MAN ER IKKE vant med nye udspil og planer fra kulturminister Carina Christensen, men nu har hun præsenteret det, hun kalder en 'ny helhedsplan for den statslige støtte til kunstlivet i København'. Hun vil redde Den Fri Udstillingsbygning og gøre den til et nyt Kunstnernes Hus, hvor kunstnerne selv styrer og tilrettelægger de enkelte udstillinger. Et kunstnernes hus har Den Fri sådan set altid været, men det nye er, at den nu også skal være det på vegne af andre, hvor staten fremover vil give den en økonomisk saltvandsindsprøjtning.
Samtidig er planen, at Charlottenborg, som tidligere har fungeret som kunstnernes hus i København, skal være noget andet, nemlig 'et sted for den internationalt orienterede, professionelle og bredt formidlede kunst'. Det var også tanken, da man for at skabe plads til visionen om en international kunsthal for nogle år siden smed kunstnergrupperne på porten og indsatte en magtfuld direktør, Bo Nilsson, som var direkte udpeget af kulturministeren.
Det var Carina Christensens forgænger, Brian Mikkelsen, der stod bag den konstruktion, som medførte en helt igennem uklar magtstruktur. I praksis tog han magten fra bestyrelsen og gjorde det umuligt for den at gribe ind og gøre direktøren ansvarlig for uansvarlig ledelse, da Bo Nilsson på meget kort tid oparbejdede et kæmpe underskud.
Det efterlod Charlottenborg i et økonomisk morads, indtil direktøren blev fyret af ministeren. Belært af disse erfaringer har kulturministeren nu fyret hele Charlottenborgs 12 mand store bestyrelse for fornuftigt nok at give plads til en ny mindre og professionel bestyrelse bestående af seks medlemmer. Ministeren udpeger tre af disse medlemmer, mens de tre øvrige udpeges af Akademirådet, Kunstrådet og Organisationen for danske kunsthaller.
PROBLEMATIKKEN PEGER PÅ et stigende behov for professionel ledelse inden for kunstverdenen. Tanken om, at kulturinstitutioner også har brug for professionel ledelse, har spredt sig langsomt i takt med rækken af eksempler på ledelsesmæssige problemer og skandaler i kulturlivet inden for de senere år. Og der har hersket en bekymring for, at en anden bestyrelseskultur med vægt på økonomi, jura og administration skulle vægte mere end det at have en kunstnerisk stærk leder.
Sys Hindsbo, der har fungeret som bestyrelsesformand for Kunsthal Charlottenborg, har som aktivt udøvende kunstner på egen krop prøvet den svære rolle at sidde som bestyrelsesformand: "Jeg var ikke det ideelle valg, fordi jeg ikke har nogen økonomiske forudsætninger. Det er det sværeste, jeg nogensinde har prøvet," som hun har udtrykt det.
Eksemplet med Sys Hindsbo er et godt argument for Carina Christensens nye konstruktion for Charlottenborg. Hendes første egentlige markering som minister var altså en fornuftig løsning. Blot skal man huske på, at professionel administrativ ledelse ikke i alle tilfælde er godt for kunsten. Og det er jo trods alt det, det handler om.
