet for at læse Machiavellis Fyrsten, Che Guevara og diverse kommunistiske manifester kunne man mene, at banden ville have bedre af at læse Shakespeare, Dostojevskij og Kertész.

Når det kommer til stykket, er deres indlæg én stor relativering. Deres argumenter for, at under visse omstændigheder kan et mål hellige visse midler, er et farligt skråplan. Og disse kan slet ikke almengøres som del af et politisk program eller kamp, men er et højest individuelt anliggende, hvor den enkelte selv betaler prisen for at overskride de normer, som et demokratisk samfund nødvendigvis må hvile på.

Det mest bekymrende ved deres indlæg er, at det slutter med et "Kampen fortsætter" og en slet skjult opfordring til, at andre skal tage over, "fordi man ikke bare kan være passiv."

At sagen blusser op igen skyldes Øvigs bøger og Weymanns bekendelser, men må også ses som ønsket om en større klarhed i den fælles historie-skrivning og en interesse for på ny kritisk at forstå 70'erne og 80'ernes radikalisering. Det udtrykker også et nødvendigt ønske om at lægge afstand til venstrefløjens flirt med vold og væbnet revolution som legitime midler i forhold til at nå et bestemt mål.

Det, der udspiller sig, er i virkeligheden en diskussion mellem idealisme og fanatisme, som Blekingegadebanden i særlig grad satte på spidsen. Det handler om at tro, at man er et bedre menneske end andre, at man har mere ret end andre, at ens sandhed står over andres, og at man derfor har ret til at kæmpe for den, herunder også med voldelige midler. Men det er en gammel sandhed, at hvis man bruger vold som middel for at nå et mål, trækker man også det med ind i målet.

Det er læren af alle revolutioner, at man ikke på den måde kan adskille mål og midler. Hvis man, som Bo Weymann selv formulerer det nu, i en højere sags tjeneste først accepterer lidelsen, hvis man først er indstillet på at medbringe dødbringende våben til et røveri, så har man også én gang for alle overskredet en farlig grænse, som kun afføder mere vold.

Bo Weymann virker som en mand, der er oprigtig indstillet på at sone fortidens synder. Han har først selv taget alle de små skridt, der bragte ham langt ud over en fundamental etisk grænse, og er nu med små skridt på vej tilbage til en normalitet. At lytte til hans erfaringer er en vigtig medicin mod radikalisering.

Med hensyn til de øvrige medlemmer af banden må man kun håbe, at der i dagens samfund ikke er mange, der vil lade sig besnære af deres forkvaklede argumenter og opfordringer til at fortsætte kampen for et mål med ulovlige midler.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Holm Knudsen

Deres argumenter for, at under visse omstændigheder kan et mål hellige visse midler, er et farligt skråplan.

Er det ikke præcist, hvad enhver militær aktion går ud på? Eller politiets anvendelse af vold? Er det ikke præcist hvad Danmarks deltagelse i Irakkrigen handler om? Osv.

Guantanamo !

Ak ja, det virker begge veje

Per Holm Knudsen

Netop - er demokratisk vold bedre og renere end udemokratisk vold?