Leder

En parantes

24. marts 2009

"Styreformen i København er vanskelig at arbejde med. Det er meget svært at se København som en samlet enhed, som kører på et fælles projekt."

- Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) på pressemøde i går

Det var et ualmindeligt klogt valg om ikke at genopstille, som overborgmester Ritt Bjerregaard i går meddelte offentligheden. Klogt for hende selv, klogt for hendes parti og ikke mindst klogt for København. Med godt et halvt år til kommunalvalget var Ritt Bjerregaard kørt fast i politisk mudder, modvilje og et snørklet bureaukrati på Københavns Rådhus. Og hun sagde det selv. Det er svært at være øverste leder i et magistratsstyre, hvor ens politiske modstandere sidder som borgmestre på store, vigtige administrative områder.

Derudover er det svært at regere den største hovedstadskommune uden at have regeringen på sin side, og endelig er det er svært at have med et bystyre at gøre, hvor de politiske flertal og mandaterne hopper rundt i til tider besynderlige konstellationer. Så uanset, hvad den erfarne socialdemokrat skulle finde på at begrunde sin afgang med, så er virkeligheden, at hun var kørt fast, og at hun på fire år havde skabt så stor modstand imod sig, at det var svært at få gennemført større projekter og planer. Ritt Bjerregaard kunne i værste fald se frem til et historisk valgnederlag, hvor hun til efteråret måtte aflevere mere end 100 års socialdemokratisk bystyre til SF eller Venstre. I bedste fald kunne hun håbe på med det yderste af neglene at redde sig en ny fireårig periode, som under alle omstændigheder ville blive mere besværlig end den første.

Ritt Bjerregaard er politisk strateg til fingerspidserne, og hun ved, hvornår legen er så god, at man bør stoppe - formentlig hjulpet på vej af ikke offentliggjorte meningsmålinger, som har vist katastrofal lille opbakning til hende og Socialdemokraterne i København. De, der er offentliggjort, har i hvert fald vist, at overborgmesterens popularitet kan ligge på et meget lille sted.

For at analysere, hvad der er gået galt for Ritt Bjerregaard i København, er det nødvendigt at gå tilbage til hendes forgænger Jens Kramer Mikkelsen, som overtog en kommune tæt på fallittens rand i slutningen af 80'erne. I modsætning til Ritt Bjerregaard arbejdede Kramer på de indre linjer. Han skabte alliancer på rådhuset og med først den borgerlige Schlüter-regering og senere Nyrup Rasmussens regeringer. Han var diplomat mere end forhandler og forstod at udnytte Københavns magtfulde position til at indgå politiske handler. I en svær nedgangsperiode fik Kramer Mikkelsen vendt byens udvikling ved hjælp af massive investeringer i byfornyelse, en Øresundsforbindelse til Malmø, metro, Ørestad, havnearealerne og store kulturbyggerier. Kramer Mikkelsen forsøgte med held at udnytte og sno sig gennem det tunge og til tider kvalmende besværlige københavnske bystyre. Ritt Bjerregaard gjorde det modsatte. Hun blev valgt med brask og bram, store løfter og mere end 60.000 personlige stemmer og troede, at hun kunne regere København, som regeringen regerer landet. Men Københavns magistrat er ikke nogen regering, og Borgerrepræsentationen er ikke noget folketing. Styreformen har med årene tæret på kræfterne. Nederlag har fulgt nederlag for Ritt Bjerregaard, og hendes exit fra kommunalpolitik er mere et håndklæde i ringen end et forsøg på at give stafetten videre til yngre kræfter. Det er i orden at kritisere det besværlige styre og kræve en reform, men det er skvattet at kaste skylden for manglende handlekraft på styreformen.

Det er dog rigtigt, at Ritt Bjerregaard ikke passede til det københavnske bystyre, og at hun ikke havde regeringen med sig. Hver gang noget gik galt for overborgmesteren, så gik hun til regeringen og fik en nedadvendt tommelfinger. Undervisningsministeriet ville ikke af med en tom bygning til et nyt ungdomshus, regeringen ville ikke bygge en trafikbegrænsende cityring om København, kulturministeren ville bygge en parkeringskælder under skuespilhuset mod bystyrets vilje, regeringen nægtede at dispensere fra kommunale regler, som ville muliggøre byggeri af billige boliger og så videre. På den måde har forholdet mellem regeringen og København været en magtkamp under Ritt Bjerregaard snarere end et samarbejde, og den magtkamp er København dømt til at tabe. Som bekendt er intet over og intet ved siden af Folketinget, og der var en grund til, at fortidens politikere valgte et så besværligt og politisk impotent styre som det københavnske. Ritt Bjerregaard har løbet panden mod en mur i mange sager som overborgmester og skudt skylden på regeringen, styreformen og meget andet. Men først og fremmest har hun ikke forstået at manøvrere i det besværlige system. Til gengæld kan hun trække sig fra politik og se tilbage på en helt ekstraordinær politisk karriere, hvor hun har stået som forbillede for en hel generation af socialdemokratiske kvinder. Men på rådhuset vil hun være en parantes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

lars Frandsen

Det er dejligt at se, at Bjørk og bew supplerer hinanden - samarbejde skal der til!

Således skrev Bjørk 23.marts i sin bagsidekommentar: "En kilomet" : " Før vi bliver alt for hellige, skal det erkendes, at det ikke står meget bedre til på aviserne".

På smukkest vis illustrerer bew ovenstående i lederne 24 marts, som han har givet overskriften: "En parantes"!!!! og for lige at slå det fast afsluttes lederen med: "Men på rådhuset vil hun være en parantes."

Herudover lærte jeg i skolen, at man ikke må starte med "men" efter punktum; men det er jo også længe siden!

http://www.retskrivningsordbogen.dk/ro/ro.htm

Lars Frandsen ;-)

Inger Sundsvald

Øv, nu havde jeg lige glædet mig til at skrive om parenteser :)

Men så kan jeg da udtrykke min respekt for alt det hun har opnået og for de intentioner hun havde med København, som på grund af uansvarlighed fra samarbejdsparterne og ikke mindst regeringen ikke kunne blive til noget.

Ritt Bjerregaard har haft mange fjender gennem årene, og det har ikke skortet på konflikter og kampe. Ingen skal bilde mig ind at hun stopper fordi hun er bange for et nederlag. Hvis det f.eks. viser sig at hendes person står i vejen, er respekten for hendes klarsyn så meget desto større.

Ganske vist er hun altid blevet beskyldt for at ’føre sig frem’, for magtsyge og alverdens andre ting man aldrig ville beskylde en mand for, men ingen kan frakende hende at hun har været kompetent i sine forskellige stillinger, og at hun har arbejdet i partiets interesse.

Jeg ønsker hende et godt ’otium’, selv om det skulle overraske mig, hvis vi ikke kommer til at høre en hel del til hende i fremtiden.
...
Lars Frandsen, der var så meget man ikke måtte før i tiden. Noget af det gælder endnu, dog ikke 'parantes' - endnu.

I vidt omfang enig med Inger S. om Ritt Bjerregaards fortjenester.
Og jeg har vist samme svaghed for rimeligt korrekt dansk, også i avisen, og sjovt nok, da ikke mindst i den mindst ringe avis.
Har redaktionen mon overvejet muligheder for at få dæmmet op for sproglige bommerter, eller skal vi sige regulære stavefejl?
Hvad med at hyre nogle "konsulenter" blandt læserne? Hvis man kan bruge læsere til mere eller mindre intetsigende spørgeskemaer om avisens fortjenester, kan man måske også finde en fornuftig måde at bruge sprogglade læsere til at fange sprogfejl??