Leder

Den overvældende magts afmagt

Debat
11. marts 2009

MANGE KRIGE på mange fronter. Uden udsigt til sejr. Hvor længe kan et civiliseret samfund holde til dem, før skuffelse og vrede undergraver indsatsen? Jovist, en nation kan være presset til det yderste og må forsvare sin eksistens med snart sagt ethvert til rådighed stående middel. Sådan var situationen for Frankrig i det sidste år af Første Verdenskrig, hvor mange militærkyndige iagttagere - også franske - mente, at Frankrig forblødte, og en tysk sejr var uundgåelig.

Den iltre radikale politiker, Georges Clemenceau - med tilnavnet 'Tigeren' - blev i denne nødens stund udnævnt til premierminister. I Deputérkammeret blev han mødt af en byge af kritiske spørgsmål, som han besvarede med denne salve:

"Min udenrigspolitik og min indenrigspolitik er én og samme. Indenrigspolitik? Jeg fører krig. Udenrigspolitik? Jeg fører krig. Jeg fører krig hele tiden."

Inden der var gået et år, havde Clemenceau fået et nyt tilnavn: 'Sejrens fader.'

MEN, DANMARK, vores lille land, der ikke - som Frankrig den gang - har verdens slagkraftigste hær stående som fjende på sit territorium... Hvor meget kan vi holde til at leve på krigsfod?

Meget mere end i dag. Det er i al fald svaret fra Forsvarskommissionen. Af et udkast til kommissionsbetænkning, som Information bragte i weekenden, fremgår, at kommissionen forestiller sig:-at hæren skal kunne deltage i to internationale operationer af Afghanistan-klassen,-at søværnet skal kunne stille skibe til to operationer,-at flyvevåbnet skal kunne stille fly til tre,-og at styrkerne skal kunne sættes ind overalt på kloden: Afghanistan, Mellemøsten, Nordkorea, Afrikas Horn, Grønland og Arktis.

Det vil kræve, at forsvaret skal kunne udsende mindst 2.000 mand. I dag volder det forsvaret møje at stille med bare 1.300. Og budgetterne er voldsomt overtrukne.

SOM FORSVARSKENDEREN, lektor Peter Viggo Jakobsen, fra Københavns Universitet siger: "Forsvaret er økonomisk på røven, og selv hvis de får flere penge, vil de stadig mangle mandskab."

Fælles for en række af de udsete indsatsområder er, at den væbnede konflikt vil være asymmetrisk: En invasionsstyrke med overvældende våbenmagt risikerer at komme til kort over for lokale styrker, der udnytter terrænets fordel og bruger civilbefolkningen som skjold. Som det i dag er tilfældet i Afghanistan, og som Mellemøsten har rigelige eksempler på.

Skal Danmark kaste nye milliarder og styrker ind i asymmetriske krige? Eller er vi nødt til at udtænke bidrage til en løsning? Og i stedet koncentrere den militære indsats om de områder, hvor det danske rige har vitale interesser at varetage: Nordatlanten, Grønland, Arktis?

Diskussionen skal bredere ud end kredsen af eksperter og forsvarspolitiske ordførere. Den handler om, hvad Danmark er villig til at ofre liv for.

EN MÆRKELIG symmetri i asymmetrien er der i den kamp, som bevæbnede danske styrker fører på indlandsfronten. Bandekrige hærger, politikere opruster politiet, igen og igen: Mandskab, penge, teknologi. Alligevel har politiet endnu ikke formået at sigte én eneste af de adskillige gerningsmænd til de seneste drabsrunder. Og et forslag fra juraprofessor Eva Smith, støttet af overborgmester Ritt Bjerregaard, om at politiet omgående viser beroligende nærvær ved at opstille en skurvogn på den Nørrebro'ske Blågårds Plads, afvises forfærdet af politiets talsmand, Flemming Steen Munch. Til dagbladet Politiken siger Munch: "Det kan da godt være, det kan blive en god idé med en transportabel politistation på Blågårds Plads, når støvet har lagt sig. Men lige nu er det for risikabelt."

