Leder

Vil EU og Tyrkiet hinanden?

16. april 2009

At et stort og politisk vigtigt medlem af NATO som Tyrkiet tillader sig at bruge sin politiske og diplomatiske kraft til at sætte spørgsmålstegn ved 'vores' kandidat til posten som generalsekretær, er der intet galt i. Tyrkerne var i tvivl om Anders Fogh Rasmussens diplomatiske evner oven på hans håndtering af den snart fire år gamle Muhammed-krise.

Man kan diskutere det strategisk begavede i at kræve en undskyldning med tilbagevirkende kraft og en lukning af ROJ-tv. Derved mere end antydede tyrkerne, at der stadig er et stykke vej til en forståelse af de grundliggende europæiske værdier, som EU er baseret på, respekt for ytringsfrihed, trykkefrihed og tredelingen af magten.

Men at de bruger det politiske spil til at lufte en stærk skepsis, som de i øvrigt ikke stod alene med, bør i sig selv ikke diskvalificere tyrkerne til medlemskab af EU, som Venstres spidskandidat til Europa-parlamentsvalget, Jens Rohde, gjorde sig til talsmand for her i avisen tidligere på måneden.

Optagelsesforhandlingerne kører i EU-regi, ligegyldigt hvad Jens Rohde måtte mene om den sag. Men spørgsmålet er, om han ikke får ret, når han siger, at det kan tage op til tre årtier, inden Tyrkiet kan optages i Den Europæiske Union? For som det fremgik af en reportage her i avisen i går, er der lang vej endnu, inden Tyrkiet lever op til de demokratiske spilleregler, som de formuleres af EU.

I FORGÅRS GENNEMFØRTE tyrkiske sikkerhedsstyrker anholdelser af mindst 70 ledende medlemmer af det kurdisk-nationalistiske parti DTP, der netop har høstet en overvældende sejr ved lokalvalgene i det sydøstlige Tyrkiet. Årsagen til operationen er, at DTP i en slags overmod har krævet, at det forbudte kurdiske arbejderparti PKK skal sidde med ved forhandlingsbordet i en politisk løsning af det kurdiske problem for de - i parentes bemærket - 15 millioner kurdere i Tyrkiet. Inden man lader den demokratiske forargelse sænke sig fuldstændig over Tyrkiet, er det dog værd at erindre om, at PKK er stemplet som terrororganisation - ikke bare af Tyrkiet, men også af EU og USA. Derfor sker anholdelserne under dække af den gældende anti-terrorlovgivning i Tyrkiet, og som det fremgår af et interview i dagens avis med DTP-borgmesteren Necdet Atalay fra byen med det fascinerende navn, Batman, er det ikke helt i skoven. Han understreger, at hvis ikke han og hans parti opnår den nødvendige anerkendelse fra Tyrkiet og Vesten, er der kun fronten - den væbnede kamp - tilbage.

NÅR DER ALLIGEVEL er grund til at hæve om ikke den demokratiske pegefinger, så dog de demokratiske principper, er det, fordi EU umuligt kan optage et medlemsland, der stadig betragter vilkårlige fængslinger af politiske modstandere som legitim strategi frem for at se i øjnene, at en løsning af det kurdiske problem kræver andre og mere demokratiske metoder end rutinemæssige salatfadsanholdelser. I den forstand er der uendelig lang vej, kulturelt, mentalt og politisk, inden Tyrkiet kan gøre sig håb om EU-medlemskab.

Men spørgsmålet kan også vendes om, for mere og mere tyder på, at det ikke kun er EU's begejstring, der er dalet, i takt med at Sarkozy og Merkel er kommet til magten i henholdsvis Frankrig og Tyskland. Ganske vist gav USA's præsident, Barack Obama, under sit besøg i sidste uge sin fulde opbakning til tyrkisk medlemskab af EU. Det blev øjeblikkeligt udlagt som en taktisk brøler, og både Sarkozy og Merkel reagerede prompte ved at bede Obama om at blande sig uden om.

