Leder

De fordømte

21. april 2009

DEN PERSONLIGE FRIHED må stadig - også efter i dag - indeholde muligheden for at drikke sig ihjel, ryge sig blå i hovedet, sort i lungerne og æde sig stor som et bjerg. Og det vel at mærke uden at samfundet af den grund stigmatiserer, fordømmer eller nægter den formastelige adgang til fælles goder, som andre har. Det er værd at huske på, når regeringens Forebyggelsesråd i dag fremlægger en lang række forslag til, hvordan danskernes sundhedstilstand kan forbedres og levetiden forlænges. De senere års enorme fokus på forebyggelse er helt nødvendig, når man ser på danskernes sundhedstilstand og levealder, men den bevæger sig også på en knivsæg i forhold til at intervenere i menneskers mest intime rum - deres dybt personlige vaner med, hvad de spiser, hvor meget de ryger og drikker, og hvordan og hvor lidt de bruger deres krop. Hvor sundt eller usundt, man som menneske ønsker at leve, er i bund og grund et personligt valg, som samfundet ikke skal bestemme eller dømme over. Sundhed er et individuelt valg, mens sundhedstilstanden er et vigtigt samfundsanliggende.

SÅ LANGT, SÅ GODT. Ingen skal kunne diktere æbler, daglige løbeture og danskvand, men dermed være ikke sagt, at samfundet skal være ligeglad med den generelle levevis, at offentlige myndigheder ikke må rådgive, føre kampagne, forbyde og opstille stribevis af restriktioner, som hjælper den enkelte til at leve sundere. Det har intet med frihed at gøre, om en pakke cigaretter koster 30 eller 50 kroner, og det er ikke brud på nogens rettigheder at gøre det både sværere og dyrere at leve usundt og samtidig vejlede skolebørn og alle andre om, hvad der skal til for at bevare det gode helbred. Men det går galt, når de gode råd bliver til fordømmelse, stigmatisering og løftede pegefingre, når virksomheder ikke vil ansætte mennesker alene på grund af deres høje vægt eller hang til at ryge, når de usunde stemples som en samfundsøkonomisk belastning og en trussel mod fællesskabet. Historien har alt for tydeligt bevist, at de, der forsøger at definere det gode liv for alle andre, som regel ender med at føre dem direkte i Helvede frem for i Himmeriget. Både kommunismen, fascismen og islamismen begyndte med idealisme og drømmen om det gode liv for alle - og det endte med Gulag, KZ-lejre og offentlige steninger.

SÅ GALT GÅR DET NÆPPE for forebyggelseskommissionen. Dens 52 forslag vil strække sig fra højere afgifter over mere motion i skolerne til forbud mod reklamer for tobak og alkohol og meget mere. Alle sammen initiativer, som tegner til at være harmløse og perspektivrige, og som kan være med til at lede mennesker på vej mod et længere og sundere liv. Man skal huske på, at den patient, som ligger med rygerlunger eller blodprop i hjertet som regel vil ofre, hvad det skal være, hvis han eller hun kunne leve sit liv om og undgå den invaliderende sygdom. Derfor skal samfundet hjælpe den enkelte med at beskytte sig mod egne dårlige vaner, og her er ingen af de forslag, som hidtil er sluppet ud fra kommissionens arbejde et udtryk for hverken fascisme eller brud på den personlige frihed. Heller ikke selv om den tidligere radikale Simon Emil Ammitzbøl og sangeren og storrygeren Kim Larsen vil hævde det modsatte. Det vigtige er derfor, at forslagene fremlægges og diskuteres i den rette ånd og ikke som et udslag af formynderisk bedrevidenhed.