Med ordene fra den danske kongesang: "'Fly', skreg de, 'hver som véd et skjul.'"

Efter al politiets oprustning tør det ikke engang markere sin vilje til at befri Blågårds Plads. Asymmetrien mellem politistyrkerne og de par dusin eller højst snese, der udgør den væbnede kerne i bandekriminaliteten, råber til himlen.

Som på de fjerne fremmede fronter er der en civilbefolkning, der bliver taget som gidsel. Og som intimideres til at levere ly. Eller som gradvist suges ind i loyalitetsfølelse som følge af etnisk drejning af konflikten.

OGSÅ INDLANDS gælder behovet for skånselsløs eftertanke over de hidtil valgte midler til nedkæmpning af fjenden. Længere straffe, minimumstraffe, overvågning, ransagning, indespærring af ganske unge mennesker? Duer det?

Eller må vi indse, at vi er kommet til vejs ende ad den 'barske lov og orden-vej'. Hvis den blot jager nye generationer af oprørere ud i den væbnede modstand, er vi lige så presset på hjemmefronten, som vi er ved at blive det på udefronterne.

dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

David Rehling:

"Skal Danmark kaste nye milliarder og styrker ind i asymmetriske krige? Eller er vi nødt til at udtænke bidrage til en løsning? Og i stedet koncentrere den militære indsats om de områder, hvor det danske rige har vitale interesser at varetage: Nordatlanten, Grønland, Arktis?"

Man kunne også vælge en helt tredje løsning, nemlig at give militæret til opgave at forsvare landet mod potentielle udefrakommende magter.

Er det egentlig ikke derfor vi anvender ordet "forsvar" i stedet for at kalde det "angreb", "militær", "kolonimagt" eller "besættelsesmagt"?

Birgitte Nori

Jeg synes det er en interessant kobling David Rehling laver mellem henholdsvis Forsvarskommisionens forestillinger om Danmark som multiagerende militærmagt i hvad der fremstår som asymmetriske krige, og så den danske politienheds vægren ved at gå ind i løvens hule i den verserende bandekrig bestående af et lille antal bandemedlemmer.

Essensen er vel ,at vi idag befinder os på et udviklingsniveau hvor vi er nødt til at spørge til hvilke er vores motiver? Som samfund har vi vel en viden vi kan gøre brug af!

Kjeld Lehnsdal

Det er naturligvis helt hul i hovedet, at dansk bevæbnet politi ikke vil oprette en filial på Blaagaards Plads...

Naturligvis skal de urolige hoveder se politiets nærværelse time for time... -- døgnet rundt....

Blaagaards Plads er vor plads, - ikke uromagernes...

Patrulliering, - parvis, - op og ned ad Blaagaardsgade, - og parallelgaderne i kvarteret...
-- døgnet rundt...

Overvågning af de urolige hoveder... --

Præventiv lukning af Hell's Angles' lokaler... -- hvilken samfundsnytte gør Hell's Angles...?

Udbygge fængselsplads til et par tusinde kriminelle, - under pressens medvirken, - så uromagerne ser hvad der venter dem, hvis de overtræder lovene...

Mod rå, umotiveret vold er der kun eet middel...rå, lovlig politimagt...

jan henrik wegener

antallet af døde europæiske og amerikanske tropper i Aghanistan og Irak i forhold til første Verdenskrig er måske en til titusinder.

Bente Simonsen

Både Obama og Fogh etc. burde være smarte nok til at forstå, at ingen fred kan vindes gennem militære indsatser i Afghanistan - historien ligesom viser det.
Ellers så kan de jo spørge russerne.

Løsningen ligger i Intelligent ledelse og uddannelse (af kvinder inkl.). Et allround orienteret og veluddannet folk lader sig ikke kue af talibans tvang og fanatisme.
En moderne AtaTürk, det er hvad som behøves.