MEN OBAMAS UDMELDING kan lige så vel tolkes som en taktisk underminering af et tyrkisk medlemskab, en underminering, der måske i virkeligheden tjener både USA's og Tyrkiets interesser bedre end EU's. For selv om der officielt foregår optagelsesforhandlinger, og Tyrkiet ikke vil sige det højt, er det ingen hemmelighed, at Tyrkiets interesse i EU er dalet betragteligt de seneste fire-fem år.

Det islamisk-orienterede regeringsparti, AKP, har aldrig følt varmt for det kristne EU. Det har muligvis været politisk bekvemt at arbejde for et medlemsskab, men det har i takt med den øgede selvtillid også været forbundet med en stigende irritation over de europæiske fordomme, som man i Ankara mente kun gjaldt Tyrkiet og ikke eksempelvis hvad angik Rumænien eller Bulgarien.

Samtidig har det store land på grænsen mellem Europa og den arabiske verden gradvist, men sikkert vendt sine nationale stormagtsdrømme mod det islamiske segment. Tyrkiet har formandskabet for Organisation af Islamiske Lande, OIC, og har de seneste år opbygget et stadig tættere forhold til Syrien, som man for bare få år siden var i krig med. Og så er der Iran, som Tyrkiet ser som sin stormagtsrival. Her kommer USA's og Tyrkiets fælles interesser ind i billedet, for USA ser ikke nogen speciel nødvendighed i, at Tyrkiet i den rolle er bundet af EU-forpligtelser.

Netop derfor kan EU ende som den store taber, der i sidste ende - uanset tidshorisonten - har større interesser i, at Tyrkiet er medlem af EU end omvendt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Derved mere end antydede tyrkerne, at der stadig er et stykke vej til en forståelse af de grundliggende europæiske værdier, som EU er baseret på, respekt for ytringsfrihed, trykkefrihed og tredelingen af magten."

For det første er den særprægede danske fotolkning af begrebet ytringsfrihed ikke "en grundlæggende europæisk værdi", men derimod et misforster, som dansk Folkeparti og Jyllands Posten har fundet på.

For det andet er det udtryk for en utrolig dansk dobbelmoral, at Danmark på den ene side aktivt har medvirket til at stmemple PKK som en terrororganisation, samtidigt med at Danmark har givet sendetilladelse for PKKs talerør.

Spørgmålet er om det er tyrkerne eller om det er Palle Weis, der mangler en grundlæggende forståelse for, hvordan tingene hænger sammen...

Palle Weis synes også at overse det faktum at forfatningens vagthunde - generalerne i Tyrkiet - har et afgørende ord at skulle have sagt i stort set alle sager, idet de traditionelt vogter arven efter Atatürk, og de er ikke særligt interesserede i at Tyrkiet kommer ind i EU.

Politikerne har slet ikke det samme råderum som i andre Europæiske lande, og partier bliver jævnligt truet med opløsning.

Erdogan havde endog meget svært ved at overbevise generalerne om at Gül var egnet som præsident, og visse af generalerne demonstrerede deres mishag mod Gül, ved ikke at møde op til indsættelsesceremonien.

I Tyrkisk kontekst er det en fornærmelse der vil noget.

Tyrkiet har taget sig godt betalt for at lade Anders Fogh Rasmussen indsætte, i Tyrkisk presse tales der om 11 punkter som skulle opfyldes - vi har endnu til gode at se hvad de skjulte punkter indebærer.

Heinrich R. Jørgensen

Svend W:
"Du nærer et ubændigt had til Vesten og til Danmark i særdeleshed."

En mere plausibel forklaring kunne måske være, at Per Thomsen i stedet nærer et ubændigt had til dobbeltmoral, selvretfærdighed, intolerance, provinsialisme og snæversyn?

I øvrigt har Palle Weis begået en ganske udmærket og relevant artikel. Ros og tak herfra.

mehmet kurt

Hvis du skriver dette til mig tager du grusomt fejl min kære ven. Statsadvokaten har fået de nødvendige beviser og en undersøgelse er igang så vidt jeg ved også hos PET.

Heinrich R. Jørgensen

Svend W:
"Erdogan er nu ophængt på favoritvægen"

Det kommer formodentlig ned igen, næsten gang Erdogan og den øvrige tyrkiske regering propaganderer mod kurdere, Roj TV o.lign.