Leder

Opret en 0,7-gruppe for Afrika

Debat
16. marts 2009

Verdensbankens cheføkonom for Afrika, Shanta Devarajan, havde et skræmmende budskab med til Danmark på sit netop overståede besøg:

De afrikanske landes økonomier er lige nu på randen af kollaps under trykket fra recessionen i den globale økonomi. Hvis det går, som Verdensbanken frygter, risikerer 700.000 spædbørn - 700.000! - at dø inden de fylder et år som direkte konsekvens af det økonomiske kollaps. Et tal der vel at mærke skal ligges oven i de millioner af børn under fem, der i forvejen dør af sult og sygdom om året i Afrika. De triste udsigter bliver ikke mindre triste af Shanta Devarajans andet budskab. Nemlig at mange lande i Afrika før den økonomiske krise var meget tæt på at nå et bæredygtigt punkt, hvor deres økonomier kunne fungere uden milliarder af dollar i bistand. I årerne op til 2007 havde Afrika samlet set en økonomisk vækst på fem procent om året, og prognoserne for 2008 lød på en fornem vækst på omkring 7 pct. Fattigdommen var på vej ned, og levestandarden på vej op. Afrika var på rette vej og tæt på målet.

Det var, indtil den økonomiske krise trak tæppet væk under det skrøbelige kontinent. Nu forventer Verdensbanken i stedet, at væksten i den afrikanske økonomi bliver halveret med en humanitær katastrofe og en bølge af nye væbnede konflikter som konsekvens.

I LYSET af det afrikanske mørke har de sidste dage budt på to fornuftige politiske nyheder. En udefra og en herhjemmefra.

Fra hovedkontoret i Washington har den Internationale Monetære Valutafond (IMF) fortalt, at den vil tredoble sine lån til Afrika og lette betingelserne for at opnå lån.

En god ide, hvis bare banken samtidig slår koldt vand i blodet og skelner mellem forskellige afrikanske behov. Et land som Ghana i Vestafrika har en enorm statsgæld og underskud på de offentlige budgetter, og her er den største udfordring at få bragt underskuddet ned. Det kan IMF godt hjælpe Ghana med, men øger man bare gælden med traditionelle lån bliver den økonomiske situation i landet endnu mere ustabil, end den er i forvejen.

I Mali nogle få hundrede kilometer mod nord er situationen en anden. Her er det offentlige underskud mindre, og økonomien kan holde til, at Mali optager lån til investeringer i områder som infrastruktur og landbrug som et middel til at holde arbejdsløsheden nede.

Samtidig kom VK-regeringen også i sidste uge med deres bud på en fremtidig strategi for dansk udviklingshjælp til Afrika.

Selvom konklusionen på dagen druknede i den efterhånden temmelig trættende historie om Fogh & NATO, fortjener den at komme op til overfladen. Regeringen vil øge hjælpen til Afrika og satse på nogle få områder - især støtte til ungdommen og kvinder samt på at udvikle det private erhvervsliv - i udvalgte lande. Ser man bort fra, at udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) nok skal neje dybere for DF for at få flere penge til mere udviklingshjælp, end hendes snart 50 år gamle knæ kan holde til, så er flere penge til Afrika den helt rigtige ide.

Skal regeringens nye strategi virke på den længere bane, må regeringen også sikre sig, at der er andre lande, der vil støtte de områder regeringen ikke vil. Problemet er, at mens mange lande konkurrerer om at støtte kodak-moments som kvindelige entreprenører og børn, kniber det mere med viljen til at støtte farveløse områder som infrastruktur. Det nytter bare ikke noget med nok så mange kvindelige entreprenører, hvis ikke der også er en asfalteret vej, de kan fragte deres vare væk på osv.

VIGTIGT er det også, at regeringen og resten af de vestlige økonomier husker på, at situationen lige nu er ekstraordinær i Afrika og, at der derfor lige nu er brug for ekstraordinær hjælp - udover de bistandspenge der allerede er afsat i diverse 'Afrika-strategier'. Verdensbanken vurderer, at Afrika akut har brug for 20 milliarder dollar for at dæmme op for den humanitære katastrofe, der lurer om hjørnet. Det kan være et svært budskab at sælge i en tid, hvor alle kæmper med deres egne økonomiske kriser. I forhold til at EU-landene samlet har afsat 1.200 milliarder dollar til at bekæmpe krisen på hjemmefronten, syner beløbet dog ikke af meget. Og de utallige internationale topmøder, der lige nu bliver afholdt netop om krisen, er måske præcist den rette platform til for en gang skyld at gøre noget i tide for Afrika.

Danmark kunne i den forbindelse passende gå forrest og danne en formel 0,7-gruppe bestående af de få lande, der lever op til FN's krav om at bruge mindst 0,7 pct. af BNP på bistandshjælp.

På topmøderne skal 0,7-gruppen arbejde for at alle lande bringer deres bistand op på gruppens niveau og for, at der hurtigst muligt bliver sendt 20 milliarder dollar til Afrika. Når modvillige lande så siger, at de bliver nødt til at tage sig af deres egen krise, før de kan tage sig af Afrikas, skal 0,7-gruppen svare:

'Her mister folk deres job, når krisen kradser. I Afrika dør de'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her