Leder

Pavens sexråd

Debat
20. marts 2009

SPØRG PAVEN. Det gjorde en fransk journalist, mens pave Benedikt XVI var på vej til sit første officielle besøg i Afrika: "Blandt de mange dårligdomme, som plager Afrika, er især udbredelsen af aids. Den katolske kirkes holdning til kampen mod denne sygdom bliver ofte betragtet som urealistisk og ineffektiv. Vil De tale om dette problem under Deres rejse?" Til dette svarede Guds stedfortræder på jord: "Denne plage kan ikke bekæmpes med uddeling af præservativer. Der er tværtimod risiko for, at det blot vil forøge problemet."

Pavens holdning til brugen af prævention er ingen nyhed. Også hans forgænger, Johannes Paul II, var modstander af midler til forebyggelse af svangerskab og kønssygdomme. Men der er alligevel to nyheder i den udtalelse, som paven fremsatte i flyet på vej til Afrika, hvor han i disse dage besøger Cameroun og Angola. Det er angiveligt første gang, at en pave tager ordet præservativ i sin mund (det er siden blevet rettet til prævention på Vatikanets hjemmeside). For det andet siger paven nu ikke blot, at kondomer ikke er nok til at bremse aidsepidemien, men hævder også, at de ligefrem kan forværre situationen. Ifølge denne logik er personer, som bedriver seksualoplysning og uddeler præservativer i Afrika, altså syndere, som bærer en del af skylden for den fortsatte spredning af hiv.

PAVEN HAR en anden løsning: "En humanisering af seksualiteten og en genopfindelse af den måde, man behandler sin egen krop". Dermed saboterer han forsøget på at afhjælpe det påtrængende problem gennem uddeling af præservativer og undervisning i deres brug. Vatikanet fastholder, at kondomer indgyder folk en falsk sikkerhed, selvom videnskabelige undersøgelser viser, at de reducerer smitterisikoen med 80 pct. Risikoen ved beskyttet sex kan altså ikke sammenlignes med risikoen ved ubeskyttet sex, medmindre man i ramme alvor tror, at alle vil holde helt op med at dyrke sex, indtil epidemien er under kontrol. Hvis der blev opfundet en vaccine, skulle man ifølge denne logik forbyde dens udbredelse.

PAVENS LISTE af uheldige udtalelser er efterhånden ganske lang. Teologen fra Bayern undlod at nævne jøderne, da han for to år siden besøgte Auschwitz, han har afvist at støtte FN's erklæringer om homoseksuelles rettigheder, fornærmet muslimer og afvist muligheden for dialog mellem religionerne, og for få uger siden valgte han at benåde en biskop, som benægter holocaust. Nu stiller den franske avis Libération igen spørgsmålet: "Skal paven udskiftes?"

Alene i Afrika er der skønsmæssigt 22 millioner hivsmittede. Pavens udtalelse vækker derfor også stor forargelse i den katolske verden: "Bag et så uansvarligt budskab gemmer sig det katolske lederskabs forvirring over alt, hvad der har med sex at gøre," skriver den spanske avis El País. Man kunne spørge, hvem der har gavn af Vatikanets indstilling til bekæmpelse af hiv/aids? Ja, hvem egentlig?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her