Leder

Så hjælp dog

28. marts 2009

Set fra Europas skriveborde er der rigeligt at bekymre sig om i forhold til Zimbabwes tvangsægteskab mellem præsident Robert Mugabes røverstyre og den demokratiske opposition i partiet Movement for Democratic Change, MDC. Mugabes lakajer har fortsat kontrollen over magtministerierne, der styrer politiet, hæren og sikkerhedstjenesten. Partiet kontrollerer den magtfulde Public Services Committee, der har sidste ord i udnævnelsen og placeringen af hver eneste offentlige ansat, og præsidenten selv udnævner suverænt de magtfulde guvernører og nye ministre.

Og de bruger magten. Senest har Mugabe nægtet at udnævne MDC's kasserer, Roy Bennett, til vicelandbrugsminister, uanset at samarbejdsaftalen udtrykkeligt kræver, at han udnævner de ministre, MDC indstiller. Han afviser samtidig at give MDC de fem guvernørposter, de har aftalt. Invasionerne af hvide farmeres ejendom fortsætter, eller rettere: De er blevet intensiveret, siden samlingsregeringen trådte sammen den 22. februar, og siden er 100 af de tilbageværende cirka 400 hvide farmere blevet jaget på porten. For en sortseer er der altså rigelige tegn på, at hardlinere i Mugabes ZANU (PF)-parti bruger aftalen til at få landets økonomi på fode igen i håbet om, at de senere kan overtage det genopfyldte spisekammer.

Set fra Zimbabwe byder tilstanden imidlertid på et helt andet syn - synet af en politisk kamp, der efter næsten 10 års tilsyneladende ørkenvandring er gået ind i en ny fase, hvor hver dag styrker oppositionen. Set fra Zimbabwe er der intet nyt i Mugabes og hans lakajers svinestreger; dem har folk levet med i årevis, og ingen forventer naivt, at den gamle mand og især hans håndlangere stille lægger sig på ryggen og tavst overgiver sig: Kampen fortsætter, nu blot med nye midler.

Og her har oppositionens ledelse med snilde, beslutsomhed og politisk tæft foreløbig gjort al skepsis til skamme og demonstreret, at den er opgaven voksen til at mejsle stadig større stykker bort af Mugabes ZANU (PF)'s magtapparat.

Den har overtaget et gennempolitiseret statsapparat: Ikke én samfundsinstitution har ZANU (PF) tålt ikke at kontrollere, selv ikke landets rensningsanlæg - hvorfor disse heller ikke var uden den politiske smitte af svindel og trang til at sluse offentlige midler ind på private bankkonti: Resultatet blev forsømmelse i en sådan grad, at rå, urenset kloakvand blev pumpet direkte ud i hovedstadens drikkevandsreservoir med sidste års kolerakatastrofe til følge.

At afluse dette statsapparat for kyniske partifolk vil tage tid, og tålmodighed er en afrikansk dyd, vestlige donorer kunne lære en smule af i disse måneder. For er der én ting, den nye regering ikke selv har og kun vanskeligt selv kan skaffe, er det økonomiske midler til at gennemføre den nødvendige demokratisering og professionalisering af statsapparatet.

Som finansminister Tendai Biti forklarer, balancerer landet i øjeblikket på en vippe: Hvis donorernes krav om genoprettelsen af retsstatens principper skal gennemføres, skal politicheferne, der alle er politisk udnævnte, ZANU (PF)-medlemmer altså udkommandere betjente til at gennemføre ordenshåndhævelsen. Mange af dem er lede og kede af den tilstand, der har hersket i landet længe; også de led under hyperinflationen og landets økonomiske deroute. Men skal disse politichefer og deres betjente skifte side og følge direktiver fra det nye styre, skal de føle sig sikre på, at hævnen ikke venter forude i form af et falleret MDC-styre. De skal følge sig overbeviste om, at det gamle styre er faldet. Det kræver penge og midler, som landet ikke længere har, men som de vestlige donorer med et ubetydeligt greb i lommen ville kunne tilvejebringe.

Under sit besøg i landet i sidste uge kunne udviklingsminister Ulla Tørnæs konstatere, at oppositionen er i gang med at forandre landet. Men de 20 millioner kr., hun lovede i nødhjælp, er en pinlig lille investering i demokrati og stabilitet. Danmark brugte sidste år 100 millioner kr. på humanitære opgaver i landet; i dag vil et tilsvarende beløb få en kolossal virkning. Hun burde give et ordentligt drøn på bastrommen med et beløb, som ville kunne mærkes, øremærket til lønninger til for eksempel sygeplejersker og skolelærere.

Det vil ikke alene bidrage til at stabilisere den demokratisering, zimbabwerne ønsker, men desuden øjeblikkeligt blive omsat i ny økonomisk aktivitet. Der er ikke tale om en tilstand som i Danmark, hvor borgerne spekulerer på, om udbetalingen af den lokkende SP-opsparing skal gå til importeret rødvin eller en ekstra udlandsrejse: I Zimbabwe vil pengene blive omsat hos den lokale købmand og dermed bidrage til at genrejse det landbrugs- og erhvervsliv, som hun i øvrigt er så optaget af at styrke i Afrika. Sjældent kan Tørnæs slå to så fede fluer med et smæk som i dette tilfælde. Der er ingen grund til nøl.

pty

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu