Leder

Wildskud

24. marts 2009

'Geert Wilders er ikke helt min kop te. Men i modsætning til vores modstandere - og i modsætning til eftergivenhedspolitikerne og meningsdannerne i Danmark og England - så tør vi godt invitere ham'

- Naser Khader (K)

FOR ET ÅRS TID siden var der stort set ingen uden for Holland, der havde hørt om politikeren og filmmanden Geert Wilders. Endnu færre havde set hans stærkt islam-kritiske film Fitna. Det forhindrede imidlertid ikke, at filmen og dermed Wilders delte vandene mellem de, der blev krænket over hans propagandistiske og stærkt forsimplede sammenkædning mellem islam og terror, og de, der mente, han slog et nødvendigt slag for ytringsfriheden.

Siden har hollænderen blandt andet fået et tåbeligt indrejseforbud i England, fordi man mente, det ville være til fare for den offentlige orden at give ham mulighed for at drøfte sin film med medlemmerne af Overhuset, selv om det var selv samme hus, der havde inviteret. Sådan er vi ikke i Danmark. Her kæmpes som bekendt en stålsat kamp for ytringsfriheden, så hvad er mere naturligt end at invitere ekstremisten Geert Wilders til den antiekstremistiske konference, som den nyslåede konservative Naser Khader har stillet sig i spidsen for.

'Se, hvad vi tør,' lader til at være den afgørende kvalifikation. Naturligvis gælder ytringsfriheden for Geert Wilders, naturligvis er det forkasteligt, at han trues på livet på grund af sin film, og naturligvis står det arrangørerne frit for at invitere ham til konferencen. Men hans 'indsigt' i ekstremisme og radikalisering er hovedsageligt dokumenteret i den talentløse sammenklipning af faktuelt rigtige filmstumper, som til sammen tegner en fuldstændig tendentiøs og idiotisk sammenkædning mellem islam, Koranen og terror, som er lige så forsimplet og propagandistisk som nogle af de fremstillinger af Vesten, som radikaliseret islam kan stå for. Han har med andre ord ikke meget at byde på i sammenhængen.

Med en invitation af Wilders risikerer man ikke kun, at konferencen, som er vigtig og relevant nok, først og fremmest vil handle om hollænderens tilstedeværelse; man er også med til at underbygge tendens til, at ekstremister i begge lejre lever af at fremstille præcis de samme billeder af hinanden.

Problemet er blot, at hvis man forsøger at slå til lyd for, at symbolet Geert Wilders for længst er blevet større, end hans elendige værk eller budskab på nogen måde berettiger til, stemples man øjeblikkeligt som fjende af ytringsfriheden eller kort og godt som 'kujon'. Det var i hvert fald, hvad Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard kaldte statsministeren, da han sagde, at Wilders ikke var værd at beskæftige sig med. Han er åbenbart hævet over almindelige vurderinger af saglighed eller lødighed. Men det gavner hverken ytringsfriheden eller en nødvendig og nuanceret debat om ekstremismen og radikaliseringens væsen. Tværtimod.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tyrkerne overvejer angiveligt i øjeblikket, om de skal nedlægge veto mod Anders Muhammedkrise Rasmussens kandidatur til stillingen som NATOs næste generalsekretær.

Når tyrkerne hører, at Geert Wilders skal være hædersgæst på en konference, der er financieret af den danske regering, må man gå ud fra at tyrkerne ikke længere kan være i tvivl om, hvad der vil være det rigtige at gøre, hvis de elleres på noget tidspunkt har været det...

Heinrich R. Jørgensen

Helt enig med Palle Weis, der skærer det ud i böhmisk krystal for enhver.

Som én skrev i en anden tråd, er det en katastrofe at Naser Khader er sat som ansvarlig for konferencen. Manden evner jo hverken at gennemtænke eller gennemføre noget.

Inger Sundsvald

Så længe Naser Khader personligt at beskyttet med bodyguards, betalt af den danske stat, er det jo ikke så svært at være modig.

Man må også håbe at Geert Wilders får den samme service, så vi undgår en verdensomspændende eksponering på et kedeligt grundlag.

Skulle der ryge en sagesløs med i købet, ved et enkelt vildskud, og som prisen for endnu engang at sætte Danmark på verdenskortet som ytringsfrihedens højborg, er det måske prisen værd?

Anders Lund Jeppesen

"Skulle der ryge en sagesløs med i købet, ved et enkelt vildskud, og som prisen for endnu engang at sætte Danmark på verdenskortet som ytringsfrihedens højborg, er det måske prisen værd?"

Tror du det er en dårlig amerikansk film?