DET, DER ISÆR HJÆLPER på den generelle sundhed, er de ændringer af holdninger og vaner, der finder sted over tid, og dér kan lovgivning og forbud være med til at skubbe i den rigtige retning. Det er ikke mange år siden, at et forbud mod rygning i busser, tog og offentlige rum var nærmest utænkeligt. I alvor diskuterede man, hvorvidt et forbud mod at drikke alkohol i arbejdstiden ville virke krænkende - ja i strid med menneskerettighederne vel nærmest. En af velfærdssamfundets væsentligste opgaver er netop at beskytte mod negative effekter af markedsøkonomien. Hvis ikke samfundet sætter restriktioner op i forhold til, hvad virksomheder må sælge og reklamere for, så er det svært at se, hvor grænsen vil gå for, hvad der bliver markedsført af skadelige og vanedannende produkter. Fødevareproducenter skal presses, trues og tvinges til at producere sunde fødevarer, ellers gør de det ikke.

MENS KAMPAGNER HAR DET MED at gå hen over hovedet på danskerne, så virker økonomiske incitamenter. Derfor er det ærgerligt, at regeringen efter skattereformen har smækket sit skattevindue i igen og dermed sat en stopper for, at afgifter og moms kan ændres til gavn for sundheden. Forbedringen af sundheden og forlængelsen af danskernes levetid er et velfærdsprojekt, som bør være en folkesag frem for en politisk sag, for hvis det gribes forkert an fra toppen, kan det ende i en fæl fundamentalisme, som ingen har ønsket sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Det er lidt mærkeligt at sige at kampagner har det med at gå hen over hovedet på folk og at kun økonomiske incitamenter virker.

Mig bekendt er der færre og færre rygere, netop p.g.a. kampagner, og heldigvis for det. Økonomiske incitamenter virker derimod ikke, hvis man har penge nok. Her kan man spise og ryge som man vil, men sjovt nok er det også her man lever sundest.

Jeg har røget i over 50 år, og har erfaring for at jeg ikke kan holde op. Det er den sørgelige sandhed for mange folkepensionister, som ikke anede en disse om skadelige virkninger da de begyndte.

Engang blev jeg belært, af en yderst overvægtig person, om at det jo ikke var nødvendigt at ryge 20 smøger om dagen, jeg kunne jo nøjes med et par stykker. Jeg undlod at belære hende om hvad hun jo kunne nøjes med at putte i munden.

Det der er så møgirriterende er, at folk som ikke selv har et bestemt problem, er så kloge på andres vegne – gerne skjult under et helligt dække af at ville én det bedste.

Det lyder jo fint at sige, at ingen skal kunne diktere nogen noget.
Men … så kommer hele arsenalet af gode råd:

”DET, DER ISÆR HJÆLPER på den generelle sundhed, er de ændringer af holdninger og vaner, der finder sted over tid, og dér kan lovgivning og forbud være med til at skubbe i den rigtige retning.”

Er det ikke tvang?

Hvad er det så resultatet bliver med en fordobling af f.eks. cigaretpriserne for dem som ikke har råd?

Jeg kan forestille mig adskillige yderligere tiltag via lovgivning i fremtiden vedrørende rygning i eget hjem hvis man har brug for hjemmehjælp og overvægtiges muligheder på arbejdsmarkedet.

Hvordan kan Bent Winther dog ustandseligt mene ét, men advokere for noget helt andet?

Inger Sundsvald

Findes der ikke en eneste ryger/ikke ryger, som kan se det tåbelige i den specielle journalistisk disciplin - at mene lidt om dit og lidt om dat på samme tid? Jeg kalder det rent vrøvl, der kan sammenlignes med:

- Det er naturligvis uacceptabelt at slå mennesker ihjel, både i krig og som straf – MEN …

Det ville også være rart at få en tilkendegivelse om, at det danske samfund efterhånden har udviklet sig til et diktatur med tvang, lovgivning og forbud, som mest er rettet mod nogen, som ikke har magt til at protestere, så det nytter.

Måske skulle jeg tilføje, at jeg ikke ryger i andres hjem, hvis de ikke kan tåle det, eller ikke bryder sig om det. Men hvorfor skal jeg være ’fordømt’, når forurening med biler m.v. ikke er det?